Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
„Herskaberne er nok kritisk anlagte i Aften,” sagde Lehsen henvendt til Alfred.
Men Assessor Kallmann holdt det under sin Værdighed at lægge Mærke til, at Lehsen ikke yndede denne Tone.
Han spurgte videre:
„Er Kunsten alene repræsenteret? Uden nogen Videnskab vil det dog ikke være fuldkomment hos Dandorfs.”
„Hr. Professor Droste med Damer bliver ventet.”
Lehsen for umærkelig sammen og rettede sig derpaa saa lige som et Lys.
Moscheles blev ganske rød. Men ingen af de passiarende mærkede noget
„Damer? Med Damer? Han er jo ugift.”
„Hans Svigerinde bor hos ham. De husker nok den smukke Kone med den interessante Historie.”
„Med - en - Historie?” fremstammede Lehsen.
„Aa”, sagde Kallmann, idet han trak paa Skuldrene og kneb Øjnene sammen, „med en meget betænkelig Historie. Droste maa jo være gal, at han tager saadan noget i Huset. Fruen gør dumme Streger, det kommer for Lyset - en Duel imellem Ægtemanden og Galanen kan ikke undgaas - Ægtemanden, den stakkels Fyr, falder, og Konen er selvfølgelig umulig.”
Ude i Forhallen var Droste imidlertid ankommen med sine Damer; Professoren og Ottilie aabnede Døren, men blev staaende et Øjeblik i den for at vente paa Fru Mariane, der lagde Kaaben fra sig og ordnede sit Haar.
De Ord, som Assessoren udtalte, blev hørte af dem begge, men kun forstaaede af Droste, der i det samme opdagede Oberstløjtnant Lehsen, som han - ak, hvor ofte! - med hemmelig Hjertebanken havde set paa Afstand i Hovedstaden.
Han stod nogle Sekunder som lammet. Nu rejste Oberstløjtnanten sig. Hans Ansigt var saa blegt som en Dødnings.
„Konen er - selvfølgelig umulig!” gentog han.
„Naturligvis”, sagde Kallmann, „man kan i det højeste for Drostes Skyld lade, som man ikke ser hende.”
„Det er nok!” raabte Alfred ude af sig selv, „det er nok!” Den dødelige Skræk, som havde lammet hans Tunge veg bort, med et Blik, der syntes at sprudle Ild og Flammer, stod han foran Bagtaleren. „Den Kone, som De, Hr. Assessor, fornærmer, er en ren, uskyldig Kvinde. Deres fejge Ord er en Lumpenhed!”
Kallmann veg tilbage. Lehsen greb uvilkaarlig den unge Mands Haand. Dødsstilhed herskede i Værelset. Bævende traadte Lothar von Droste tilbage fra Døren for at forhindre den elskede fra at træde ind her, hvor man Stred om hendes Ære.
Men med store, stirrende Øjne gik Ottilie hen til Gruppen, hvor endnu ingen bemærkede hende.
„Hr. Doktor,” begyndte Assessoren endelig med sin snøvlende Stemme, „De har fornærmet mig. Jeg gentog kun, hvad hele Verden fortæller om Fru Droste. Jeg fordrer, De skal give mig Oprejsning.”
„Hvilken Som helst,” raabte Alfred sitrende af Vrede, „men jeg fordrer, at De øjeblikkelig, hører De, øjeblikkelig tager alt, hvad De har sagt om Fru von Droste tilbage. Gør De det ikke, skal min Haand mærke Dem som...”
(Fortsættes.)
