« Tilbage til søgeresultaterne
Fællesmøde 16., 17. og 18. juli 1907 - Del 2
Onsdag d. 17. Juli Kl. 9 fortsættes Forhandlingerne i Borgerforeningens Sal.
VII. Forslag om, at D.K. til Vinter henvender sig til Regering og Rigsdag med Andragende om, at der aabnes Kvinder Adgang til Overlærerembeder ved Landets Købstadsskoler.
Anne Breum.
Anne Breum: Vor udmærkede Kvindesagsven, Fader Holberg, fortæller i ”Niels Kliims underjordiske Rejse” om et Land, hvor en ung Jomfru var Præsident i Retten, og han forklarede dette saaledes: ”Hos dette Folk gøres der nemlig ingen Forskel paa Kønnet ved Embeders Besættelse, men efter nøjagtigt Valg give disse til de værdigste.” Jeg beder, at man vil understrege Holbergs Ord: ”De værdigste”.
I mange Aar var Kvinderne nu gjort et stort Arbejde i Undervisningens Tjeneste, først i private Hjem, senere i den offentlige Skole. I København har vi nu øvet os i denne Gerning i 48 Aar, idet Kommunalbestyrelsen i 1859 vedtog at ansætte Kvinder. 25 Aar efter var Halvdelen af Lærerpersonalet i København Kvinder, nu er vi ca. 60 %. Tallet for Købstadskolens Vedkommende skal jeg senere skaffe. Men endskønt vi saaledes har vist os særlig brugbare paa dette felt, har dog Ledelsen af de offentlige Skoler hidtil saa godt som udelukkende været i Mænds Hænder. Man hævder nærmest, at Kvinder mangler Overblik og kun egner sig for de underordnede Stillinger. Men samtidig har dog de samme Autoriteter hædret 2 Kvinder med Fortjenstmedaillen i Guld, nemlig Hrk. Zahle og Frk. Kruse, og denne Udmærkelse er tildelt dem netop i deres Egenskab af Ledere af store Skoler. Og sikkert nok er det ikke saa lidt vanskeligere at lede en privat end en offentlig Skole. I den private Skole skal der baade af økonomiske og andre Grunde tages Hensyn til alle Sider, medens den off. Skole meget lettere kan følge sine egne Love og gaa efter lige Linjer i pædagogisk Henseende. Det gaar dog vel heller ikke an i vore Dage at tale om, at Lederen af den off. Skole absolut skal være [kan ikke læses] i Retning af fysiske Kræfter. Vi arbejder jo dog henimod Afskaffelsen af Pryglevanen, og skulle det en enkelt Gang være nødvendigt at give en ulydig Dreng en Dragt Prygel, saa kan vel Læreren selv besørge det, og Skolens Overlærer behøver ikke være [kan ikke læses]. I København er Princippet om kvindelige Inspektører ved off. Skoler fuldt anerkendt; vi har 3 saadanne og haaber i den nærmeste Fremtid paa flere. Men i Køkstæderne stiller Sagen sig noget anderledes. Overlærerne udnævnes nemlig af Kongen, og Overlærerembeder hører derfor ind under Begrebet Statsembeder. Der skal derfor [kan ikke læses] nok en særlig Lov til for at aabne disse Embeder for Kvinder. Men vi ved jo, at denne Sag har været fremme, og der er fra Regeringens Side gjort et Forarbejde til et Lovforslag om at aabne Kvinder Adgang til en større Del af Statsembederne. I flere af Landets Købstæder er der begyndt en Bevægelse for at faa Kvinder ind i Overlærerembederne og fra en enkelt Kommune har endogsaa Byraadet gjort Indstilling til Ministeriet derom, men faaet Afslag – formodentlig fordi man har ment, at dette Spørgsmaal maatte løses i Forhandling med det større: Statsembeders Besættelse med Kvinder. Men vi bør ikke tie og vente, hvis vore Bestæbelser i mindste Maade kan tænkes at bære Frugt, og da vi netop til Vinter venter en ny Lønningslov for det offentlige Skolevæsen, bør vi ikke lade Lejligheden gaa ubenyttet hen.
Jeg henstiller derfor til Fællesmødet at vedtage en Resolution saalydende:
Fællesmødet opfordrer Fællesstyrelsen til at indgaa til Regering og Rigsdag med et Andragende om, at Overlærerembederne ved Landets Købstadskoler besættes lige saa vel med Kvinder som med Mænd.
Landstingsmand Jørg Bertelsen vil anbefale Forslaget og fuldstændig Tilslutning; Kvinderne bør have fuldstændig lige Ret med Manden, de skal ikke udelukkes fordi de er Kvinder.
Overretssagfører Munch Petersen vil udtale sin Glæde over, at Frk. Bruun har bragt Sagen frem, her i Landet er vi i det heldige Tilfælde, at der ikke behøves en Grundlovsændring, for at det kan ske, saaledes som i Sverig; men jeg synes, det er for smaat kun at tage Overlærerembederne, hvorfor ikke tage alle Embeder, der er mange studerende Damer, der kan overtage Lærerembeder ved Statsskolerne.
Frk. Jagd vil sige Tak til Frk. Bruun og er enig med hende i Sagen, jeg synes først, det var en Lærerindesag og ikke D.K.s, men ser nu, at det er rigtigt, det er kommet frem her, Mødrene har Ret til at sige et Ord med, i D.K. er der flere Mødre end blandt Lærerinderne; det vil ubetinget tjene Skolen bedst, at Kvinderne ogsaa kan blive Ledere.
Frk. Bruun vil tilraade, at man i Øjeblikket vil nøjes med det ene, saa vil det andet følge af sig selv. Hvor man kan naa noget, skal man gribe til i det afgørende Øjeblik maaske kan det allerede naas i denne Vinter; der er af vidtrækkende Betydning, at Kvinderne faar Adgang til Overlærerembederne.
Frk. Jensen Odense: Jeg er glad over, at Sagen er kommen frem her, jeg har fulgt den paa nært Hold, har set, at Befolkningen er forud for Regeringen, gennem alle Instanser var der Stemning for det, men Lovgivningen forhindrer det, naar Befolkningen viser Vejen, saa maa Lovændringen følge.
Fru Salicath, som er Ordstyrer, sætter Frk. Bruuns Resolution under Afstemning.
Vedtages enstemmig.
