Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
Det var naturligvis kun en Afglans fra Professorens Navn, der faldt tilbage paa ham. Han vidste ikke, at Hr. Dandorf havde den Egenskab at omgaas intimt med alle sine Gæster. „Bekendte” havde Hr. Dandorf ikke, alle saa var det hans „Venner”, og naar man saa ham paa Gaden, i Kongens Have eller i Teatret langt borte fra tilvinkende en eller anden bekendt eller ubekendt Personlighed en Hilsen, da maatte man virkelig tro, at den saaledes hilsede var hans allerbedste Ven. Førend Alfred kunde svare noget, begyndte Hr. Dandqrf atter:
„Deres Kritik i „Tilskueren” over Montegazzes Nydelse-Fysiologi har jeg læst med Beundring, og Deres Brochure forrige Aar over det Du Bais Ragmandske Ord „Ignorabius” har efter min, Overbevisning truffet Sømmet paa Hovedet.”
Altsaa ikke for Professorens Skyld - men for hans egen, vistes der ham al denne Venlighed. Han var allerede kendt her, bleven læst! Ak, Doktor Alfred Moscheles var dog endnu meget ung, ellers vilde han let have fattet Mistanke om, at Hr. Dandorf først efter hans Besøg havde skaffet sig Underretning om ham ved Hjælp af en Boghandler. Og havde han haft denne Mistanke, var han kommen Sandheden nær. Men i sin glade Forbavselse over, at man viste ham Interesse og at en PengeMatador havde saa meget Kærlighed til Videnskaben, svarede han Hr. Dandorf ivrig og udførlig. Denne lod ham tale en Stund, hørte efter med en meget dybsindig Mine og sagde saa: „Om dette Thema, som interesserer mig uhyre, maa vi sandelig tale med hinanden i Fred og Ro, ikke sandt, kære Doktor, De maa komme her, naar vi er ganske „en famille”. Nu maa jeg gøre Dem bekendt, med de andre Gæster.”
Bankieren præsenterede Doktoren for alle tilstedeværende, saa vidt de ikke netop var optagne af Samtale, Alfred hørte alle Slags Navne og huskede ikke et eneste. I hele Forsamlingen fandt han kun en interessant, en høj, mager Mand i Uniform, som han ogsaa var bleven præsenteret for, og som nu, medens Alfred vekslede nogle Ord med Oberstinden om Hovedstaden, øjensynlig talte med Bankieren om ham. Hr. Dandorf gjorde sig det stedse til Opgave hurtigst muligt at udbrede en ny Fremtonings Berømmelse blandt sine Gæster. Nu holdt han Oberstløjtnanten fast ved en af Uniformfrakkens Knapper og sagde: „Har De læst Kritikken i „Tilskueren” over Montegazzes Nydelse-Fysiologi. Og Brochuren over Du Bais-Ragmands Ord ”Ignorabus.” Se, den slanke, mørke Mand der henne? Det er Forfatteren - Doktor Alfred Moscheles. For øvrigt højre Haand hos en af vore mest fremragende Videnskabsmænd, hvem vi ogsaa vil have Fornøjelsen af at se her i Aften. Det er en Overraskelse for mine ærede Gæster, ha, ha - siger ikke noget. De skal komme til at spise til Aften med en af vor Tids største Lærde.”
Oberstløjtnant Lehsen havde nu virkelig, som Abonnent paa „Tilskueren”, læst hin Kritik, og han vilde gærne tale med Forfatteren om den, da han ikke var af samme Mening. (Fortsættes.)
