Vor Tids sociale Spørgsmaal.
Ethvert statistisk Værk, enhver brugelig Lærebog i Geografi - selv Erslevs Nr. 2 - enhver Rejsebeskrivelse fra vedkommende Egn, kan, hver paa sin Vis, fortælle om den storartede industrielle Foretagsomhed, den Frugtbarhed, den Naturskønhed og - den Fattigdom og Elendighed blandt Arbejderne, som man vil træffe Side om Side i Belgien, i Rhinegnene i Sachsen, i Frankrig, i England, overalt.
De nævner Kendsgerningen, med Aarsagen har de intet at skaffe. Og dog maa der være Grunde til, at Egne med uudtømmelige Rigdomme, Fabriker med Millioners Afsætning han have fattige Arbejdere, langt fattigere end daarligt befolkede, mindre rige Egne. Det er ikke Hensigten her at anklage nogen, men naar man ser nøgternt paa Sagen, maa man uvilkaarlig sige sig selv, at der er "something rotten", det er ikke alt saa saare godt. Arbejdernes Boliger er uhyggelige, smudsige, usunde og overfyldte. Fabriks-, Grube- og Landarbejdere har et usundt Udseende, tarvelig Dragt, ringe Sjælsudvikling og raa Sæder. Og det mest foruroligende er, at det stadig gaar ned ad Bakke, ned i den sorteste Elendighed, om hvilken Englænderen Huxley, Professor i Fysiologi
- Læren om det menneskelige Legemes Virksomhed - skriver: "Der er en Tilstand, i hvilken den Føde, Varme og Beklædning, som er nødvendig blot for at holde Legemet i sund Tilstand, ikke kan erholdes; Kvinder, Børn og Mænd er nødsagede til at pakke sig sammen i Huler, hvor Sømmelighedsfølelsen kvæles og de allerførste Vilkaar for en sund Tilværelse er umulige at opnaa. Nydelserne blive dyriske. Nøden voxer med samme Fart som Kapitalen med Renter og Renters Rente. Der er Sult, Sygelighed, hæmmet Udvikling og sædelig Fornedring. Selv for ærlig Flid er Fremtidsudsigterne: en usikker Kamp mod Nøden og en Grav paa Fattigkirkegaarden." Saa vidt Huxley. Han anser det for uomtvisteligt, at denne Skildring passer paa et hvilket som helst Punkt af det næringsdrivende Evropa, Vi staar her overfor en underlig Modsigelse: Paa Steder, hvor Nutidens Arbejdsmethode har naaet sin højeste Udvikling, hvor den anvendes ihærdigst og tjener til at frembringe de mest forbavsende Masser af Fornødenheder, er Befolkningens Flertal sikkerlig ikke velstaaende, men tværtimod dybt sunken i Fattigdom og Elendighed. Berører man paa Kortet de Egne, hvor Jærnbanenættet er tættest og Produktionen altsaa livligst, saa berører man tillige de Steder, hvor Elendigheden er størst. Det er dette, der er det foruroligende, ikke Tilstedeværelsen af Armod i og for sig, thi da kunde man lige saa godt have fremhævet Eskimoernes eller Ildlændernes Tilstand. Men denne gaar Haand i Haand med lav Samfundsudvikling og ugunstige Naturvilkaar.
Man kunde jo være berettiget til saa at tro, at det vilde gaa fremad i samme Mon som Kulturen steg og Næringsvejene blev ophjulpne, men denne Tro er glippet. Egne, der frembringer mer end tilstrækkeligt til eget Behov, har de fleste nødlidende.
Disse Tilstande har i de sidste femti Aar mer og mer sysselsat Politikerne og Økonomerne, og de er, med færre Undtagelser Aar for Aar, enige i, at Kløften mellem Rigdom og Nød stadig uddybes, og at den hæmmer Fremskridtet og tilintetgør Freden og den gode Forstaaelse mellem de forskellige Samfundsklasser. Den dræber deres Lykke, Trivsel og Tryghed.
Dette er "det sociale Spørgsmaal" karakteriseret i Almindelighed. Det omfatter utallige politiske og økonomiske Spørgsmaal. Af Oprindelse er det af en økonomisk Natur. I sine Følger er det af en uoverskuelig Rækkevidde. Som antydet har det sine Virkninger paa det etiske og moralske Omraade, ogsaa paa det religiøse. Det er en Kendsgerning, at de store Byers Arbejderbefolkninger er saa godt som afkristnede. Det er af ikke mindre dybtgaaende politisk Natur. Staternes indbyrdes politiske Magtforhold berøres stærkt af det. Det truer Samfundets hele politiske Indretning og Bygning. Det er altsaa et Spørgsmaal af allerstørste Vigtighed.