VIII Forslag om, at D.K. nedsætter et Udvalg til Overvejelse af, hvad der kan gøres for at forbedre den gifte Kvindes Retsstilling.
Helene Berg.
Frk. Helene Berg: Medens jeg var med i Arbejdet vedrørende uden for Ægteskab fødte Barns og ugift Moders Retsstilling, blev det mig klart, at om der var Grund til at arbejde for en Forbedring af den ugifte Moders Forhold, saa var der dobbelt og dobbelt Grund til at arbejde for Lov og Ret for den gifte Moder, og jeg besluttede da ved Lejlighed at bringe et Forslag frem i den Retning.
Mit Forslag er altsaa, at der nedsættes et Udvalg. Kan det mon nytte, at der nedsættes et saadant Udvalg? Kan D.K. udrette noget i den Retning? Ja, det synes mig, at den Modtagelse, D.K.s Arbejde i Sagen ”uden for Ægteskab født Barns og ugift Moders Retsstilling” fik, og hele denne Sags heldige Forløb og Udvikling i høj Grad maa opmuntre os til at tage fat paa andre Omraader af Lovgivningen, hvor Kvinden er tilsidesat og forurettet. Hvad enten det er af Justitsministeren i Rigsdagen fremsatte Lovforslag, der omtrent helt igennem var i Overensstemmelse med det af D.K. c. 6 Maaneder tidligere indsendte, bliver til Lov eller ej, saa er dog Opmærksomheden blevet saa stærkt henledet paa den ugifte Moders og især det saakaldte ”uægte Barns mislige Stilling og Forhold, og disse Forhold er blevet saa grundigt og alvorligt behandlet – baade i og uden for Rigsdagen – at Sagen næppe vil kunne skrinlægges igen. Men er der da ingen Grund til at ønske og arbejde for Forbedringer i den gifte Kvindes – særlig den gifte Moders Retsstilling? Over for dette Spørgsmaal vil jeg citere nogle Linier af en Piece forfattet af Svend Høgsbro og udgivet af D.K. i 1892. Den hedder ”Kvinden og Ægteskabet efter gældende dansk ret” (oplæser hvad der staar om ”det fælles Omraade”.) Som Kvinden og Ægteskabet stod den Gang saaledes omtrent den Dag i Dag, ti Lov af 7. April 1899 om Formueforholdet mellem Ægtefæller har ingen Forandring bevirket i de Forhold, som omhandles i de Linier, jeg har citeret.
Vil man sige, at Livet i denne Henseende er anderledes end Loven, at Hustruen i de fleste Tilfælde er den raadende i Hjemmet og medbestemmende i alt, hvad der angaar Børnene trods Lovens Bestemmelser, saa vil jeg dertil svare to Ting.
For det første dette: Lovgivningen bør følge med i Udviklingen. Har Opfattelsen af Kvinden i de senere Aar forandret sig saaledes, at hun af alle normale Mennesker betragtes som et Manden fuldstændig jævnbyrdigt Væsen, saa er det meningsløst og kan kun virke skadeligt fremdeles at fastholde en Række af Lovparagraffer, hvorudfra en helt anden Opfattelse lyser – den navnlig, at Kvinden er Manden underlegent Væsen, der maa styres og ledes af ham, og som man ikke kan paalægge Ansvar.
For det andet vil jeg svare – og dette er langt det væsentligste, at saadanne Lovparagraffer om dem, der her er tale om, de staar en Krænkelse og en truende Fare for den gifte Kvinde. Det er ganske rigtigt, at Forholdet i de fleste Tilfælde er saadanne, at Manden ikke vil bruge den Magt, Loven giver ham – det hænder maaske ogsaa, at der staar en saadan Respekt af Hustruen, at han ikke tør heller – men det kan hænde, og det hænder, som vi alle meget godt ved, at Loven, der som optræder tilsyneladende uskadelig i sit Hus, pludselig kan fare ud som en bidsk Hund og skambide den, den faar fat i. Især derfor maa disse krænkende og truende Lovparagraffer bort og erstattes med andre, der er paa Højde med den ny Opfattelse af Kvinden og med vor Tids og vort Lands Anskuelser om Forholdet mellem mand og Kvinde, ikke som et Afhængigheds- Lydigheds – eller Underdanighedsforhold for den ene Part, men som et Forhold mellem to frie selvstændige og jævnbyrdige Mennesker.
Det maa ikke – end ikke i de sjældneste Tilfælde – kunne ske, at en Mand med Loven og Retten paa sin Side krænker og tilsidesætter sin Hustru i deres fælles Hjem og maaske endog gaar den Yderlighed at tage Børnene fra hende.
Maaske vil man sige, at alt dette vil blive ændret, naar Kvinderne faar Valgret og Valgbarhed, og derfor er det bedst at vente til da, men hvis D.K., ogsaa inden Kvinderne faar Valgret, kan virke med til, at Lovgivningen paa et eller andet Omraade bliver retfærdigere, saa bør det ikke undlades – baade fordi enhver god Bestræbelse og ethvert alvorligt Arbejde fra Kvindernes Side fremskynder den Tid, da Kvinden staar som Mandens ligestillede i Samfundet.
I mit Forslag har jeg ikke nærmere præciseret Udvalgets Opgave, ti det synes mig nødvendigt, at der gives Udvalget fuldstændig frie Hænder i dets Arbejde. Mulig vil Udvalget finde det rigtigt at sætte det som sin Opgave at paapege alle de Steder i Lovgivningen, hvor den gifte Kvinde ikke er ligestillet med Manden, eller det kan mulig finde det mere formaalstjenligt at begrænse sin Opgave og – i hvert Fald foreløbig blot søge at faa et enkelt Omraade inden for Lovgivningen reformeret.
Vælger det dette sidste, anser jeg det imidlertidig for givet, at dette enkelte Omraade maa blive den gifte Kvindes Retsstilling over for sine Børn, ti om der er noget Sted, Loven krænker og foruretter den gifte Kvinde, saa er det her, og er der noget Sted, Kvinden kan rammes smertelig, saa er det her – i sit Moderforhold.
Endelig ønsker jeg blot at udtale, at Udvalget efter min Mening bør bestaa af mindst 2 Mænd og 2 Kvinder, af disse bør i hvert Fald den ene være Jurist, den anden Rigsdagsmand. Hermed være mit Forslag anbefalet. At det vil blive godt modtaget i denne Kreds, tvivler jeg intet Øjeblik om, og det er mit Ønske, at de rette Kvinder og Mænd maa komme til at sidde i det foreslaaede Udvalg, og at D.K. igennem dette Udvalg maa faa udført et godt og samfundsnyttigt Arbejde.
