Grundtvigianerne i vor Politik.
Under denne Overskrift er Hr. Falkenstjerne i „Tidens Strøm” for 19. Januar fremkommen med en Indsigelse mod en Kritik af Grundtvigianerne, fremsat i „Politiken” for 11. Januar af Hr. Henning Jensen. I nævnte Artikel skriver Henning Jensen i Følge „Tidens Strøm”: „Der kan være flinke, frisindede Folk blandt de menige Grundtvigianere, men de lokale førere er Sammensmeltere paa en Hals.” Falkenstjerne ser ikke rettere, end at H. Jensen med denne Paastand „vender op og ned paa en hel Række uomstødelige Kendsgerninger”, og han tror ikke, at Grundtvigianerne endnu har glemt det, som politisk skulde karakterisere dem, nemlig „Hævdelsen af den personlige Frihed i Kirke-, Skole- og Samfundsliv overfor al Tvang,” og Hr. Falkenstjerne trøster sig til, „at de nok skal melde sig hver Gang, Hornet kalder til Værn om den” . En uomstødelig Kendsgerning er dét sikkert at Grundtvig stærkt hævdede den personlige Frihed i Kirke-, Skole- og Samfundsliv, men at det ogsaa skulle være en uomstødelig Kendsgerning at vore Grundtvigske førere ikke har sænket denne Frihedsfane, hvilket det maatte være, for at man med god Grund kan trøste sig til, at de nok skal melde sig, naar der trænges til Værn om nævnte Frihed, derom kan der vistnok være tilstrækkelig Grund til at tvivle.
. Til Grundtvigianernes Førere maa vel nemmest regnes de Præster, Lærere og Rigsdagsmænd, der erklærer sig selv for at være Grundtvigianere men hvorledes viser nu Kendsgerningerne, at disse Førere har stillet sig i Kampen for Friheden, taget i det store og hele?
De Grundtvigske Præster, har ganske vist fra deres Talerstole forkyndt, at Friheden var en Hovedbetingelse for Kristendommens rette Vækst og Trivsel, og lagt deres Tilhørere alvorligt paa Sinde altid at vidne og tage Parti for Sandhed og Ret, men Kendsgerningerne viser ikke, at disse Præster selv gjorde eller gør det, de lagde deres Tilhørere paa Sinde. Hvor blev saaledes, for at anføre et bestemt Eksempel, de Grundtvigske Præsters Vidnesbyrd for Sandhed og Ret af, dén Gang Ministeriet gik udenfor Loven og Folketinget, som det hed, gik ud af Spillet? Præsterne tav, paa enkelte Undtagelser nær, til det, som den Gang skete, og de tier fremdeles, skønt Forholdene ikke har bedret sig. Og skønt de fleste grundtvigske Præster lader formode at de godt ser og erkender at Kirkens Stilling og Forhold til Staten er alt andet end frit, hvilket er til ubodelig Skade for det fri Vidnesbyrd, som skulde lyde i Kirken, saa staar de dog i Modsætning til Grundtvigs Krav om Frigørelse fra Statens Snørliv, hvis der skulde være Tale om at blive i Folkekirken, tavse og med bundne Hænder indenfor denne Kirke. Hvorledes nu nogen kan trøste sig til, at saadanne bundne Kæmper nok skal møde, naar Hornet blæser til Værn om Friheden, eller mene, at de i den Stilling, hvori de befinder sig, skal kunne gøre nogen Nytte i Kampen, er mig ubegribeligt. Og nu de grundtvigske politiske Førere, de tav ganske vist ikke som Præsterne, med Ord vidnede de kækt nok for Sandhed og Ret; men da det galdt om at lade Handling følge paa Ordene, blev de nok bange for at være komne for langt ud, og de begyndte da at hive i Land, hver paa sin Vis.
„Frygt Gud og følg Landevejen”, siger Ordsproget. Den slagne Landevej laa klart nok anvist af den vaagne Folkesamvittighed og den krænkede Retsfølelse, men i Stedet for at følge den, blev de fleste af baade grundtvigske og ikke grundtvigske Venstreførere ængstelige og prøvede med deres Forhandlingspolitik at skyde Genvej, hvilken Vej dog, hvis Maalet gælder Folkets Frihed og Ret sikkert vil vise sig at være Omvej.
Jeg tror nu ikke, at hverken de grundtvigske Præster, Lærere eller Politikere er uærlige eller uhæderlige Hyklere, men jeg tror, hvad Kendsgerningerne synes at godtgøre, at de er ængstelige konservative Mænd, der er skræmte fra deres egne Ungdomsidealer og har tabt Tilliden til, at Frihedens, Sandhedens, og Rettens Magt endnu skal vise sig at være den stærkeste i Menighed og Folk, hvorfor det heller ikke just er den, de hævder for Tiden.
Ringe i Februar 1894.
