Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
Han havde tabt hele sin Selvbeherskelse og løftede Haanden til Slag, da Lehsen greb ham i Armen. Oberstinden sad i Lænestolen uden at kunne røre sig, en Afmagt nær, og frygtede kun for, at man inde i Salen skulde blive opmærksom paa Optrinet. Hun saa ogsaa den unge Pige bag ved Doktoren og anede, at det var den forhaanede Kones Datter.
„Kom til Dem selv, min unge Ven”, sagde Lehsen i stærk Bevægelse. „Og De, Hr. von Kallmann, maa høre, hvad jeg har at sige. Den Kone, som De for et Øjeblik siden fornærmede, er den samme, for hvis Skyld jeg - jeg skød min kære, dyrebare Kammerat - i en - Duel.” Han bedækkede Øjne med sine Hænder, men fattede sig snart og vedblev: „Den Gang var jeg den ufrivillige Tolk for skandaløs Sladderhistorie. Den Gang tog min Kugle den ulyksalige Retning, som jeg aldrig havde bestemt! En uventet Bevægelse, som min Modstander gjorde, bragte ham Døden. Og jeg, Hr. Assessor, jeg begræd min Kammerats Død som ingen, undtagen maaské hans Enke, kunde begræde den, og jeg er i Dag beredt til at vove mit Liv for den ædle og ulykkelige Kones Ære. Men jeg siger Dem og siger det ogsaa til denne Unge Hædersmand, at det Saar, som en ulyksaglig Skæbne har tilføjet den stakkels Kone, ikke bliver helet ved et nyt Pistolskud. Dersom De derfor, Hr. von Kallmann, har moralsk Mod til at tage Deres Ord tilbage, da gør det, og jeg er vis paa, at Moscheles for von Drostes Skyld vil erklære sig tilfreds.
Alfred vendte sig dybt rystet om. „Ottilie!” raabte han forfærdet, da han mødte hendes spøgelseagtige Blik. De stod alle som forstenede. Selv Hr. von Kallmann begyndte at føle sig yderst ubehagelig til Mode.
„De - talte - om min Moder?” spurgte Ottilie langsomt og sagte. Alfred greb hendes Haand med begge sine og holdt den fast.
„Og min Moder ...” klang det endnu en Gang. Oberstløjtnanten følte sig ikke i Stand til at sige et eneste Ord.
„I det jeg inderlig beklager, at jeg i Tankeløshed og ikke af egen Overbevisning har gentaget et næsten glemt Rygte”, begyndte Kallmann stammende, „tager jeg alt tilbage, hvad jeg har sagt, og jeg haaber, at det, som her er passeret, bliver imellem os. Dersom Hr. Doktor Moscheles eller De, Hr. Oberstløjtnant, ikke skulle være tilfreds med denne Erklæring, saa er jeg villig til at give Dem enhver Oprejsning og forsikrer højtideligt, at jeg, dersom der nogensinde i min Nærværelse skulde blive talt om disse Rygter, paa det mest bestemte vil erklære dem for usande.”
(Fortsættes.)
