« Tilbage til søgeresultaterne

Styrelsesmøde d. 16. maj 1894

« Se emneord

Et konstituerende Møde for den ny Styrelse afholdtes d. 16.
Maj Kl. 10 Fm. hos den fratrædende Formand, Frk.Frederiksen.

Til Stede vare: Frk. Frederiksen, Fru Jutta Møller, Fru Laursen, Fru K. Dahl Jensen, Fru Videbæk, Frk.Frida Schmidt og Frk. Grundtvig. Høgsbro kunde ikke forlade sit Kontor paa denne Tid af Dagen.
1. Pastor Malling fremlagde Regnskab for "Kvinden og Samfundet"
fra Jan. 93 til Juni 1894.
Styrelsen udtalte sig bestemt for, at"K.og S." skulde vedblive at udkomme som hidtil, samt for at der skulde udgives et Juni-Juli Hefte som Festskrift i Anledning af Tidsskriftets 10 aarige Bestaaen
og Kronprinseparrets Sølvbryllup.

2. Det anbefales for Fremtiden samtidig med Delegeretmødet at indvarsle et konstituerende Møde for den ny Styrelse for at planlægge Arbejdet for det kommende Aar.

3. I Haandgerningsspørgsmaalet overdrages det til Frk. E. Hansen at omredigere Forslaget til Regeringen og udsende det til Styrelsesmedlemmernes Underskrift.

4. Styrelsen sluttede sig til Frk.Grundtvigs Forslag om at sende en Hilsen fra Delegeretmødet til "Finsk Kvindeforening", der i disse Dage holder Fest.

5. Man blev enig om med Hensyn til Sveistrups Lovforslag og Svendborgkredsens Forslag at agitere for dem ved Foredrag og gennem "Kvinden og Samfundet".

6. Styrelsen konstituerede sig med Fru Jutta Møller som Formand, Frk. E. Hansen som Sekretær og Frk. F. Schmidt som Kasserer.

7. Frk. Frederiksen fremsatte Tanken om at danne en Forening med det Formaal at oplære unge Piger i Husgerning, saaledes at de søges optagne i private Hjem omkring i Landet uden Løn under en dygtig Husmoders Vejledning, og bad Medlemmerne af Styrelsen om at forberede denne Sag til næste Aar.

Eline Hansen.