Forlovelse.

Ægteskabet, som det nu almindelig er, er en af de største Samfundsløgne. Mange erkende det, men endnu i flere Generationer vil det dække over Hykleri af den groveste Art.

Men Indledningen til Ægteskabet, Forlovelsen, er ikke ogsaa dette Forhold i mange, ja, de fleste Tilfælde en ækel Løgn? Og medens man staar raadvild overfor Ægteskabet, kunde der nok gives en bedre Maade at indlede dette paa. Blev Indledningen sundere og naturligere, vilde meget være vundet.

Blomsten paa Menneskelivet skulde Ægteskabet være. Det kunde være det; thi hvor to Mennesker, Mand og Kvinde, der mødes i Sympathi, inderlig Forstaaelse og Kjærlighed, kan leve Livet sammen, der kan man med god Grund vente at finde saa meget af Lykke, der overhovedet kan findes under vore usle Samfundsforhold.

Men der gives saa faa lykkelige Ægteskaber, thi disse grundes paa en ofte langvarig og kedelig Forlovelse, der igen er grundet paa flygtigt Bekendtskab og øjeblikkelig Forelskelse.

To unge Mennesker mødes et Par Gange paa Bal, de danser sammen og vexler ligegyldige, intetsigende Ord. Kort Tid efter overraskes man ved at modtage det sirlige, guldrandede Forlovelseskort.

Han kender kun lidt til den unge Pige, ved maaske lidt om hendes Familieforhold, men aldeles ikke, om der er varig Sympathi imellem dem, om der er Overensstemmelse i Karakteren. Hun kender endnu mindre til ham, ved ikke, om han har Udsigt til at gifte sig om 2, 5 eller 7 Aar.

Om han er flittig og stræbsom, eller om han spilder sin Tid paa Kaféer, bekymrer hun sig intet om. En ung Pige vilde blive anset for at have altfor i materielle Interesser, hvis hun spurgte ud om sin Bejler. Nej, der bliver Tid nok til at spørge og lære hinanden at kende i Forlovelsestiden.

Forlovelsestiden! Dette Ord har haft en særegen Tillokkelse, navnlig for den unge Pige, der ikke har været vant til at omgaas unge Mænd. Derfor siger saa mangen ung Pige ja til den første Bejler uden at vide, hvad Kærlighed er, langt fra at tænke paa, hvad Ægteskabet skulde være.

Forlovelsestiden er nødvendig, siger man, for at de unge kan lære hinanden at kende. Men det grundige Kendskab, der fordres, for at man tør haabe paa et lykkeligt Ægteskab, burde være gjort før Forlovelsen. Det er aldeles ikke givet, at to Mennesker, selv om de er forlovede i syv Aar, lærer hinanden at kende, thi det er ikke givet, at netop de kan udvexle Tanker.

I Begyndelsen af Forlovelsestiden gaar det saa glat. De skal præsentere hinanden for Slægtninge og Venner, de komme til Middagsselskaber, deres Skaal med Ønske om Lykke for Fremtiden bliver udbragt, og de føle sig i en Slags Fortryllelse ved pludselig at blive Centrum i Familiecirklen.

Men efterhaanden hæves Fortryllelsen. Poesien bliver til den kolde, kedelige Prosa. Forelskelsen

svinder lidt efter lidt, Træthed og Slappelse kommer i Stedet. De mærke maaske begge, at de ikke passe sammen, gaar maaske begge med den Tanke, at det var bedst, det hele blev forbi, men ingen af dem har Mod til at udtale sig efter alle Skaalerne for Lykke og Fremtid. Og man sejler ind i Forlovelsens stille Vande, hvor ingen Vind rører sig, hvor alt kan blive saa uhyggelig kvalmt og tungt.

Man mødes af Vane, han henter sin Forlovede til en Tur paa Langelinje og abonnerer sammen med hende i det kgl. Theater. - Hun begynder strax at sy paa Udstyret. Hans og hendes Forbogstaver er slyngede saa smukt sammen. Der gaar Aar paa denne Maade, saa vækkes de Forlovede pludselig af deres Døs. Han har faaet Præstekald eller hans Gage er bleven forøget. - De Forlovede gifter sig.

