Arenatheatret.
Det lader til at det sidste nye Varietétheater særlig har vundet Folks Yndest. Det smukt udstyrede og hyggelige Lokale er hver Aften fyldt, og man morer sig fortræffeligt. Frøken Clara Skytt er fremdeles Glansnumret, og Folk klapper ustandseligt, kun i Tirsdags syntes det som om hun fik en Rival, nemlig Little Emil. Den lille Haandekvilibrist og Saltomortalespringer vakte en endeløs Jubel, da han i sin smagfulde lyseblaa Dragt foretog sine yndefulde gymnastiske Øvelser og som en lille Prins hilste paa Publikum.
Det synes, som der allerede er et bestemt kritisk Publikum i Varietétheatret, thi der klappes kun, hvor det er værd at klappe; her vises altsaa bestemt Vej for Ledelsen af Theatret - i samme Forhold som Arenatheatret vil byde virkelig Kunst, i samme Forhold vil Theatret blive besøgt.
Kun en Ulæmpe er der, og det er den ulidelige Tobaksrøg. Der maa uden Skade for Træk kunne ventileres bedre. Man har jo nu i vore Dage Midler til at rense Luften i Stuer, kan der ikke findes lignende for større Lokaler? Kan Arenatheatret ogsaa skaffe dem, vil Tobaksrøgen ikke mere genere, og meget vil være vundet.