"Kundskab er Magt".

Dette er et meget almindeligt Slagord, og som de fleste saadanne, indeholder det en forvrænget Sandhed.

Staar man paa deres Standpunkt, som betragter Livet som en eneste stor Valplads for „Kampen for Tilværelsen” og anser denne for en urokkelig Naturlov, som lader Mennesket dele Skæbne med Dyrene i dette alles Krig mod alle, da maa selv, Kundskaber betragtes som udmærkede Vaaben.

At denne sørgelige Livsanskuelse er almindelig gældende, ses af mangt og meget, saavel i Talemaade som i utallige Menneskers Handlemaade, og ikke mindst paa Maaden i den almindelige Folkeundervisning. Man taler om det berømmelige i at slaa sig frem i Verden, at benytte sig af Næsten som Trappestige til at komme op over Mængden, at køre forbi Klassekammerater o. s. v, alt Udtryk for en hensynsløs Kamp for rent egoistiske Hensigter.

Naar Kundskab betragtes helt og holdent som Vaaben til at opnaa Magt over Næsten, da ligger det nær ved Haanden, at man tager død Kundskab til Hjælp for at vinde dette Maal, og ligesom Seddelmønt repræsenterer en Banks virkelige Ejendom, saaledes repræsenterer Eksamensbeviset et vist Fond af indehavende Kundskabsforraad. Men da det forholder sig med eksaminerede Mennesker, som med Bankvæsenet - ikke alle forblive solide - saa opstaar en Slags Kundskabssvindel, som sædvanlig begynder i Skolen.

En fuldstændig aandløs Hukommelseskundskab kan, paa visse Omraader benyttes som Vaaben for at slaa sig frem og besejre mange mere kyndige Personer med dybt aandeligt Indhold. Thi der, hvor Kundskab blot og bart betragtes som et Middel til Magt, der sløves Samvittigheden, Æresfølelsen og Kærligheden til Næsten, saa at Selvkærlighed (Egoisme) med dens sjælsformørkende Forgreninger alt mere og mere fortrænger den Oplysning om Livet som er Kundskabens rette Maal.

Selv Oplysning er Middel til Magt, ja, er og skal være en Stormagt i Menneskelivet. Men en ægte Oplysning, vunden gennem ærlige Kundskabsbestræbelser, lader Mennesket faa et klart og udstrakt Blik over Livet, og viser det, at virkelig Fremgang og Lykke ikke vindes paa en Vej, som gaar over nedtrampede eller til Døde hidsede Lig. Og har et kundskabsrigt Menneske en Gang vundet en saadan Indsigt, da ofrer Han ogsaa sine personlige Fordele for at søge at skabe bedre Livsvilkaar for Næsten. Hver saadan Bestræbelse til et højere Maal medfører en større eller mindre Magt, men en Magt til at fremme det gode, en sejrende Kraft, som er givet som Vilkaar for en fortsat Bestræbelse for det almindeliges Vel, og ikke en Magt, taget som Rov, saaledes som Ransmanden tager Vaabnet fra sit udsete Offer.

I en lang Aarrække har jeg haft Lejlighed til daglig at iagttage de forskellige Virkninger af to forskellige Undervisningsmaader. De Børn, som tidligt blev oplært til at betragte Attest om Kundskaber og Præmier som Undervisningens eneste Maal, undslaar sig ej for Løgn og Skolekneb for at opnaa en tilsyneladende Overlegenhed og Magt over deres Kammerater, og selv naar de lærte at indse, at ingen Udmærkelse fulgte Vennens Kundskab eller Færdighed, blev der næsten altid et Træk af Utjenstagtighed og Upaalidelighed som Grundfald i Karakteren.

De Børn derimod, som var mindre udsatte for at tage Del i denne uhyggelige Begyndelse til alles Krig mod alle, viste altid en uselvisk Hjælpsomhed og Hjertelighed imod deres Kammerater, og udviklede derved en tidlig livlig Interesse for alt, som vedkom Nutidslivets almindelige Spørgsmaal og Foreteelser.

Jeg tror ikke, at Forholdene bliver værre i Sverige end i andre Lande, hvor Slagordet „Kundskab er Magt” i Generationer har sat sit Ildmærke paa Barndoms- og Ungdomslivet. Men jeg er dog forvisset om, at denne evindelige Lappen og Lappen paa Ydersiden af et fordærveligt Undervisningssystem maa give Anledning til en grundig Reformation, dersom overhovedet obligatorisk Undervisning skal vedblive at være Lov; thi det Hiver jo med hver Dag alt mere og mere synligt, hvor farligt det er, systematisk at arbejde paa at opdrage Ungdommen i alle Samfundslag til aandsfattige og udtørrede Egoister.