Translatør Fr. Bajer henviser til et Skrift om Ægtefællerne, dette Spørgsmaal staar i Forbindelse med de følgende to Punkter paa Dagsordenen, vil derfor foreslaa, at Udvalget skal tage sig af alt, hvad der foreslaas i de 3 Punkter. Vil sætte Pris paa, at der kommer baade en Landstings- og en Folketingsmand ind i det. Mændene bør sætte en Ære i at stille Kvinden lige med Manden, inden hun faar Valgretten, for at dygtiggøre hende til at bruge den.
Frk. Berg nedlægger Indsigelse mod, at det slaas sammen med Udvalg for andre Sager, dette Udvalg skal udelukkende tage sig af den gifte Kvindes Retsstilling, jeg ønsker, at Afstemningen om dette maa behandles for sig. Jeg tror ikke, det kan lade sig gøre at nedsætte Udvalget i Dag, vi maa nøjes med at bestemme, at det skal nedsættes, saa maa det overlades Fællesstyrelsen at nedsætte det.
Fru Berg Nielsen overtager Hvervet som Ordstyrer, da Fru Salicath vil deltage i Diskussionen.
Fr. Bajer: Min Menig var kun, at Ordstyreren ikke maatte tage det for stringent, hvis de forskellige Punkter omfattes under dette.
Fru Berg Nielsen: Efter Frk. Bergs Ønske vil jeg holde dem ude fra hinanden, jeg kan heller ikke som Ordstyrer indlede det næste Punkt.
Fru Stampe Feddersen er glad over Forslaget, da hun tidligere havde ønsket Spørgsmaalet bragt frem af D.K., men da var det ikke lykkedes. D.K. har nu givet Udkast til en Lov, der var saa godt, at der blev taget Hensyn til det, det vil være godt, om D.K. ogsaa vil tage dette Spørgsmaal op og give et Udkast, som Mændene er nødt til at tage Hensyn til.
Fru Salicath: Hvis Kvinderne vil bruge de Love, vi har, er der dog ogsaa nogle, som værner os, men de kender ikke Lovene, saa de har ingen Skyld selv, Resten har vel den offentlige Mening, der altid findes, at den Kvinde, der benytter Loven, handler uethisk. Enhver gift Kvinde maa selv læse Lovene, se, at hun kan faa Fordel ved Bosondring, kan sikre sig ved Ægtepagt før Ægteskabet, kun bør sikre sig Værgeretten over sine Børn, naar Manden har forbrudt sig, det vil vare noget, inden der kan gøres noget paa dette Omraade, derfor maa Kvinderne lære at bruge, hvad der findes.
I Lovudkastet om de uægte Børn staar der, at disse skal arve lige med de ægte, det, mener jeg, er en Fejl.
Folketingsmand Jensen Sønderup: I Udvalgets Udkast stod der intet om uægte Børns Arveret, Udvalget drøftede det, men var klar over, at det var et meget vanskeligt Spørgsmaal, og de lod det ligge; i Lovforslaget er det kun de Børn, der er fødte inden Ægteskabet, der har Arveret; jeg vil henstille, at man ikke her kommer ind paa Udvalgets Arbejde.
Bibliotekar Elberling har undret sig over at høre Fru Salicath sige, at det vil vare længe, før der sker noget paa dette Omraade, det vil sikkert komme snart; der er fremkommet et Lovforslag, hvori der findes en Paragraf, som enhver dansk Kvinde maa være glad for, det er vedtaget af Folketinget, jeg haaber, det vil blive vedtaget af Landstinget i næste Samling. §en lyder:
Unddrager Manden sig i Tilfælde, hvor Ægtefællerne lever sammen, forsvarlig at sørge for Hustru og Børn, kan han af Øvrigheden dømmes dertil.
Jeg har undret mig over, at den ikke er bleven omtalt i Pressen heller ikke i Kv. & S. Naar Hustruerne gør sig Umage for at faa at vide, hvilke Rettigheder de har, og bruger denne Ret, vil de kunne værge sig selv og deres Børn.
Hvad Udvalgets Sammensætning angaar, da er det ikke nødvendigt, at der kommer en Rigsdagsmand ind i det, de kan godt arbejde for Sagen uden at være i Udvalget.
Fru Fog Odder: Der er blevet sagt, at Forslaget om de uægte Børn vil komme til at gaa ud over de ægte Børn, det vil det ganske vist, men maaske dog Bestemmelsen om, at de uægte skal have Navn og Adr. efter Faderen, vil føre til, at Manden ikke indlader sig i Fortrædelser udenfor Ægteskabet.
Fru Scherving taler for tvungen Ægtepagt.
Fru Stampe-Feddersen: Ægtepagter kan ikke sikre, Flertallet ved ikke, hvad der skal staa i den, der maa være en Lov, der sikrer den svage og sikrer alle, saa Kvinderne ikke kommer til at leve under saa ulykkelige Forhold, som de nu kan, og de, der forstaar det, kan saa tillige faa Ægtepagt.
Frk. Hasselbalck. D.K. har tidligere arbejdet for den Sag, uden at det er lykkedes, derfor er jeg taknemmelig mod Frk. Berg for, at hun har bragt det frem, Ægtepagt er ikke nok.
Fru Salicath og Frk. Jagd anbefaler Forslagets Vedtagelse.
Trafikminister Høgsbro: Jeg mener, det er i høj Grad paa sin Plads, at nedsætte det omtalte Udvalg, Spørgsmaalet har været rejst for adskillige Aar siden, da blev der dannet et Udvalg, men der var ingen Kvinder i det, der blev udarbejdet et Udkast, men det kom ikke frem, det eksisterer i et Par Eks., hvis det kommende Udvalg ønsker det, vil jeg stille det til Raadighed for det. At Deuntzer var med i det Udvalg gav Anledning til Loven af 7/4 99. Der mangler dog en Del i det Udkast, særlig Moderens ret over Børnene, men hendes Ret med Hensyn til Pengene var savnet, og hun var bleven beskyttet imod Mandens Misbrug og Mishandling i saa Henseende, men det er langt fra nok, saalænge hun ikke er beskyttet med Hensyn til Børnene, kan Manden tillade sig alt. Jeg har været Talsmand for tvungne Ægtepagter ved et Lovforslag; det vil ogsaa gøre [kan ikke læses] Kvinderne at vække Tanken om, at der er noget, de skal overveje, inden de slutter Ægteskabet. Jeg er enig med Fru Stampe Feddersen om, at det bedste er en Lov, men det vil maaske vare en Tid, inden vi faar den og indtil da skal man ikke afvise det næstbedste, en Ægtepagt.
