Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
Næste Dag gjorde han sig allerede klar, meddelte Professoren, at han havde „noget at gøre”, og kørte - for at optræde med fornøden Værdighed - hen til Bankieren, omendskønt denne ikke boede mere end fem Huse borte fra Professoren i samme Gade.
Han traf hverken Fruen eller Herren hjemme, men afleverede sit Kort samt Anbefalingsbrevet, hvis Indhold han kendte, da den velvillige Ven havde sendt ham det aabent. Der stod deri, at han var „den berømte Drostes højre Haand” og en ung Mand, der havde en stor Fremtid for sig. Dersom nu ikke Bankieren vilde give Afkald paa den Ære at se et saadant videnskabeligt Lys hos sig, saa maatte han indbyde den „højre Haand”. Beroliget ved denne Bevidsthed, benyttede Moscheles den en Gang tagne Frihed til at spadsere hen og høre paa Vagtparaden.
Det var en smuk Novemberdag, og Musiken klang langt hen over den af Mennesker tæt opfyldte Plads. Længere borte holdt en Del Ekvipager og aabne Drosker. Al Verden satte hverandre Stevne her, maaske var Ottilie her ogsaa. Han huskede, at Fru Mariane plejede at køre en Tur i Middagsstunden med sin Datter. Han gik tvers over Pladsen og - rigtig! - der, i en af de første Vogne sad Damerne. Han kendte dem næppe; de var saa elegant klædte, i Plysch eller Fløjl, Pelsværk og ægte Fjer. Og Ottilie - hvilken Forskrækkelse - havde en Slags Fløjlsbaret paa, hvorfra der bølgede to store mørkerøde Fjer! Altsaa dog! Fjerhatte var altsaa nødvendige. Men skøn, henrivende var hun. Ingen, nej ingen kunde sammenlignes med hende.
Hun saa ham ikke, endskønt han stod i Nærheden af dem, lige under en Lygtepæl. Ved Siden af ham stod der en anden Herre, en bleg, blond, fornemt udseende Mand, som, saaledes forekom det Alfred, med en ligefrem uforskammet Dristighed stirrede ind i Damernes Vogn. Da deres Opmærksomhed imidlertid var fængslet paa et andet Punkt, traadte han saa hurtigt og paafaldende hen foran Vognen, at de begge paa en Gang vendte sig om. Ottilie og hendes Moder rødmede begge! Den fremmed tog Hatten af og gik videre. Damerne maatte have givet Kusken en Befaling, thi Vognen rullede bort; men Alfred gik meget ulykkelig hjem.
Det at rødme er en sælsom og endnu ikke fuldstændig fysiologisk opklaret Begivenhed, trods det værdifulde Materiale, som Darwin har samlet sammen derover, og trods de aandrige Bemærkninger, som Heule i sine antropologiske Foredrag er fremkommet med. Men hvad hjalp det nu Doktor Alfred Moscheles, at han vidste, at Japaneserne rødmede helt ned over Brystet, og at der gives vilde Folkeslag, som slet ikke kunde rødme. Hvad betød Ottilies Rødmen? Den unge Mand med den „store Fremtid” ansaa i dette Øjeblik baade Heule og Darwin for Mennesker med meget mangelfulde Kundskaber.
Men Venner skal jo være aabenhjertige mod hinanden. Alfred vilde spørge Ottilie om, hvem den lyshaarede Herre var. Desværre kom hun ikke over i Studereværelset en eneste Gang, medens han var alene i de otte Dage. Spørgsmaalets Vigtighed maatte saa træde i Baggrunden for en Tildragelse: Alfred havde modtaget Indbydelse fra Hr. og Fru Dandorf til The førstkommende Torsdag Aften. Torsdag! De Mennesker havde da heller ikke Spor af Finfølelse. Hvor kunde man nu indbyde nogen til Torsdag. Han brød sit Hoved for at finde et Paaskud til at undskylde sig hos Fru Mariane.
Men se, selvsamme Dag kom Ottilie og sagde til ham: „Jeg kommer fra Moder; Onkel Lothar har glemt at sige Dem, at vi desværre ikke er hjemme Torsdag Aften. Dersom De nu ikke vil tage det ilde op - Moder er meget ked af det - men Onkel Lothar vil absolut have, at vi skal tage med til Dandorfs, - ”
(Fortsættes.)
