Svenske Kvinder.

Nanny Palmkvist har udsendt en lille Pjese, som hun kalder „ Aabent Brev til svenske Kvinder”, hvori hun stærkt betoner Nødvendigheden af en Almensammenslutning af alle Kvinder i en Forening. At spørge, om det er fornødent at slutte sig sammen i en Forening, mener Forfatteren, er lige saa underligt som, hvis et Hus brænder, at spørge, om det er nødvendigt, at alle dets Indvaanere forener sig om at slukke Ilden.

Skriftet er udsendt, for at Spørgsmaalet om Sammenslutning kan blive drøftet saa omfattende som muligt paa det Kvindesagsmøde, som tænkes afholdt i Sommeren 1894 i Stockholm.

Kvindesagen hænger sammen med et Lands Kultur, og naar man har kaldt Sverig for „Frihedens Stamort paa Jorden”, saa finder Forfatteren, at der alligevel er langt til, inden Kvinden naar samme Beskyttelse af Landets Love som Manden.

Erhvervsspørgsmaalet er Kernen, hvorom Kvindebevægelsen slutter sig i andre Lande, hvorimod de svenske Kvinder endnu ikke ret har faaet Øje derfor.

Det er Kvinderne selv, der er de sværeste at overbevise; thi mange Kvinder ser ikke deres Opgave i noget højere, end at tilfredsstille Mandens fysiske Behov. Det er denne Karrikatur af Kvindelighed, der har givet Navnet „emanciperet Kvinde” den falske Klang. Man anvender dette Ord paa raa Kvinder, paa hjerteløse Koketter, paa Kvinder med en stærkere realistisk Opfattelse af Menneskelivet. Kort sagt, naar en Kvinde ikke er som Per og Povl synes, hun burde være, brændemærkes hun med Etiketten „emanciperet”. Kvindeemancipationen har dog noget langt dybere end det at synes. Den vil ikke en Frigørelse i Form. Det er en Kulturbevægelse, fremkaldt ved Trangen til en højere Samfundsordning. Dens Formaal er en harmonisk Udvikling af Mennesket. Forfatteren angriber derefter et Skrift af den franske Professor Jules Simon, som hedder „Kvinden i det 20de Aarhundrede”, og som hun for Resten kalder „temmelig naivt”, men da Jules Simon betegner en Retning i Frankrig, kan den ikke forbigaas. Jules Simon siger saaledes i sit Angreb paa kvindelige Læger: „hvem vil benytte dem? Kvinder bør ikke blive Læger, thi de vil ikke faa Patienter”, o. s. v.

Nanny Palmkvist siger: Dersom en Kvinde mistede nogen af sine Ejendele, sine Penge eller andet, hvem vilde da sige, at hun skulde taale denne Uret? Noget større at forsvare er dog hendes Menneskeret som Borger. Dette er fælles for alle - derfor bør alle Kvinder i Landet slutte sig sammen, rige og fattige, høje og lave, gifte og ugifte. I Sammenslutningen ligger Fremgangen.

Kvinderne maa lære at se deres Interesser i andre Kvinders og andre Kvinders Interesser i deres egne.

Naar Kvinderne forlanger en Reform, bør de forlange en Reform paa Opdragelsens Omraade - Frihed til at opdrages som Samfundsborgere; den faar de ikke, før alle som én er enige herom. Dermed være ikke sagt, at den Opdragelse, Manden faar, er, som den skal være, nej - Kvinderne maa forlange „Fællesundervisning”. Samlivet fra Børn vil give Ligestilling og Harmoni.

I Samskolen slumrer vort ny Samfund. Mændene vil hindre Kvindernes Indtrædelse paa Arbejdsmarkedet, ikke fordi de ikke nænner at udsætte Kvinden for det offenlige Livs Storme, eller tabe „Rosens Duft”, som de undertiden siger, men fordi de frygter Kvindens Konkurrence - og der forestaar en rasende Kamp mellem Manden og den emanciperede Kvinde for - Brød, og den vil rase, saa længe Kvinderne ikke er hævede til den moralske Udvikling, at de ikke underbyder et andet Menneske i Arbejdspris. Men da burde ogsaa Staten vise det Hensyn mod Kvinden at lønne hende som Manden, naar man ikke kan underkende hendes Dygtighed. Men hvorledes lønnes Kvinderne i Post- og Telegraftjenesten, i Folkeskolen o. s. v.? Manden anfører, at han er Familjeforsørgeren; men Manden har paataget sig denne Pligt efter eget Tykke, han gifter sig for at fylde sit Liv og fuldstændiggøre Lykken. Han skaffer sit øde og tomme Hjem et Menneske, der villigt ofrer sig selv, sit Arbejde og sin Fremtid. For dette oppebærer hun som Løn hans Navn og det daglige Brød. Og derfor skal Manden lønnes højere. Kvinden kunde jo lige saa vel have Trang til et Væsen i sit Hjem. Manden behøver mere for at leve - siges der; det er ikke sandt - men Kvinden har lært at nøjes med mindre. Hun tør næppe holde sig et Blad eller købe sig en god Bog. Manden mener at have ganske anderledes meget behov, ikke at tale om de Udgifter, der gaar til hans Uvaner og Laster. Mændene ler af Kvindernes Giftesyge, idet man ser, at hæderlige Kvinder indgaar Ægteskab med daarlige Mænd. Mange Kvinder gør det ikke med let Hjerte, men under økonomisk Tryk, og Mændene har Ret, naar de siger, Kvindeemancipationen vil gøre Kvinderne utilbøjelige til at gifte sig, thi, hvis de fik Ret til Arbejde, giftede de sig ikke for at blive forsørgede.

Latterligt er det, naar man tager Skat af Kvindernes Arbejde og nægter dem Stemmeretten.

Til Slutning anfører Forfatterinden Reformerne i 4 Punkter: 1) En anden Opdragelse - Fællesundervisning; 2) Erhvervsfrihed; 3) samme Løn for samme Arbejde; 4) politisk Stemmeret.