Fru Scherving spørgser, om alle Kredsene har efterkommet Fællesstyrelsens Opfordring til at lade afholde Foredrag om Familieret; i Hjørring har de haft megen Glæde af det.
Frk. Helene Berg mener, at man nu godt kan afslutte, hun udtaler sin store Glæde over den Modtagelse, Forslaget har faaet, hvilket dog ikke er over Forventning og sætter følgende Resolution til Afstemning:
Dansk Kvindesamfunds Fællesmøde i Svendborg 1907 bemyndiger Fællesstyrelsen til at nedsætte et Udvalg til Overvejelse af, hvad der kan gøres for at forbedre den gifte Kvindes Retsstilling.
Vedtages enstemmigt.
IX Forslag om, at D.K. nedsætter et Udvalg til at vaage over, at Kvindernes Tarv varetages ved alle Lovforslag, der fremtidig forelægges Rigsdagen.
Birgitte Berg Nielsen
Fru Berg Nielsen: Det, jeg vil med mit Forslag, er, at ingen Lov gaar gennem Rigsdagen, hvor vi har forsømt at varetage Kvindernes Tarv, d.v.s. hvis der ved et Lovforslag fra vor Side kunde gøres noget, der i nogen Maade kunde betyde Fremskridt for Kvinderne, da skal vi være opmærksomme derpaa og parate til om muligt at skride ind; ligeledes hvis der ved et Lovforslag bevidst eller ubevidst indsniger sig noget, der betegner et Tilbageskridt for Kvinderne. Forbedringerne gaar kun smaat, der er kun ringe Haab om at naa noget stort, derfor maa vi kæmpe os langsomt frem og ikke lade en eneste Chance gaa fra os. Et Udvalg som det foreslaaede skulde staa paa Vagt i denne Henseende; det skulde nøje følge med i Rigsdagens Arbejde, gennemlæse og overveje hvert eneste Lovforslag, og naar det øjnede nogen Fare, skulde det straks henlede Fællesstyrelsens Opmærksomhed derpaa, og denne maatte da ufortøvet skride ind. Udvalget burde endvidere gennem vort Blad søge at række Kvindernes Interesse for alle disse Ting og søge at gøre dem noget Begreb om Lovgivningsteknik.
Fru Salicath er Ordstyrer og opfordrer Deltagerne i Diskussionen til at fatte sig i Korthed.
Folketingsmand Jensen Sønderup vil til Dels paa Fællesstyrelsens vegne anbefale at stemme imod Forslaget, ikke fordi han er imod Præmisserne, det gælder om at passe paa, men selv et nok saa vaagent Udvalg kan ikke passe paa, hvad der kommer til at staa i Forslaget, det er først, naar det fremlægges, det kan gøres, Udvalget kan komme til at sidde under hele Rigsdagssamlingen uden at der bliver Brug for det, det er aldrig heldigt, at der er et Udvalg, der ikke har noget at gøre; man maa have den Tillid til den Fællestyrelse, man har valgt, at den passer paa og føler det Ansvar, saa den griber ind, naar der er Anledning til det; jeg vil foreslaa, at Fællesstyrelsen tager det til Efterretning, saaledes, at saa snart der er en Sag til Forhandling, der giver Anledning dertil, nedsætter den et Udvalg, der skal følge Forhandlingerne og tage sig af det, der kan da komme de Momenter, der interesserer sig for den Sag og forstaar sig paa den i særlig Grad.
Frk. Bruun: Forslaget er ikke ment som et Mistillidsvotum til Fællesstyrelsen, det er muligt, at der er rigtigt, hvad Jensen Sønderup har sagt, men det er en forfærdelig stor Fordring at stille til Fællesstyrelsen, at den altid skal passe paa, det var ikke saa galt, at der var en lille Kreds, som havde Forpligtelse til at gribe ind; jeg vil derfor støtte Forslaget.
Frk. Hasselbalck, Frk. Luplau og Frk. Anna Hjort støtter det ligeledes.
Trafikminister Høgsbro: Regeringen under Kvinderne det godt, og Kvinderne har jo ogsaa set Resultatet deraf, men de kan ikke stole paa, at Sagen altid kommer frem netop paa den Maade, de ønsker det, derfor kan det være godt at passe paa; men jeg vil nok anbefale Forsamlingen ikke at gaa imod Fællesstyrelsen, mener den selv at kunne gøre Arbejdet, maa De ikke nedsætte Udvalget, det er et Mistillidsvotum til Fællesstyrelsen.
Landstingsmand Jørgen Bertelsen: Forslagsstilleren mener ikke, at Udvalget skal nedsættes her i Dag, Fællesstyrelsen skal selv vælge det, den kan jo vælge Medlemmer af sin egen Midte.
Fru Berg Nielsen: Jeg har tænkt mig, at Fællesstyrelsen skulde vælge Udvalget af sine egne Medlemmer; men vil den ikke have det, er Forslaget faldet uden Afstemning.
Frk. Luplau: Ønsker Fællesstyrelsen, at det skal falde, eller vil den tage det op og nedsætte Udvalget?
Jensen Sønderup: Fællesstyrelsen gaar ud fra, at det er dens Pligt at passe paa, saa den agter at gøre det ved hver given Lejlighed og nedsætte et Udvalg, hver Gang der er Brug for det.
Translatør Fred. Bajer stiller følgende Resolution til Afstemning:
Idet Fællesmødet føler sig overbevist om, at Fællesstyrelsen altid vil vaage over, at Kvindernes tarv varetages ved alle Lovforslag, som behandles i Rigsdagen, gaar det over til Dagsordenen.
Vedtages med stor Majoritet.
X. Forslag om, at D.K. i den kommende Rigsdagssamling arbejder for Ændringer i nogle for Kvinder ugunstige Bestemmelser i den bestaaende Lovgivning, navnlig Bestemmelser om, at Kvinder ikke kan være Værger og Testamentsvidner.
