En opadgaaende Bevægelse.
Der blev en Gang sagt: Hvis Kvindesagen blandt sine Talsmænd havde en kvinde lig Georg Brandes, vilde den snart faa Magt. Men Kvindebevægelsen har endnu ingen Ordfører her Hjemme, der som han kan tænde Bål ved sit Ord.
Om det var en Mand eller en Kvinde, der var denne store, Talsmand, kan i Virkeligheden være ligegyldigt; blot Sagen blev ført frem, klar, overbevisende, uomstødelig, som Sandheden selv, var meget vundet.
Naturligvis maa den komme fra de stærke Karakterer, der har Sejghedens Udholdenhed til at bestige Bjergene, og som har det klare, skarpe Syn til at skue ud over de store Vidder. Førenerne i Kulturlivets og Intelligensens Rige, de maa dog først og fremmest se, at kvindesagen i Øjeblikket er den største i Verden, baade af økonomiske og intellektuelle Grunde. Kvindesagens Sejr betyder Frelse for Samfundets aandelige og legemlige Nød, thi det er en hel ny Basis, vi trænger til, og den maa lægges paa Harmoni imellem Kønnene.
Saa længe intelligente Mænd ikke ser det, vil det store sociale Spørgsmaal fremdeles som Sfinxen Nat og Dag stirre paa os, med sine fortærende, Øjne gennem Fattigdommen, Nøden, Militarismens Byrder, Arbejdernes Lønspørgsmaal; vi løser aldrig den sociale Gaade - Menneskelykke - før de mandlige og kvindelige Kræfter arbejder i harmonis Overensstemmelse i Samfundet.
Med hvilken utaalmodig længsel griber man da ikke Lejligheden til at høre, Hvad en Mand som Dr. Georg Brandes har at sige, naar han vil tale „om Nationalfølelse” i Studentersamfundet, den Forening, som mere end nogen anden her i Hovedstaden repræsenterer den moderne Ungdom.
Jeg havde ikke den Lykke at høre Foredraget, men maatte nøjes med Gengivelsen i „Politiken”, og naturligvis er der Forskel paa at høre et Foredrag i en begejstret Forsamling og at læse det Dagen efter i en Avis, selv om det gengives ordret, men paalideligt maa det dog være, at Dr. Brandes aldeles ikke har nævnt Kvindesagen, denne opadgaaende Bevægelse i Samfundet.
Jeg maa tilstaa, at min Forundring steg under Læsningen, og at jeg tilsidst fik en Fornemmelse, som om jeg sad i en gammeldags Kirke, hvor Mændene sidder paa den ene Side og Kvinderne paa den anden, og langt borte staar Præsten og taler strenge Alvorsord og siger stadigt „han”, hver Gang han taler til eller om Mennesket, Kvinderne paa den anden Side er usynlige for Prædikanten.
Altsaa heller ikke den Mand, der her i Danmark staar højere i Intelligens end de fleste Mænd, heller ikke han se, eller vil se, at der er en opadgående Bevægelse i Evropa og her hjemme, som, hvis den fik Sympati og Forstaaelsese fra intelligente Mænd, maaske hurtigere end de fleste tænker, vilde bringe Vaarliv og friskhed ind i vore Forhold, nemlig Kvindebevægelsen. Mon ikke Sindet blev mindre trist og Øjet mere lyst, om den højstærede Taler havde set lidt over paa hæren, der rykker frem. Burde ikke Kvindesagen være en temmelig vigtig Faktor at regne med naar man opgør Samfundsregnskabet?
Dersom Mænd saa lidt nøjere til, vilde de let se, at ” Oldingeregimentet” meget hurtigere blev, sat ud af Spillet, baade i Kunst og Politik, hvis maa førte Kvinderne ind i Raadet. De unge Oldinge, som Dr. Brandes selv siger er de værste, Disse er dog i det mindste modtagelige for en Foryngelse.
Der vil kunne siges: bevis i Kunst og Literatur, at Kvindebevægelsen er en Magt, fremlæg Resultater i politiken, at der er en opadgaaende Bevægelse iblandt de moderne Kvinder, og vi vil tro det.
Det kan vi selvfølgelig ikke, thi de Kvinder, der hidtil har været fremme i Kunst og Literatur, har sat deres første og bedste Kræfter til ved at overvinde Fordomme og Mangel paa en fornuftig planlagt Barndom eller Ungdomsuddannelse, saa deres Vej til at gøre sig bekendte med Videnskabens Resultater har været dem en langt besværligere Vej end Mænds. Og ved den politiske Virksomhed har Kvinderne endnu kun Adgang til Damelogen i Rigsdagen og til Tilhørerpladsen i Kommunalraadet, saa det vilde dog være temmelig urimeligt at forlange praktiske Resultater der.
Alligevel turde det maaske ikke være ubeskedent at drage Opmærksomheden ind paa ganske andre Enemærker, hvor det vil ses, at Kvindesagen er en opadgaaende Bevægelse i vort Samfund, og det er i de humane Bestræbelser, der gøres i Skolen, i Sygepleje og i Velgørenhedsarbejdet, alle Vegne, er Kvinderne her de aktive. Som det var en Kvinde der opdagede de sultne smaa på Skolebænken og fandt Raad derfor, saaledes var det de dannede Kvinder, der kastede den fine selskabsdragt og optog Sygeplejen paa Hospitalerne. I al vor Humanitetsgerning er det Kvinderne, der har givet Impulsen: Plejeforeninger, Smaabørns Vel, Vuggestuer, Tjenestepigehjem og meget andet; det var Kvinderne, der taalmodigt gik fra Dør til Dør for at samle de møjsommelige Øre sammen. Selv havde de intet at raade over, selv om de sad i en stor Salon; derfor maatte de banke paa Rigmands Dør for at faa Evne til at hjælpe lidt paa den store Nød. Det var Kvinder der fik Mod til at staa op og tale offenligt om Prostitutionen, Nationens Skamplet, skønt man raabte „Sædelighed” efter hende. Det er Kvinder, der arbejder for fælles Undervisning og Ligestilling i alle Klasser.
Literatur og Kunst, er det ikke blomsten af Kulturlivets Udvikling? Politiken og Samfundsordningen, er det ikke Frugten? I samme Forhold, som Humanismens understrøm er levende og varm, i samme Forhold bliver Blomsten skøn og Frugten fyldig. Vor nuværende Politik er Frugten, ikke af den moderne, men af den gamle Tid. Den opadgaaende Bevægelse, som vil faa sin Styrke særlig i Kvindernes Arbejde, har endnu næppe sat Blomst, men der er friske grønne Spirer, og det gør Øjet godt at fæste sit Syn paa den. Den er en evropæisk Bevægelse, men den har slaaet Rod i Nationalfølelsen her hjemme, saa Dr. Brandes burde have taget den i Betragtning, naar han vil skildre den danske Nationalfølelse, og havde han gjort det, vilde han med sin logiske Sans og sit klar Blik netop have bevist, at Dekadencens Tid er forbi, baade i Literatur, Kunst, Politik og Folkeliv. Kvinderne kommer nu med, ikke for at opløse Hjemmet, men for at bære Hjemmet ud i Samfundet. Den æstetiske Kvinde, Romantikens Blomst, er færdig. I Kvindebevægelsens moderne Type finder Manden Søsteren, Kammeraten, vennen der beder, tag mig med op i Samfundsarbejdet og Du skal ikke fortryde det.