Der rører sig en lille Bølgegang i den dyndfulde Sø: Travlheden kommer; thi selv om der er syt i syv Aar paa Udstyret, bliver der dog saa travlt den sidste Tid. Lejligheden skal lejes, og Brylluppet fastsættes. - Endelig bliver man enige om, at det var saa yndigt at blive viet af den Præst, der i sin Tid har konfirmeret Bruden. Og Brylluppet holdes med Prædiken, Taler og Sange og efterfølges af Gratulanternes Visitter i de nygiftes Hjem; naar denne Uro er forbi, lægger Vinden sig, man har naaet Ægteskabets trygge Havn.

Men paa denne Maade vil ikke længer den yngre, mere intelligente Slægt indlede eller stifte Ægteskab.

Hvorledes skal da Indledningen være, spørger man? Fru Meyer har i sin indholdsrige, interessante Artikel i dette Blads Nr. 9: "Skal Kønnene vedblive at være skilte" givet et tilfredsstillende Svar derpaa: Lad de unge færdes sammen.

Kan en saadan Slægt, der vil bryde med det overleverede i vort Samfund voxe sig stærk og fri, vil sikkert Forlovelse svinde bort af sig selv. For selvstændige Personligheder vil dette Forhold være saa trykkende, at det ikke kan bæres. Vi vil ingen hæmmende Baand have, for os existerer kun Sympathiens og Kærlighedens Baand. Brister det, er alt tabt, selv om Forlovelsen holder. Det er baade uværdigt og uklogt, at lade sig binde eller ønske en anden bundet ved at proklamere Forlovelse for Omverdenen.

Der gives en Slags Tryghed i Forlovelsesforholdet, mener man. Han tør ikke lade den unge Dejlighed gaa uden at stemple hende som tilhørende sig, ligesom man stempler et Lam, og hun maa have Hold paa ham. Som om man kunde binde en Menneskesjæls Sympathi. Just naar man føler sig bunden, længes man mod Friheden! Kærlighedens sælsomme Urt kan kun trives i Frihedens Jordbund!

Forlovelsen med Baand og Lænker maa vige Pladsen for et frit Sympathiforhold.

Ved at omgaas, ved at have Lejlighed til at udvexle Tanker, vil de unge, der passe sammen, nok finde hinanden. Ved at tage Opgaver op i Fællesskab, vil det vise sig, om man kan arbejde sammen. Det har i Virkeligheden saa meget at sige_, om Mand og Kvinde, der komme til at leve Størstedelen af Livet sammen, kan gøre et aandeligt Arbejde i Fællesskab. Hvor pinligt vil det ikke være, naar der arbejdes i forskellig Retning, eller den ene af Parterne slet intet kan udrette. Hvor vil den unge intelligente Mand blive skuffet ved at opdage, at hans Hustru savner al Evne til at sætte sig ind i hans Tankegang.

Eller en Mand bliver gift med en af disse unge Piger, der hører til den Type, som i J. P. Jacobsens "Niels Lyhne" er repræsenteret i Gerda. Saa rørende lærvillige, saa inderlig tro kan den Slags Kvinder være. Men Manden bliver deres Gud, ham tror hun paa. Man kan godt tænke sig, at en Mand i Begyndelsen af Samlivet kan finde en vis Glæde ved at omplante sine Tanker i den blødere og finere Jordbund, men efterhaanden vil han ikke blive tilfredsstillet ved bestandig at høre sig selv tale gennem sin Hustru. Og han ved desværre, at den Dag, han holder op med at være Lærer, staar Eleven stille. En Mands Tanker trænger ogsaa til at befrugtes.