Københavnskredsen.
Cand. Jur. Henny Petersen: I en Artikel i Kristian 5 Danske Lov staar, at ingen, som ikke er fuldmyndig, kan være Værge for andre, imidlertid kunde Kvinder med Undtagelse af Enker aldrig blive myndige paa Lovens Tid, og de var saaledes udelukkede fra at blive Værger. Ved Lov af 29/12 57 fik ugifte Kvinder samme Ret som Mænd til at opnaa Myndighed, og gifte Kvinder fik samme ret ved Lov af 7/4 1899. Man skulde dermed synes, at de nu ogsaa kunde blive Værger, men den nedarvede Praksis bibeholdes stadig, og den kan kun ændres ved Lov. Jeg synes, det gøres en meget stor Uretfærdighed mod Kvinderne deri, at de ikke kan blive Værger. Er der nogen Mening i, at en Moder ikke kan være Værge for sine Børn, naar Faderen er død? Er der nogen Mening i, at en Kvinde, der maaske leder en stor, selvstændig Virksomhed, skal gaa til en [kan ikke læses] vildt fremmed Mand og bede om hans Minde, naar det gælder hendes Børns Tarv? Jeg synes det ikke, og jeg er overbevist om, at de fleste Kvinder, i alt Fald alle Mødre, er enige med mig heri. Jeg tillader mig derfor med Løfte af Københavnskredsen at rette en henstilling til Fællesstyrelsen om i den kommende Rigsdagssamling at foranledige forelagt et Lovforslag, der gaar ud paa, at Kvinder faar samme Ret som Mænd til at være Værger.
Ligeledes vil jeg opfordre til at foranledige forelagt et Forslag til Lov om, at Kvinder kan være Testamentsvidner. Det er en Forhaanelse mod Kvinderne, at de ikke kan bruges til saa ringe en Ting som at være Vidne paa et Testamente. Det er en Forhaanelse mod Kvinder, at en lige konfirmeret Tjenestedreng fra Landet kan være Testamentsvidne, medens en kvindelig Grosserer, Læge eller Sagfører ikke kan være det. Og jeg er overbevist om, at medens den første Bestemmelse om Værgeretten vil vække megen og stærk Modstand, saa vil denne sidste om Testamentsvidneretten i den danske Rigsdag blive vedtaget som noget ganske selvfølgeligt, som noget, der kun ved en Forglemmelse ikke allerede for længe siden er bleven til Lov.
Overretssagfører Munck Petersen: Fællesstyrelsen er glad om Forslaget, Kvinder kan nu ikke blive Værger, fordi der staar ”Mand”; som Testamentsvidne bruges dog ogsaa Kvinder, uden at der rejses Indvending derimod, ti Juristerne lader i nogle Tilfælde ”Mand” gælde baade Mand og Kvinde, men det har Betydning, at det kunde blive fastsat ved Lov.
Bibliotekar Elberling vil spørge, hvorfor der ikke ogsaa staar ”Fortolke” i Forslaget.
Frk. Herding og Frk. Frida Schmidt har begge været Testamentsvidner.
Frk. Anna Bruun ved, at der er flere Jurister, der fortolker ”Mand” som Mand og Kvinde, baade Jurister og andre, der uden videre overfører det til alle Fortred, saa de tror, at det altid skal være Mænd f.E til at skrive en Leveattest og andre Tilfælde.
Frk. Testman: Det kan være godt nok, det skal ikke være en Naadessag, det skal være en Ret.
Frk. Henny Petersen: Hvad der har været nævnet her, viser netop, at det er tilfældigt, om Kvinder bliver taget for gyldige, det viser, at nogle Jurister er frisindede, andre ikke, man kan ikke være sikker paa, hvorledes det vil gaa i det enkelte Tilfælde. Jeg er glad for Tilføjelsen om [kan ikke læses].
Forslaget med Elberlings Tilføjelse [kan ikke læses] sættes herefter under Afstemning. Vedtages med stor Majoritet.
Fru Salicath meddeler, at man til Fællesstyrelsens Beklagelse har været nødt til at bytte om paa Punkterne paa Dagsordenen, saaledes at man tager Punkt XIV, der først skulde have været forhandlet næste Dag, nu, da Rigsdagsmændene ikke kan blive længere.
XIV (Folketingsmand Jensen Sønderup)
Hvad bør D.K. foretage sig for at faa Kvinderne til i størst mulig Udstrækning at interessere sig for Valgene til de kommende Hjælpekasser, hvor de som bekendt er valgberettigede og valgbare?
Fællesstyrelsen
Folketingsmand Jensen Sønderup: Loven om de kommunale Hjælpekasser giver saavel Kvinder som Mænd Valgret og Valgbarheed til Bestyrelsen. Dette, at Kvinderne er kommet med her, er en af de største Sejre, Kvinderne i Almindelighed og D.K. i Særdeleshed har at [kan ikke læses]. D.K. har ikke indsendt noget Andragende eller nedsat noget Udvalg om den Sag, det er halvvejs gaaet af sig selv, men netop dette er et Vidnesbyrd om den Betydning, D.K.s Arbejde har haft gennem Aarene, idet den almindelige Opfattelse derigennem i mangt og meget er blevet omformet. Der er en stor Forskel mellem den Ret, Kvinderne her har vundet, og den, de vandt ved Menighedsraadene, ti der skulde de melde sig selv for at blive taget med, men ved de kommunale Hjælpekasser skal Kommunalbestyrelserne sætte dem paa Valglisterne, hvis de opfylder de fastsatte Betingelser. At Kvinderne her har faaet Valgret og Valgbarhed, kan paa en Maade betegnes som en generobret Ret. Det har nemlig altid været Kvinderne, der besørgede Arbejdet for at afhjælpe Nøden ved den private Godgørenhed, men efterhaanden som det offentlige tog Velgørenheden i sin Haand, blev Kvinderne skubbet til Side, ved Loven om de kommunale Hjælpekasser sættes den private Godgørenhed i System, og her faar Kvinderne deres retsmæssige Plads ved Siden af Mændene.
