Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
I en ikke mindre Ophidselse end den, hvori den Lærde befandt sig, imødesaa Baronen det ventede Besøg.
Fra den Dag af, da han havde set Mariane og hendes Datter ved Vagtparaden, havde hans Tanker atter kun haft et eneste Maal: Ottilie. Den Gang han sidst havde talt med hende, vendte han straks tilbage til München, i Stedet for at begive sig paa den tilsigtede Bjergtur. Han ventede, thi han var sikker paa, at Damerne vilde flytte til München. At han med Lethed kunde have opspurgt Professorens Bolig og iagttaget denne, faldt ham ikke ind; dertil var han alt for optaget af Fremtiden, af hin Fremtid, da Ottilie vilde være hans Hustru, og han vilde rejse, læse, musicere og male med hende.
I Tankerne holdt han lange Samtaler med den unge Pige og inddelte deres tilkommende Liv til de mindste Detaljer, indvirkede afgjort gavnlig paa Ottilies Karakter, blev beundret og elsket af hende, og opdrog sig en Hustru, der blev fejret og forgude af hele Verden.
Paa den Maade glemte han tilsidst, at han i Grunden kun kendte grumme lidet til Ottilies Karakter, og at det frem for alt var nødvendigt at nærme sig hende, for at kunne vinde hende.
Fantast, som han var, ejede han hende allerede i sine Drømme, og Mødet ved Vagtparaden lignede en uhyggelig Qpvaagnen.
Først da begyndte han at spekulere paa, hvorledes han skulde nærme sig hende, thi
at aflægge Damerne en Visit vovede han dog ikke. Først da var den Gnist af Attraa, som i Kochel havde drevet ham til fortætte Ottilie om sin Kærlighed atter faret ham i Blodet.
Dersom han aldrig havde set Ottilie mere, vilde han vedblivende have gjort hende til Midtpunkt for netop en saadan Gudsdyrkelse, som han i en Aarrække havde helliget Mariane, der havde udfyldt hans Tilværelse mere fuldstændigt, end den elskede Kvindes de fleste Mænds. Men i de sidste otte Dage havde han kun været opfyldt af en eneste Tanke: eje Ottilie eller dø.
Da kom Doktor Alfred Moscheles Brev, den vedlagte Anbefalingsskrivelse kaldte den unge Mand „allerede i flere Aar Professor von Drostes højre Haand.” Uden Tvivl var han ogsaa en god Bekendt af Damerne. Baronens, altid virksomme Fantasi begyndte nu at arbejde og havde snart skabt et fuldstændigt Billede med Hensyn til, hvilket Forhold der kunde bestaa mellem den unge Lærde og Ottilie; ja ganske sikkert var de som Broder og Søster for hinanden; for Doktor Moscheles havde Familien ingen Hemmeligheder; ja, maaske, nej, aldeles bestemt havde man sendt Doktoren for at lade ham gøre hans - Baronens - Bekendtskab; han kom for at bane Vejen for en Forbindelse imellem Ottilie og ham. Til et saadant Højdepunkt var hans Tankes fantastiske Løb naaet, og nu var det Onsdag.
(Fortsættes.)