Det er for sent at gøre slige Opdagelser i Forlovelse eller Ægteskab, derfor vil den yngre Slægt blive mere varsom med at love hinanden Ægteskab. Og har man ment, at et mere frit og naturligt Forhold mellem yngre Mennesker, vil bidrage til, at der kommer løsere Forbindelser end før, da er dette sikkert fejl.

Forlovelsesløfterne vil svinde. I Stedet træder tavse Løfter og stiltiende Svar, der vejer langt mere

end offentlige Løfter. Man "venter" ikke paa hinanden, men hvis man til den Tid, da man har Raad

til at gifte sig, endnu holder nok af hinanden, saa gifter man sig, og det siger man hinanden.

Ved at bryde med de gamle Former for Forlovelse, der næsten alle er som støbte i én Form, vil

der sikkert komme en Mangfoldighed af uens Forhold, mellem Mand og Kvinde, der har Mulighed for at kunne føre til langt lykkeligere Ægteskaber end de nu existerende, hvis Flertal trods al Skjuleri og Hykleri dog er ulykkelige.

Saaledes kunde man godt tænke sig, at to mere udviklede Mennesker i flere Aar levede i et Forhold, hvor der ikke var givet eller taget noget Løfte, men begge var dog forvissede om at Ægteskabet vilde følge. Hvor sundt og naturligt vil ikke dette Forhold kunne være! Hvor megen Poesi vilde der ikke kunne hvile over det! Et saadant Forhold kan være saa fint og skønt! Forlovelse bliver ofte noget saa grovt, bekrammet og begloet af alle.

Det er Manglen paa Forstaaelse og Ukendskab til hinanden, der skaber de mange ulykkelige Ægteskaber.

Er der da to, som føler, at de passe sammen, saa maa de søge at lære hinanden at kende. De maa leve en Del af deres Tankeliv sammen, de maa have Ro til at tale ud.

Kan dette da ske under de nuværende Samfundsforhold? - I vort bornerede Samfund, hvor ikke to Forlovede kan bo i samme Pensionat! Saasnart Ringene er vexlede, maa den ene strax omgjorde sine Lænder og flytte ud til Sorte Hest, naar Pensionatet ligger paa Trianglen.

Nutidens unge maa tage Skridtet fuldt ud, og vise i Gerning, at Menneskers Lykke sættes højere end gamle Traditioner!

De unge maa vise sig selv den Agtelse, at de, trods den herskende Moral, godt kan mødes uden at have et "Livjægerkorps" med skarpladte Geværer til at bevogte sig. -

Men de unge Mænd og Kvinder af Fremskridtspartiet maa endelig holde sammen og støtte hverandre imod Sladder og Modstand. Der er ved at komme Forstaaelse mellem unge Mænd og Kvinder. Forstaaelsen maa voxe. - De maa gensidig skærme hinanden. Og det vil de. Den unge intelligente Mand ser med Beundring paa den unge Pige, der vover at trodse Bornerthedens Fæstningsværker. Hun vil ogsaa staa sig bedre ved at vinde hans Agtelse og Tillid end de udlevede Tanters.

Og man vente sig ikke for meget af Hjemmene. Der gives maaske faa, meget faa Hjem (med Sympathi for de yngres Færd) hvor Ungdommen kan have Lov at røre sig, men i det hele faar man næppe Støtte fra den Kant. Hvilken Fader eller Moder vil præsentere en ung Mand som sin Datters Ven? Og desuden er saa mange af de unge, særlig i København, "hjemløse". De ældre, der vil støtte Ungdommens Kamp, vil man naturligvis være overmaade taknemlige.

Vil da de unge bryde sig selv en Bane, eller vil de vente til Reformerne med Fællesundervisning som Udgangspunkt, gradvis men uhyre langsomt arbejder sig frem?

Vil Ungdommen resignere og trøste sig med, at en anden Slægt i Fremtiden vil naa den Lykke, man drømte om? Hvor bittert bliver Livet saa ikke, dobbelt bittert, fordi Døren til Lykkens underfulde Tempel blev aabnet paa Klem: man saa lidt og anede mere men drømte mest; - og bygge videre paa Samfundsløgnen, Forlovelse! -

Kongresserne i Paris

den 23de Juni til 20de Juli 1889.

