Vi gamle.
Nej, hvor blev jeg dog fornøjet, da jeg læste R. H.s Udgydelser baade paa Prosa og Rim i "Hvad vi vil" Nr. 15. 2den Aargang. - Jeg har længe gaaet og spekuleret paa, hvorledes vi dog skulde faa de unge med i Arbejdet for Kvindesagen og sørget over, at de holdt sig saa skammelig tilbage, men nu har jeg jo faaet Gaaden løst.
Endskønt de unge brænder af Virkelyst og Handlekraft, saa er det jo saa forstaaeligt, at de ikke har kunnet rives med thi unge R. H. skriver jo, at de gamle Stridsmænd er døde, som skulde føre dem frem, hvem disse er, ønskes nærmere oplyst, Resten kryber i Gem, endvidere, at vor Villie døer ikke, naar kun vor Evne er Ord, (en meget logisk Slutning, som, hvis den havde været vendt om, dog ikke havde været slet saa meningsløs), at vi slaar med "Næven" i Bordet og kun sende vrede, harmfulde Blikke og raaber paa Frihed, Moral og Ret, indtil de stakkels unge bliver døve, øre og trætte og o ve! det gaar ned i deres Maver, hvor jeg dog haaber for dem at det fordøjes.
Aldrig før har jeg vidst, at det var vor Skyld - vi gamles - at de unge var døve og sløve for vort Arbejde, at de ved deres Ganten og Fjanten, deres laden haant om den dumme Kvindesag, ved deres kokette Bestræbelser for at vinde en Mand, med hvem de kunde komme i Trædemøllen har gjort os baade Sorg og Skam.
Jeg sagde, at nu var Sphinxens Gaade løst, men tro mig, unge R. H., om De vil.
Vi forlange ikke, at de unge "skal vente", vi har ikke isinde at tage dem med Storm, nej, vi vil "snakke længe endnu".
R. H. siger saa smukt og profetisk: Selv kan vi os Sejren hente. Saa gaar de for Umagen fri.
Tak R. H. for de herlige Ord. det giver mig Ro paa mine gamle Dage, fra nu af vil jeg trække Nathuen ned over Ørene og nyde den Søvn, som min desværre forgæves Iver for at vække de unge til Arbejde i Kvindesagen, saalænge har berøvet mig; thi nu er en Stjerne, der overstraaler alle de andre, gaaet op paa Kvindesagsarbejdets Himmel i Skikkelse af R. H. til unge og gamles Opdragelse og Belæring, ja som vil føre Sejren hjem ved Daad og Handlekraft. Tak, o Tak!
Hvis R. H. ønsker at fortsætte dette interessante Thema med Variationer, saa er jeg ganske til Tjeneste, men kun paa den Betingelse, at hun sætter sit Navn under hendes vægtige Indlæg.