Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
„Aa”, sagde Oberstinden tyggende, „nu husker jeg det, det er jo den Kone med den interessante Historie. Min Mand var Løjtnant ved samme Regiment, som Oberst von Droste stod Ved. Du, Konfekten her er ikke saa god, som den vi har i Hovedstaden.” Hun trak Sølvskaalen hen til sig for at tage noget mere.
„En Historie?” spurgte Fru Dandorf.
„Som der er vokset Græs paa for længe siden. En Elsker - Overrumpling - en Skandale - en Duel
- Manden falder. Du gode Gud, sligt har man jo før hørt. Man kalder det Uheld. Passans la-dessus! Sig mig en Gang, har I faaet Teaterbilletter til I morgen?”
Fru Dandorf tænkte efter, „Dersom det havde været sandt, og Fru Droste været skyldig, saa havde Professoren aldrig taget hende i Huset. Gør mig derfor den Tjeneste ikke at nævne Historien for min Mand, han taaler ikke Sladder her i Huset. Han siger, at det jo kan være Interessant nok, naar man ved Besked om et og andet, men enSalon faar først sit Præg, den rette Fornemhed, naar der altid bliver talt upersonligt i den.”
„Ja vist, ja vist,” indrømmede Oberstinden og satte sin Pincenez til rette, „hvem taler ogsaa mere om saadanne gamle ligegyldige Ting. Aa, der kommer din Mand, hvem er det, der er med?”
„Oberstløjtnant Lehser. Ogsaa en ny Fremtoning i Selskabslivet.”
Ved Siden af den lille kuglerunde forbindtlig smilende Bankier traadte en høj mager Mand i Uniform hen til Damerne. En graa Knebelsbart prydede det smukke, for tidlig ældede Ansigt, og hans Haar var kortklippet paa militær Vis.
„Uden Deres Datter, Hr. Oberstløjtnant?” udbrød Fru Dandorf bebrejdende.
„Mila var virkelig saa forkølet. . . men tør jeg bede..
Fru Dandorf præsenterede. Den tungefærdige Oberstinde var snart inde i en Passiar, flere Gæster kom til Syne, og inden tyve Minuters Forløb var Værelserne opfyldte af en talende og leende Skare, som bevægede sig uden mindste Tvang.
Doktor Alfred Moscheles hørte allerede i Forhallen Stemmernes muntre Klang, tænkte, mon Ottilies Stemme er der imellem, kastede endnu et Blik i Spejlet - da, Professoren jo ikke var til Stede og drille dermed - og gik saa igennem det lille mennesketomme graa Værelse ind i Salonen. Hans Stilling blev ham noget pinlig, thi han kendte hverken Husets Herre eller Frue personlig, da han ved sit, efter Indbydelsen gentagne Besøg, atter havde været uheldig og ingen truffet hjemme
- Men Hr. og Fru Dandorf havde stedse deres Øjne rettede mod Indgangsdøren af lutter Omsorg for den ene Gæst, hvis Person var dem ubekendt, og saa snart han viste sig, traadte Hr. Dandorf hen til den unge Lærde, trykkede med den venskabeligste Mine hans Haand og sagde: „Hr. Doktor Moscheles? Det glæder mig at se Dem. Naa, hvordan har vor fælles Ven det saa? Det var smukt af ham at henvise Dem til os. Lad mig nu ogsaa se, at De betragter mit Hus som et Sted, hvor De altid er velkommen; vi sætter stor Pris paa begavede Mennesker. - Her er min Hustru, maa jeg præsentere!”
„Mange Folk af Betydning føler sig som hjemme hos os,” sagde Fru Dandorf og rakte ham sin Haand, „saa vil vi haabe, at Hr. Doktor Moscheles heller ikke forsmaar nu og da, at tilbringe en Aften hos os.” Alfred var helt forbavset; saa megen Elskværdighed imod ham, den fremmede, ubetydelige unge Mand!
(Fortsættes.)