Af Fredrik Bajer.

Hvilken Mylder af Kongresser i Løbet af 4 varme Sommeruger!

I. Den 23. - 27. Juni: Verdensfredskongressen,

II. - 25. - 30. - Kvinderetskongressen,

III. - 29. - 30. - Den parlamentariske Voldgiftskonference,

IV - 1. Juli: Freds- og Friheds- Ligaens Aarsmøde, og

V. - 12. - 20 - Kongressen for kvindelige Værker og Indstiftelser.

Samtidig med den sidste holdtes - foruden flere andre - de socialdemokratiske Arbejderkongresser. Men, da Allestedsnærværelse er overmenneskelig, maatte det Menneske, som skriver dette, indskrænke sin Nærværelse til de 5 ovennævnte Kongresser, af hvilke I*) og II, II og III, ja tildels III og IV greb saaledes ind i hinanden, at man maatte løbe fra det ene Sted til det andet: fra Place St. Sulpice (hvor I*) blev holdt) 10 Minuters kort Trav til Boulevard St. Germain 184 (II), derpaa fra den venstre Seinebred - til det prægtige Hotel Continental (III) - paa højre Seinebred - , og endelig fra Rue Chabanais l (IV) over en af Seinebroerne til Deputeretkammeret (det franske Folketing), hvor den af den parlamentariske Kongres valgte Komité konstituerede sig den 1ste Juli.

Det sidste var i Grunden det vigtigste af det alt sammen. Det var alligevel det, man mærkede mindst. Ogsaa her gælder den svenske Forfatter Geijers Ord: Hvad stort sker, sker tyst.

At over hundrede Rigsdagsmænd fra de forskelligste Lande havde holdt Møde i Hotel Continental, var allerede noget, - og det vidste man ogsaa nok. At de - efter nogle almindelige Beslutninger om at virke for Voldgift og Fred mellem Folkene, - den 30te Juni (umiddelbart inden de efter Indbydelse mødte hos den franske Republiks Præsident) besluttede at nedsætte en international permanent Komité, der skulde foranstalte Konferencer af alle Landes Rigsdagsmænd til Fredssagens Fremme, den næste den 25. - 30. Juni 1890 i London, - det var mere. Men det var endnu kun Ord, ikke Handling. Mest var det, at denne Komités fødte Medlemmer, virkelig konstituerede sig, valgte Præsident, Vicepræsidenter og Sekretærer, og nu er i fuld Virksomhed, kraftig støttet af Fredsforeningerne.

Paa tidligere Fredskongresser havde der været talt om at vælge Repræsentanter fra de forskellige Lande til et internationalt Parlament. Naar dette samledes en Gang om Aaret, naar dettes Medlemmer raadslog om Midlerne til at udjævne indbyrdes Stridigheder mellem Staterne ad fredelig Vej, og naar saaledes et venskabeligt Forhold udviklede sig imellem Personer, som besad Nationernes - eller dog deres Vælgeres - Tillid, da vilde Faren for Krig imellem Staterne formindskes, i samme Grad som Repræsentanterne havde Indflydelse, hver paa sit Lands Udenrigspolitik. Men hvorledes skulde man faa disse Repræsentanter valgte? Det var et vanskeligt og kostbart Maskineri at sætte i Bevægelse. Saadanne - alene til dette Formaal valgte - Repræsentanter vilde heller næppe have den fornødne Indflydelse paa Udenrigspolitiken. Bedre var det derfor at faa de allerede af Folkene kaarne, de virkelig valgte Repræsentanter til at samle sig og danne Kærnen til et internationalt Parlament. Det var, hvad der foregik i Paris. Det var de dér samlede Rigsdagsmænd, som grundlagde det vedvarende, internationale Parlament.

