« Tilbage til søgeresultaterne

Styrelsesmøde 7. april 1908

« Se emneord

Tirsdag d. 7. April Kl. 12 holdt Fællesstyrelsen Møde paa Nørregade med følgende Dagsorden:

I Uddeling af Legatet.
II Forhandling om Fællesmødet til Sommer.
III Et Forslag om at skaffe Penge til Agitation.
IV Forhandling om Agitationsdagen til Sommer.
Til Stede var hele Fællesstyrelsen med Undtagelse af Fru Hostrup og Hr. Jensen Sønderup.
Desuden var Frk. Helene Berg og Frk. Daugaard til Stede.

I Uddeling af Legatet (se Legatets Protokol).

II Fru Stampe Feddersen vil paa Fællesmødet fremføre et Forslag om udvide Antallet af Fællesstyrelsens Medlemmer til 15, hvoraf 7 skal danne et Forretningsudvalg i København, de andre behøver kun at komme til 4 Møder, til disse maa Kredsene selv betale for Rejsen. Uddelingen af Legatet vil volde Vanskelighed, det vil tage alt for lang Tid, hvis Ansøgningerne skal sendes rundt til dem alle, men maaske der kan dannes et Legatudvalg. Jeg vil foreslaa, at der ved Fællesmødet skal holdes Møde for lukkede Døre mellem Tillidsmændene og Fællesstyrelsen; Punktet om Udvidelse af Fællesstyrelsen bør behandles for lukkede Døre. Ved Sammensætningen af Fællesstyrelsen skal man søge at faa Repræsentanter for alle Dele af Landet, hver Landsdel kunde faa 2 Repræsentanter.
Fru Scheuer foreslaar, at Fru Carstensen skal skrive et Stykke i "Kv. og S." om Udvidelsen af Fællesstyrelsen, foreslaar forskellige til Medlemmer af Fællesstyrelsen.
Fru Stampe Feddersen nævner flere, hun har tænkt paa at faa ind i Fællesstyrelsen, og som hun har talt med. Der skal sættes en Skrivelse i "Kv. og S", om at indsende Forslag til Fællesmødet.
Den kommunale Valgret skal drøftes ved Fællesmødet, og hvorledes D.K. skal stille sig ved Valget.
Overretssagfører Munch Petersen: Spørgsmaalet er, om Kvinderne skal stemme som Kvinder eller slutte sig til de forskellige politiske Partier; D.K. bør tage det sidste Standpunkt, de lokale Forhold kan dog gøre det nødvendigt at lave særlige Kvindelister.
Fru Carstensen: D.K. er interesseret i, at der kommer saa mange Kvinder ind som muligt, det opnaas bedst ved at faa dem ind paa alle Listerne.
Det vedtages, at baade Fru Carstensen og Overretssagfører Munch Petersen skal indlede.

III Fru Scheuer har tænkt paa at lave en Bortlodning for at skaffe Penge, vi maa se at faa nogle til at skænke passende Genstande, vi har faaet et Billedværk; vi vil da sælge Lodsedler rundt i Kredsene, maaske kan da Bortlodningen finde Sted ved Fællesmødet. Det vedtages at forsøge at faa en saadan Bortlodning i Stand.
Fru Scheuer mener, at man ogsaa kunde opfordre forskellige til at give et Ekstrabidrag.

IV Fru Scheuer omtaler Forhandlingerne med Kvindevalgretsforeningen, først ønskede den, at det skulde være en Søndag, og da Fru Stampe Feddersen paa Landsmødet havde faaet Indtryk af, at de ønskede d. 28. Juni, havde D.K. foreslaaet Formændene, at vi skulde tage den Dag i Steden for d. 20. Juni, de var gaaet ind derpaa, og Fru Scheuer havde da meddelt Kvindevalgretsforeningen, at vi nu havde taget den Dag, men havde faaet det Svar, at D.K. ikke kunde bestemme Dagen paa egen
Haand. Fru Scheuer oplæser sit Svar til Fru Munch.
Senere havde Fru Scheuer talt med Fru Munch, der havde sagt, at hun helst ikke vilde have en saadan Agitationsdag i Aar, Fru Scheuer havde et bestemt Indtryk af, at Kvindevalgretsforeningen helst ikke vilde være med.
Fru Nelly Hansen havde været til Møde i Aalborg sammen med Formanden Fru Rambusch, hun havde der sagt, at det ikke blev til noget med Møder d. 28. Juni; Fru Hansen havde da sagt, at Møderne vilde blive afholdt, enten Kvindevalgretsforeningen gik med eller ej, flere Kredse vilde slaa sig sammen og holde store Møder. Senere var Fru Rambusch bleven mere velvillig stemt og havde lovet at skrive derom til Fru Munch; hun havde ogsaa foreslaaet at holde Eftermiddagsmøde et Sted og Aftenmøde et andet.
Udenfor Dagsordenen meddeler Frk. Helene Berg, at hun til Efteraaret rejser til Udlandet for længere Tid og derfor ikke kan vedblive at være Redaktør af "Kv. og S".; mener, at Fru Martha Ottosen sikkert vil overtage Redaktionen, hvis man henvender sig til hende.
Fru Carstensen finder Fru Ottosen alt for partipolitisk, hun skulde slet ikke skrive i Bladet, mindre være Redaktør.

Mødet sluttet Kl. 8
B. Scheuer.
A. Stampe Feddersen.