Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
Lindstrøm hentede to Malerier frem, det, der stod paa Staffeliet og et andet, som indrammet hang paa Væggen. Det i Rammen forestillede et Landskab fra det sachsiske Schveitz, som var udført med en saadan Dygtighed, saavel med Hensyn til Farveblandingen som i Belysning, at det bragte Moscheles til at studse.
”Og her!” sagde Baronen.
Et kvindeligt Hoved, i hvilket man trods Uligheden i mange Detailler genkendte Ottilie, eller rettere formodede, at det var hende, blev af Maleren stillet i det bedste Lys.
„Ligheden med Deres Model har De ikke truffet,” sagde Doktor Alfred køligt, „men Deres Landskab forraader et stort Talent. Bliv det tro.”
„Oprigtig talt,” vedblev Baronen, „har jeg mindre Lyst til Landskabs- end til Portrætmaling. De maa huske paa, at det alene er efter Hukommelsen, jeg har forsøgt at male Frøken Ottilie.”
Løsenet var givet.
Med heftigt bankende Hjerte spurgte Doktoren forsigtig: „Saa skulde De hellere have bedet hende om at sidde for Dem. Hvorfor gjorde De ikke det?”
Baronen lagde Billedet fra sig, greb stormende Alfreds Haand og udbrød: „Aaa, vær dog endelig oprigtig! Deres Ord skal være en Antydning af, at en Tilnærmelse fra min Side ikke vil være Ottilie ubehagelig! Ottilie sender Dem? Mit Frieri vil blive modtaget, saa snart jeg gentager det i korrekt Form? Aa, jeg vidste det. Skæbnen havde bestemt hende til mig. Bekendtskabet med Mariane skulde kun være et Varsel for Ottilie!”
I Modsætning til den Hjælpeløshed, som Doktoren i Almindelighed blev overfaldet af i Ottilies Nærværelse, følte han sig hér i Besiddelse af al sin aandelige Kraft, og han, som kendte Marianes Historie, forstod straks, at Aksel Lindstrøm var indblandet deri, ja, han fik endogsaa en Anelse om Sagens rette Sammenhæng. Dødelig forskrækket og dog fuldstændig rolig sagde han: „Kan Doktoren tro paa den Kærligheds Oprigtighed, som før har tilhørt Moderen!” .
„De tror mig ikke?” raabte Baronen, som endnu stadig holdt Alfred for en Udsending, „hvilke Beviser skal jeg give Dem?
Jeg kan dog ikke fortælle hende hele den Sørgelige Historie, som min opbrusende Lidenskab for Mariane havde til Følge, for at hun skal bestemme sig til at blive min Hustru. Men De, der er som en Broder, som en Ven for hende, De maa sige Ottilie, at der kun gives ét Middel, der helt og for stedse vil rense hendes Moder fra Bagtalelsen, kun et: at Ottilie bliver min Hustru!”
Doktor Alfred Moscheles var endnu meget ung. Ikke saa meget i Alder som i livserfaring. Disse Ord, der aabenbarede ham alt, virkede næsten som et Lynnedslag paa ham. Men han forblev standhaftig. Slaget strakte ham ikke til Jorden. Det var sikkert nok, at dersom Mariane endnu blev bagtalt, saa gaves der intet bedre Middel til at stanse de onde Tunger; Ottilie maatte . . . Det gjorde ham dog saa ondt, aa, saa ondt, at han saa hurtigt skulde miste sin Veninde. Dersom, dersom! Men hvem beviste, at den gamle Sladder ikke var uddød for længe siden? Ottilie skulde ikke opofres til ingen Nytte. Men det kunde jo være muligt, at hun elskede Baronen. Doktor Alfred Moscheles tørrede den kolde Sved af sin Pande.
(Fortsættes.)