Dette Fremskridt havde Fredssagen næppe taget, dersom ikke Verdensfredskongressen var gaaet umiddelbart forud. Og denne sidste havde næppe fundet Sted, dersom den haandgribelige Udstilling - Industriens og Landbrugets, alle Kunsters og Videnskabers - ikke havde lokket Folk fra alle Jordens Egne til Paris. Saaledes fremmer det ene fredelige Formaal det andet. Haandens og Aandens Verden samarbejder.

Paa Verdensfredskongressen fødtes nemlig den Tanke om at skabe et vedvarende Bindeled imellem de hundrede Fredsforeninger, som dér var repræsenterede. Og med praktisk Fremblik ønskede man, at dette Bindeled ikke skulde dannes af noget saa løst som de i Dag bestaaende, i Morgen maaske atter i henslumrede Fredsforeningers Styrelser eller Formænd. Nej, hvad man gjorde til Bindeled mellem Folkene, skulde have Rod i Staternes Forfatninger. Derfor fik man det Forslag bragt frem paa Rigsdagsmændenes internationale Konference, at der af deres egen Midte skulde vælges en permanent Komité.

Denne var maaske ej engang kommen til Verden, dersom ikke den mest frisindede af de to Kvindesagskongresser var bleven holdt samtidig med Fredskongresserne. Overalt - endnu maaske mindst i Danmark - gaar nemlig Fredssagen og Kvindesagen Haand i Haand. Var end Kvinderne udelukkede fra den parlamentariske Konference, **) fordi de endnu ikke er valgbare til Rigsdagene, - saa fik de dog ved den talrige Deltagelse i Verdensfredskongressen og i den samtidige Kvindesagskongres, hvori de fleste Medlemmer af den parlamentariske Konference ogsaa deltog, den største Indflydelse paa denne. Ja., dennes vigtigste Beslutning - Nedsættelsen af den permanente Komité - stammede oprindelig fra en Kvinde, Fru Griess-Traut, Vicepræsident i det franske Kvindesamfund.

Dette vidste maaske ikke andre end den franske Senator Couturier, da Beslutningen blev vedtagen den 30te Juni. Men Dagen efter, da Freds- og Friheds-Ligaens Aarsmøde udnævnte Couturier og den Deputerede Barodet til Ærespræsidenter, fordi de - hvert i sit Ting, den 30te Maj 1888 - havde taget Ordet for en vedvarende Voldgiftstraktat imellem Frankrige og Nordamerikas Forenede Stater, - da glemte man ikke tillige at nævne Fru Griess-Traut og sende hende en varm Tak som den, der oprindelig havde foreslaaet den permanente Komité.

Denne Komité var det ikke muligt at faa valgt eller konstitueret før den følgende Dag. Mødet var sat til den 1ste Juli Kl. 4 i et af Deputeretkammerets Udvalgsværelser. Endnu var Ligaens Aarsmøde ikke til Ende. Den, som skriver dette, skulde møde i Egenskab af en af den parlamentariske Konferences tre Vicepræsidenter. Det kneb at komme i rette Tid, da Adgangen til Kammeret for

s. k. "uvedkommende" er forbunden med meget større Vanskeligheder i Frankrige end i Danmark. Alt gik dog vel. Valget fandt Sted, og flere vigtige Aftaler blev trufne.

Til Præsident valgtes det engelske ParlamentsMedlem Philip Stanhope, fordi næste Konference skal være i England. Til Vicepræsidenter***) valgtes Alfieri (Italien), Sherman (Nordamerika), Marcoartu (Spanien), Buls (Belgien), Passy (Frankrige) og - som den fjerde i Rækken - Bajer (Skandinavien). Det var ikke Danmark alene, men alle tre nordiske Riger, som det blev mig paalagt at repræsentere. Det var et vanskeligt Øjeblik, da jeg havde Valget imellem at sige "ja" paa "forventet Efterbevilling", og at sige "nej" med Fare for, at ingen Vicepræsident blev valgt for de nordiske Riger. Naar jeg sagde "ja", var det i den sikre Tillid til, at hverken Nordens Fredsforeninger eller mine Meningsfæller i de nordiske Folkerepræsentationer vilde svigte mig, inden det - senest paa Konferencen i London 1890 - lykkes mig at blive afløst af en værdigere Repræsentant. I det højeste tør jeg vel gøre mig Haab om en Sekretærs beskedne Stilling. Dermed nøjedes det engelske Parlamentsmedlem Cremer, som i Grunden er Ophavsmanden til den 1ste parlamentariske Konference i Paris.

