Bøger og Tidsskrifter.
„Taarnet”, 6te Hefte er udkommen og slutter dermed sit første Halvaar; en særlig Vignet til Titelbladet medfølger samt Indholdslisten for alle 6 Hefter. En nydelig skreven Novelle af Kongstad Rasmussen med ganske ejendommelige Tegninger af samme optager Størstedelen af sidste Hefte. Johannes Jørgensen bringer Oversættelser af Baudelaires Dagbøger, „Funker” og „Mit Hjerte nøgent”, til hvilke han giver en kort Biografi af Forfatteren, hvori han blandt andet siger: „Hans Værker var for kraftige; Slægten foretrak en Octave Feuillets søde Tevand. - Desværre var Baudelaire økonomisk afhængig af disse foragtelige Væsener - de simple tings forsimplere. - Hans Liv laa - pekuniært set - i deres Haand. Og de gengældte hans Foragt med at lade ham sulte.”
„Om Alkoholen og dens Virkninger” er en lille Piece, som er udgivet af Afholdssamfundet ved Mich. Larsen og H. Trier, og hvortil Staten har ydet Understøttelse. Forfatterne har særlig tænkt sig den tilegnet den danske Lærerstand. Det er helt igennem en videnskabelig Oplysning om Alkoholens skadelige Virkning baade paa Sjæl og Legeme, men skrevet i saa letfattelig en Stil, at enhver vil kunne læse den med Fornøjelse. Efter denne Bogs Opfattelse er det ikke blot Fylderiet af Spiritus, der er skadeligt, men enhver Nydelse deraf, da Alkoholen er alt levendes Fjende.
„Tilskueren”. I Aprilheftet findes en særdeles interessant Artikel af Gerson Trier om Anarkismen. Forfatteren giver en historisk Fremstilling af dens Oprindelse og dens Farer, og siger blandt andet, at man har ment, at hvad Anarkismen i Virkeligheden vilde, var en Tilbagevenden til den vilde Tilstand, som Rousseau ansaa for at være den lykkeligste Tilstand for Menneskeslægten, det er en Fejltagelse. Anarkisterne vil tage Resultatet af Menneskeslægtens Udviklingskamp med sig over i det nye Samfund, men vel at mærke ikke saaledes, at de indrømmer Videnskabsmændene udenfor det rent „faglige” Omraade nogen Avtoritet i Samfundslivet. Herved stiller Anarkismen sig som en skær Modstander af Positivismen, som den ellers har adskillige Berøringspunkter med. I en Fortsættelse af denne historiske Artikel vil Forfatteren mere omtale Anarkismens Læresætninger.