Selve Omraadet for Hjælpekasserne er saa godt som det samme, som det var for de fri Fattigkasser c: der ydes kun Hjælp til Kommunens egne Folk, Hjælpens Størrelse bestemmes af Bestyrelsen. Jeg vil særlig henlede Opmærksomheden paa, hvad D.K. og Kvinderne i al Almindelighed kan og bør gøre, nu da det første Valg til Bestyrelse af de kommunale Hjælpekasser skal finde Sted i Marts 1908. Før Valget affattes Valglister af Kommunalbestyrelsserne; disse Valglister lægges frem til Eftersyn, det gælder da om at undersøge dem og forvisse sig om, at alle de Kvinder, der er Valgberettigede, findes paa Listerne, og hvis nogen mangler, maa man sørge for i rette Tid at indsende Klage og faa de manglende Navne indført paa Listerne.
Det andet vil være, at D.K. og alle Kvinder sørger for, at der i alle Kommuner paa alle Valglister findes opført Kvnder, ti det maa vel erindres, at Kvinderne ikke alene er valgberettigede, men ogsaa valgbare. Skulde der findes Kommuner, hvad der næppe er troligt, hvor Mændene ikke vil tage Kvinderne med, maa de lave selvstændige Lister. I alle Tilfælde er det nødvendigt, at Kvinderne her er vaagne og selv tager Initiativer. Det kan ikke vente, til Valgdagen kommer, der maa gøres et Arbejde i Forvejen, derfor har Fællesstyrelsen ment det rigtigt at benytte denne Lejlighed til at lægge Kredsene dette paa Sinde.
Kvinderne bør ved denne Lejlighed vise, at de er den Ret værd de har faaet, og at de vil gaa ind under det Ansvar, Retten giver. Ti det at have faaet en Ret giver et Ansvar, og ved de kommunale Hjælpekasser har Kvinderne faaet deres Part af Ansvaret for, hvem og hvorrigtigt der under løftes. Selve Retten giver et Ansvar, man kan altid bære det Ansvar, der følger med at have handlet efter bedste Overbevisning, men man kan ikke bære det Ansvar, der følger ved slet ikke at have handlet.
Landstingsmand Jørgen Bertelsen vil ogsaa tale om Retten som en Pligt, Forsamlingen maa være Fællesstyrelsen taknemmelig for, at det er paa Dagsordenen, det er ikke for tidligt at drøfte, hvorledes det skal gribes an, for at man kan faa fat i dem alle. Netop fordi det falder i Marts Maaned er det af Vigtighed, at alle er med, det plejer at være en bevæget Maaned i Rigsdagen, maaske kan Valgretten gennemføres i næste Samling, det bliver da saa i Marts; bliver den anden Ret fuldt udnyttet, vil det have stor Betydning. Der vil næppe være stor Modstand mod at tage Kvinderne med. I Aalborg Byraad blev det enstemmigt vedtaget at tiltræde et Forslag fra D.K. om at vælge nogle Kvinder ind i Værgeraadet. Man skal søge Samarbejde med Mændene, det er ikke saa heldigt med særlige Kvindelister.
Translatør Fr. Bajer: Reglementet hvorefter Valget skal foregaa, skal af fattes af Indenrigsministeren, var han Modstander, kunde det affattes saaledes, at det ikke fik Betydning, derfor maa det anbefales D.K. at være opmærksom derpaa.
Listen skal helst være i alfabetisk Orden. Det vil sikkert ikke være heldigt at have rene Kvindelister, det rigtigste er, at Kvinderne virker sammen med Mændene i denne som i alle Sager, hvor det angaar Fællesanliggender.
Frk. Jensen Odense er glad for Raad og Anvisninger, har tænkt, at der maa sørges for at afholde Foredrag ikke blot om Valgene men ogsaa om Maaden, hvorledes man skal stemme.
Folketingsmand Jensen Sønderup: Det er rigtigt, at man skal søge at faa saa god Oplysning som muligt om Reglerne, naar Reglementet foreligger, men det vigtigste er, at Kvinderne er med til at undersøge Listerne, og at de i alle Kommunerne har en eller flere, der sørger for, at Kvinderne kommer med, og endelig skal de stemme, selv om der kun er en liste; ved Valgene til Menighedsraad var der alt for mange Steder, hvor Kvinderne ikke stemte.
Frk. Begtrup: Det vilde være godt, om der blev samlet en hel Del Eksempler paa, hvor megen Nytte, Hjælpekasserne kan gøre, det kunde maaske samles i Kv. & S., saa der kunde agiteres dermed mellem Kvinderne.
Jensen Sønderup: Jeg vil anbefale dem, der vil interessere sig for at faa at vide, hvor meget der kan udrettes gennem Hjælpekasserne, at henvende sig til Grosserer Kæmpegaard i Aalborg, og saa kan disse interesserede holde Foredrag for andre.
Landstingsmand Jørgen Bertelsen: Det er vist den letteste Maade, at det sker gennem Kv. & S., der kan maaske tages Uddrag af Kæmpegaards Skrift, der findes ogsaa noget i Købstadsforeningernes Tidsskrift. Det er slet ikke for tidligt at begynde, der er ingen Tid at spilde, Fællesstyrelsen bør straks udsende en Anvisning, paa Amtsstuerne kan man altid faa Oplysning om alle Kommunerne i Amtet.
Frk. Jagd: Artikler i Bladet kan faa mange til at stemme. Naar der skal holdes Foredrag herom, maa man tillige afholde Prøvevalg, for at man kan lære, hvorledes der skal stemmes.
Fru Salicath: Punkt XIV er affattet saaledes, at der ikke kan foretages nogen Afstemning, det er stillet som et Spørgsmaal, der kun kan besvares ved Handling, men jeg opfordrer alle dem, der ønsker at takke Fællesstyrelsen for, at det fremkommer, og som senere vil svare paa denne Maade, til at rejse sig op.
Hele Forsamlingen rejser sig op.
VII. Forslag om, at D.K. til Vinter henvender sig til Regering og Rigsdag med Andragende om, at der aabnes Kvinder Adgang til Overlærerembeder ved Landets Købstadsskoler.
Anne Breum.
Anne Breum: Vor udmærkede Kvindesagsven, Fader Holberg, fortæller i ”Niels Kliims underjordiske Rejse” om et Land, hvor en ung Jomfru var Præsident i Retten, og han forklarede dette saaledes: ”Hos dette Folk gøres der nemlig ingen Forskel paa Kønnet ved Embeders Besættelse, men efter nøjagtigt Valg give disse til de værdigste.” Jeg beder, at man vil understrege Holbergs Ord: ”De værdigste”.
