Kvindelig Fremskridtsforening i Helsingør
blev Numer 2 i Rækken. Den afholdt stort offenligt Møde Søndagen den 18. Marts om samme Emne. Fru Stadtler aabnede Mødet, og Fru Johanne Meyer fra København indledede Diskussionen. Taleren gik ud fra, at den humane Tankegang, som havde skaffet os en Alderdomsunderstøttelseslov, skulde vi være glade ved, og hun mente ogsaa, at der ved selve Lovforslaget var sket et Principskifte. At Loven var blevet saa mangelfuld, som den var, tilskrev hun det uheldige Tidspunkt, den var fremkommet paa, i Vinteren 90 - 91, hvor de politiske Gemytter var altfor meget i Oprør til, at der kunde arbejdes roligt og sagligt paa saa vigtig en Lov. Taleren skildrede lidt af de forskellige politiske Debatter om Alderdomsunderstøttelsesloven i Folketinget i
90 - 91, og mente, en Revision var nødvendig, og den maatte selvfølgelig komme, det var derfor, nødvendigt, at Kvinderne tog Standpunkt hertil, for at ogsaa den Uretfærdighed kunde ændres, at Kvinder fik mindre end Mænd, og at en fraskilt Kone eller Enke ikke kunde faa Understøttelse, naar hendes Mand havde modtaget Fattighjælp.
Redaktør Hjortemose imødegik Taleren og mente det havde været langt heldigere, om vi ikke havde faaet denne Lov, som efter hans Mening var inhuman og latterlig. Byraadsmedlem, Smedemester Rasmussen mente ogsaa, at Loven var værre end en Fattiglov. Byraadsmedlem, Lærer Jensen delte Fru Meyers Mening, at det var et Fremskridt, der var naaet, og at Tanken i den var god, men Loven uheldig affattet. Flere andre havde Ordet.
Diskussionen var livlig og Forsamlingen stærkt interesseret. Man vedtog derefter samme Resolution som Københavns Kvindelig Fremskridtsforening.