En og anden vil maaske indvende, at Spørgsmaalet ikke er fremme i Danmark. Vi har kun faa Fabriker. Nej, heldigvis er det ikke saa potenseret her som andetsteds. Men det er rykket os betydelig nærmere ind paa Livet de sidste 10 Aar; lad os afvende Faren i Tide, der er allerede ret betydelige Symptomer.
Landbruget har sit Arbejderspørgsmaal, sine Kreditspørgsmaal, ja Spørgsmaalet om Jordens Nationalisering - Henry Georges Theorier - er underkastet en livlig Drøftelse i Pressen og paa Møder. De smaa Bedrifter trykkes af Konkurrencen med de store, disse igen af Udlandet. Vi havde forleden en ret berømt Margarinekrig. En Gang vil vi faa et særligt Mejeriarbejderspørgsmaal. Haandværket har sit Lærlingespørgsmaal, sine arbejdsløse Svende, og det har en Kamp paa Liv og Død med Storindustrien. Handelen har sine Kriser, Falliter og sine Masser af Medhjælpere med daarlig Løn og uden Udsigt til at opnaa en selvstændig Stilling. Vi har saa godt som noget Land vort "lærde Proletariat". Det vil sige: vi har mange flere studerende af alle Slags, end der for Tiden er Efterspørgsel efter. Vi har herunder ogsaa et Spørgsmaal, der saavidt vides er udelukkende dansk, - det begynder i Norge ogsaa, - det er de uexaminerede, Friskolernes Læreres langt fra misundelsesværdige Stilling. Det er hidtil lidet paaagtet, men ikke uden Betydning. Vi har ogsaa en Presse med en talrig Stab af Journalister og Typografer. - Kvindernes Optræden paa Arbejdsmarkedet har i de store Lande paa en foruroligende Maade hjulpet til at trykke Arbejdslønnen ned. Her er "Sagen" ikke endnu saa vidt fremme, men dens Virkninger spores tydelig. Den store Tilgang af Lærerinder gør sit til at trykke de lavere Lærerlønninger yderligere baade ved Statens og de private Skoler. Kvindespørgsmaalet har en anden Fare, det opløser de fattige Arbejderes Familieliv. Børnearbejdet følger efter og lover os Arbejdsstandens yderligere legemlige Afkræftelse.
Vigtigst er dog ogsaa her industrielle Arbejderspørgsmaal. Spørgsmaalet om Lønarbejderens Stilling i de Næringsgrene, hvor Nutidens Massefrembringelse foregaar paa den mest arbejdsbesparende Maade, ved Hjælp af de utallige forskelligartede Maskiner, hvis Opfindelse ubetinget hører til det menneskelige Snilles stolteste Triumfer, og dog - er Nøden der. Vi har ogsaa Strejker og Arbejdsløshed.
Reaktion vil intet gøre for Arbejderne, men det sociale Spørgsmaal skal løses. Det er lige saa paatrængende som Kampen mod Provisorismen, de hører sammen. Vælgerne bør ved kommende Valg spørge deres Kandidater: "Vil I virke af yderste Evne for gode Arbejdslove, - om Fastsættelse af Normalarbejdsdag, Fastsættelse af Minimaldagløn, Afskaffelse af det fordærvelige Licitationssystem, skærpet hygiejnisk Kontrol med Fabrikslokaler, især hvor der anvendes kvindelig eller mindreaarig Arbejdskraft, vil I virke for en ægte demokratisk Syge- og
Alderdomsforsørgelse for Arbejdere, og først og fremmest, vil I virke for Toldens Afskaffelse for Nødvendighedsgenstande?" - Lad saa Militarismen blive skrinlagt og Selvbeskatterne kanoniserede. Vi har ingen Brug for dem i det praktiske Liv. Med disse her antydede Reformer vil vi have udrettet omtrent, hvad en liberal Stat kan gøre for Arbejderspørgsmaalets Løsning. Men det er en Skandale for os, at end ikke Grundlovens gode "Løfteparagrafer" er opfyldte. - Knudens endelige Løsning kan kun finde Sted under en helt anden økonomisk Ordning.