I mange Aar var Kvinderne nu gjort et stort Arbejde i Undervisningens Tjeneste, først i private Hjem, senere i den offentlige Skole. I København har vi nu øvet os i denne Gerning i 48 Aar, idet Kommunalbestyrelsen i 1859 vedtog at ansætte Kvinder. 25 Aar efter var Halvdelen af Lærerpersonalet i København Kvinder, nu er vi ca. 60 %. Tallet for Købstadskolens Vedkommende skal jeg senere skaffe. Men endskønt vi saaledes har vist os særlig brugbare paa dette felt, har dog Ledelsen af de offentlige Skoler hidtil saa godt som udelukkende været i Mænds Hænder. Man hævder nærmest, at Kvinder mangler Overblik og kun egner sig for de underordnede Stillinger. Men samtidig har dog de samme Autoriteter hædret 2 Kvinder med Fortjenstmedaillen i Guld, nemlig Hrk. Zahle og Frk. Kruse, og denne Udmærkelse er tildelt dem netop i deres Egenskab af Ledere af store Skoler. Og sikkert nok er det ikke saa lidt vanskeligere at lede en privat end en offentlig Skole. I den private Skole skal der baade af økonomiske og andre Grunde tages Hensyn til alle Sider, medens den off. Skole meget lettere kan følge sine egne Love og gaa efter lige Linjer i pædagogisk Henseende. Det gaar dog vel heller ikke an i vore Dage at tale om, at Lederen af den off. Skole absolut skal være [kan ikke læses] i Retning af fysiske Kræfter. Vi arbejder jo dog henimod Afskaffelsen af Pryglevanen, og skulle det en enkelt Gang være nødvendigt at give en ulydig Dreng en Dragt Prygel, saa kan vel Læreren selv besørge det, og Skolens Overlærer behøver ikke være [kan ikke læses]. I København er Princippet om kvindelige Inspektører ved off. Skoler fuldt anerkendt; vi har 3 saadanne og haaber i den nærmeste Fremtid paa flere. Men i Køkstæderne stiller Sagen sig noget anderledes. Overlærerne udnævnes nemlig af Kongen, og Overlærerembeder hører derfor ind under Begrebet Statsembeder. Der skal derfor [kan ikke læses] nok en særlig Lov til for at aabne disse Embeder for Kvinder. Men vi ved jo, at denne Sag har været fremme, og der er fra Regeringens Side gjort et Forarbejde til et Lovforslag om at aabne Kvinder Adgang til en større Del af Statsembederne. I flere af Landets Købstæder er der begyndt en Bevægelse for at faa Kvinder ind i Overlærerembederne og fra en enkelt Kommune har endogsaa Byraadet gjort Indstilling til Ministeriet derom, men faaet Afslag – formodentlig fordi man har ment, at dette Spørgsmaal maatte løses i Forhandling med det større: Statsembeders Besættelse med Kvinder. Men vi bør ikke tie og vente, hvis vore Bestæbelser i mindste Maade kan tænkes at bære Frugt, og da vi netop til Vinter venter en ny Lønningslov for det offentlige Skolevæsen, bør vi ikke lade Lejligheden gaa ubenyttet hen.
Jeg henstiller derfor til Fællesmødet at vedtage en Resolution saalydende:
Fællesmødet opfordrer Fællesstyrelsen til at indgaa til Regering og Rigsdag med et Andragende om, at Overlærerembederne ved Landets Købstadskoler besættes lige saa vel med Kvinder som med Mænd.
Landstingsmand Jørg Bertelsen vil anbefale Forslaget og fuldstændig Tilslutning; Kvinderne bør have fuldstændig lige Ret med Manden, de skal ikke udelukkes fordi de er Kvinder.
Overretssagfører Munch Petersen vil udtale sin Glæde over, at Frk. Bruun har bragt Sagen frem, her i Landet er vi i det heldige Tilfælde, at der ikke behøves en Grundlovsændring, for at det kan ske, saaledes som i Sverig; men jeg synes, det er for smaat kun at tage Overlærerembederne, hvorfor ikke tage alle Embeder, der er mange studerende Damer, der kan overtage Lærerembeder ved Statsskolerne.
Frk. Jagd vil sige Tak til Frk. Bruun og er enig med hende i Sagen, jeg synes først, det var en Lærerindesag og ikke D.K.s, men ser nu, at det er rigtigt, det er kommet frem her, Mødrene har Ret til at sige et Ord med, i D.K. er der flere Mødre end blandt Lærerinderne; det vil ubetinget tjene Skolen bedst, at Kvinderne ogsaa kan blive Ledere.
Frk. Bruun vil tilraade, at man i Øjeblikket vil nøjes med det ene, saa vil det andet følge af sig selv. Hvor man kan naa noget, skal man gribe til i det afgørende Øjeblik maaske kan det allerede naas i denne Vinter; der er af vidtrækkende Betydning, at Kvinderne faar Adgang til Overlærerembederne.
Frk. Jensen Odense: Jeg er glad over, at Sagen er kommen frem her, jeg har fulgt den paa nært Hold, har set, at Befolkningen er forud for Regeringen, gennem alle Instanser var der Stemning for det, men Lovgivningen forhindrer det, naar Befolkningen viser Vejen, saa maa Lovændringen følge.
Fru Salicath, som er Ordstyrer, sætter Frk. Bruuns Resolution under Afstemning.
Vedtages enstemmig.
VIII Forslag om, at D.K. nedsætter et Udvalg til Overvejelse af, hvad der kan gøres for at forbedre den gifte Kvindes Retsstilling.
Helene Berg.
Frk. Helene Berg: Medens jeg var med i Arbejdet vedrørende uden for Ægteskab fødte Barns og ugift Moders Retsstilling, blev det mig klart, at om der var Grund til at arbejde for en Forbedring af den ugifte Moders Forhold, saa var der dobbelt og dobbelt Grund til at arbejde for Lov og Ret for den gifte Moder, og jeg besluttede da ved Lejlighed at bringe et Forslag frem i den Retning.