Efter denne Redegørelse for Fredssagens vigtigste Udbytte af almindelig (international) Interesse, skal jeg gøre Regnskab for det særlige (nationale eller skandinaviske) Udbytte, - det, for hvis Skyld jeg var sendt til Kongresserne som Repræsentant for de danske og svenske Fredsforeninger, samt for Kvindelig Fremskridtsforening, hvis Organ ogsaa har Fredssagen paa sit Program.****)

Verdenskongressen vedtog den 26. Juli følgende Beslutning:

"Kongressen billiger i Grundsætningen Nevtraliseringen af de tre nordiske Riger - Danmark, Norge og Sverig - , som den er vedtagen af Kongresserne i Genf (den ¹⁶/₉ 1883), i Bern (den ⁶/₈ 1884) og i Gøteborg (den ¹⁹/₈ 1885)."

Det var nærmest af Hensyn hertil, at mange havde ønsket min Deltagelse i Kongressen. Flere Gange var jeg nær ved at opgive Haabet om at faa en Beslutning med et saa særligt Formaal vedtagen paa en Verdenskongres.

Det var ogsaa mislykkedes, dersom jeg ikke havde været Formand for Udvalget om Nevtraliseringsspergsmaal, og dersom jeg ikke havde faaet til Medarbejdere, i et af tre Medlemmer bestaaende Underudvalg, den folkeretskyndige, engelske Advokat Joseph G. Alexander (Sekretær i Foreningen til Folkerettens Kodifikation) og den dygtige, besindige August Desmoulins (tidligere Borgerrepræsentant i Paris). Da jeg havde vundet disse, og havde faaet Tilsagn om Støtte af Sagens tidligere Ordførere paa de ovennævnte Kongresser i Genf og Bern, Oberst Milkowski og Professor Umiltá, som ikke var Udvalgsmedlemmer, maatte den heldige Gennemførelse anses nogenlunde sikret. Dog havde Forslaget nær strandet i det sidste Øjeblik paa Grund af en Misforstaaelse, som dog blev saa vidt hævet, at kun to (franske?) stemte imod denne Beslutning.

Stor Nytte gjorde ved denne Lejlighed de franske og engelske Smaaskrifter (Beslutningerne ved Gøteborgmødet 1885 m. m.), hvoraf flere hundrede omdeltes til Kongresmedlemmerne.

Ogsaa ved en anden Lejlighed kom disse ved de nordiske Fredsforeningers

(og Hr. Edv. Wavrinskijs) Foranstaltning trykte Smaaskrifter til at gøre Nytte. Paa Ligaens Aarsmøde, den 1ste Juli, forhandledes "Freden ved Opdragelsen" - eller "Fredens fremme gennem Skolen". Styrelsen havde gjort Forslag til en Beslutning. Idet jeg pegede paa en af Gøteborgmødets, fik jeg dertil føjet dennes Ordlyd:

"Saasom den Retning, som den almindelige Mening i den nærmeste Fremtid kommer til at tage, for en væsenlig Del beror paa Ungdommens Opdragelse, bør Fredsvennerne søge at indvirke paa den opvoxende Slægt, og som et Middel dertil søge at vinde deres Lærere. Fredsforeningerne bør tage Forholdsregler for at sætte sig i regelmæssig Forbindelse med Folkeskolelærerne i den Hensigt at formaa disse til at fremme Fredssagen."

Kvindesagskongresserne er det næsten ikke muligt at fortælle videre om uden i Forbindelse med Fredskongresserne, - saaledes greb disse ind i hverandre. Paa den sidste Kvindesagskongres traadte Fredssagen, som ligefrem stod paa Programmet ("Virksomhed for Freden"), atter og atter i Forgrunden. Den berømte Jules Simon, som havde aabnet den parlamentariske Konference, aabnede ogsaa Kvindesagskongressen den 12te Juli; saa vel ved denne Lejlighed som da han sluttede Kongressen, kom han stærkt ind paa Fredssagen. Den næsten lige saa bekendte Fr. Passy, som havde ledet Verdensfredskongressen, ledede ogsaa en af Dagene Forhandlingerne paa denne Kvindesagskongres. Foruden disse franske Rigsdagsmænd udmærkede sig paa denne en forhenværende Deputeret, Destrem, der foreslog en Beslutning om Kvindens Virksomhed for Fredssagen, - og den blev strax vedtagen under stort Bifald. Den engelske Miss Mitchells Foredrag kort forinden havde gjort ham Sejren let; saa udmærket var det. Men iøvrigt er det ogsaa af den Grund vanskeligt at give noget samlet Overblik over Kvindesagskongressernes Forhandlinger, at disse næsten trængtes til Side af Oplæsninger. Den ene Oplæsning afløste den anden. Traaden imellem Æmnerne var ofte tynd. Uensartede Ting blandedes i samme Møde. Et samlet Indtryk havde man saaledes ondt ved at danne sig.

Den første Kvindesagskongres, den 25. - 30. Juni, kaldtes ogsaa "Frøken Maria Deraimes Kongres", fordi den var privat, og ligesom grupperede sig om denne veltalende og rige Dame, der staar i Spidsen for den franske Kvindesagsforening. Leon Richer, den Mand, som i Frankrige har kæmpet varmest for Kvindesagen, stod ved hendes Side, tillige med en Mængde yngre, især kvindelige Kræfter.

Den anden Kvindesagskongres, den 12. - 20. Juli*****), kaldtes populært "Regeringens", fordi Arbejdsministeren Yves Guyot skal have taget Initiativet til den. Sjælen i den var nærmest den veltalende Fru Emilie de Morsier (født i Svejts).

Det hed sig, at den første Kongres skulde have et mer radikalt Præg. Men det maatte der et meget skarpt Øje til at opdage. Det skulde da være, at alle Spørgsmaal om "Kvindens Valgret - som det hed sig - var udelukkede fra den sidste Kongres. Alligevel stak denne Nisse sit Hoved op af mangt et Foredrag (eller Oplæsning). Og betegnende er det, at en af denne Kongres vigtigste Medlemmer, dens Sekretær, Fru Maria Martin, er Leder af det udmærket redigerede Maanedsblad, der netop er Organ for Kvindens Valgret: La Citoyenne (Borgerinden). I dette Blad, hvoraf Numre uddeltes eller solgtes ved Indgangen, findes ogsaa de første og fuldstændigste Meddelelser om Kongressen, - den Kongres, som - i Modsætning til Maria Deraimes - ikke maatte have noget at gøre med Kvindens Valgret. Har man virkelig villet udelukke dette Æmne, har man da nu faaet haandgribeligt Bevis for, at Udelukkelsen er umulig, fordi det naturlig hører med til Kvindesagen. "Driv Naturen ud med en Møggreb, - hun kommer dog igen, den Hex!"

*) Se Kongressens Navn ovenfor.

*) Kun en eneste Kvinde overværede Møderne i Hotel Continental: Mrs. Belva Lockwood, den nordamerikanske Advokat, som ved de sidste Præsidentvalg i de Forenede Stater fik Stemmer fra Venner af Kvinde- og Fredssagen. Hun sad i en Fordybning ved et lille Sidebord som Referent tilligemed et Par andre Referenter, - Referenter med saa ansete Navne som Hodgson Prait og Evans Darby.

**) For flere større Lande staar Valget endnu tilbage.

***) Kvindelig Valgretsforening repræsenterede jeg ikke ved Fredskongresserne, men kun paa den første Kvindesagskongres.