Mit Forslag er altsaa, at der nedsættes et Udvalg. Kan det mon nytte, at der nedsættes et saadant Udvalg? Kan D.K. udrette noget i den Retning? Ja, det synes mig, at den Modtagelse, D.K.s Arbejde i Sagen ”uden for Ægteskab født Barns og ugift Moders Retsstilling” fik, og hele denne Sags heldige Forløb og Udvikling i høj Grad maa opmuntre os til at tage fat paa andre Omraader af Lovgivningen, hvor Kvinden er tilsidesat og forurettet. Hvad enten det er af Justitsministeren i Rigsdagen fremsatte Lovforslag, der omtrent helt igennem var i Overensstemmelse med det af D.K. c. 6 Maaneder tidligere indsendte, bliver til Lov eller ej, saa er dog Opmærksomheden blevet saa stærkt henledet paa den ugifte Moders og især det saakaldte ”uægte Barns mislige Stilling og Forhold, og disse Forhold er blevet saa grundigt og alvorligt behandlet – baade i og uden for Rigsdagen – at Sagen næppe vil kunne skrinlægges igen. Men er der da ingen Grund til at ønske og arbejde for Forbedringer i den gifte Kvindes – særlig den gifte Moders Retsstilling? Over for dette Spørgsmaal vil jeg citere nogle Linier af en Piece forfattet af Svend Høgsbro og udgivet af D.K. i 1892. Den hedder ”Kvinden og Ægteskabet efter gældende dansk ret” (oplæser hvad der staar om ”det fælles Omraade”.) Som Kvinden og Ægteskabet stod den Gang saaledes omtrent den Dag i Dag, ti Lov af 7. April 1899 om Formueforholdet mellem Ægtefæller har ingen Forandring bevirket i de Forhold, som omhandles i de Linier, jeg har citeret.
Vil man sige, at Livet i denne Henseende er anderledes end Loven, at Hustruen i de fleste Tilfælde er den raadende i Hjemmet og medbestemmende i alt, hvad der angaar Børnene trods Lovens Bestemmelser, saa vil jeg dertil svare to Ting.
For det første dette: Lovgivningen bør følge med i Udviklingen. Har Opfattelsen af Kvinden i de senere Aar forandret sig saaledes, at hun af alle normale Mennesker betragtes som et Manden fuldstændig jævnbyrdigt Væsen, saa er det meningsløst og kan kun virke skadeligt fremdeles at fastholde en Række af Lovparagraffer, hvorudfra en helt anden Opfattelse lyser – den navnlig, at Kvinden er Manden underlegent Væsen, der maa styres og ledes af ham, og som man ikke kan paalægge Ansvar.
For det andet vil jeg svare – og dette er langt det væsentligste, at saadanne Lovparagraffer om dem, der her er tale om, de staar en Krænkelse og en truende Fare for den gifte Kvinde. Det er ganske rigtigt, at Forholdet i de fleste Tilfælde er saadanne, at Manden ikke vil bruge den Magt, Loven giver ham – det hænder maaske ogsaa, at der staar en saadan Respekt af Hustruen, at han ikke tør heller – men det kan hænde, og det hænder, som vi alle meget godt ved, at Loven, der som optræder tilsyneladende uskadelig i sit Hus, pludselig kan fare ud som en bidsk Hund og skambide den, den faar fat i. Især derfor maa disse krænkende og truende Lovparagraffer bort og erstattes med andre, der er paa Højde med den ny Opfattelse af Kvinden og med vor Tids og vort Lands Anskuelser om Forholdet mellem mand og Kvinde, ikke som et Afhængigheds- Lydigheds – eller Underdanighedsforhold for den ene Part, men som et Forhold mellem to frie selvstændige og jævnbyrdige Mennesker.
Det maa ikke – end ikke i de sjældneste Tilfælde – kunne ske, at en Mand med Loven og Retten paa sin Side krænker og tilsidesætter sin Hustru i deres fælles Hjem og maaske endog gaar den Yderlighed at tage Børnene fra hende.
Maaske vil man sige, at alt dette vil blive ændret, naar Kvinderne faar Valgret og Valgbarhed, og derfor er det bedst at vente til da, men hvis D.K., ogsaa inden Kvinderne faar Valgret, kan virke med til, at Lovgivningen paa et eller andet Omraade bliver retfærdigere, saa bør det ikke undlades – baade fordi enhver god Bestræbelse og ethvert alvorligt Arbejde fra Kvindernes Side fremskynder den Tid, da Kvinden staar som Mandens ligestillede i Samfundet.
I mit Forslag har jeg ikke nærmere præciseret Udvalgets Opgave, ti det synes mig nødvendigt, at der gives Udvalget fuldstændig frie Hænder i dets Arbejde. Mulig vil Udvalget finde det rigtigt at sætte det som sin Opgave at paapege alle de Steder i Lovgivningen, hvor den gifte Kvinde ikke er ligestillet med Manden, eller det kan mulig finde det mere formaalstjenligt at begrænse sin Opgave og – i hvert Fald foreløbig blot søge at faa et enkelt Omraade inden for Lovgivningen reformeret.
Vælger det dette sidste, anser jeg det imidlertidig for givet, at dette enkelte Omraade maa blive den gifte Kvindes Retsstilling over for sine Børn, ti om der er noget Sted, Loven krænker og foruretter den gifte Kvinde, saa er det her, og er der noget Sted, Kvinden kan rammes smertelig, saa er det her – i sit Moderforhold.
Endelig ønsker jeg blot at udtale, at Udvalget efter min Mening bør bestaa af mindst 2 Mænd og 2 Kvinder, af disse bør i hvert Fald den ene være Jurist, den anden Rigsdagsmand. Hermed være mit Forslag anbefalet. At det vil blive godt modtaget i denne Kreds, tvivler jeg intet Øjeblik om, og det er mit Ønske, at de rette Kvinder og Mænd maa komme til at sidde i det foreslaaede Udvalg, og at D.K. igennem dette Udvalg maa faa udført et godt og samfundsnyttigt Arbejde.
Translatør Fr. Bajer henviser til et Skrift om Ægtefællerne, dette Spørgsmaal staar i Forbindelse med de følgende to Punkter paa Dagsordenen, vil derfor foreslaa, at Udvalget skal tage sig af alt, hvad der foreslaas i de 3 Punkter. Vil sætte Pris paa, at der kommer baade en Landstings- og en Folketingsmand ind i det. Mændene bør sætte en Ære i at stille Kvinden lige med Manden, inden hun faar Valgretten, for at dygtiggøre hende til at bruge den.
Frk. Berg nedlægger Indsigelse mod, at det slaas sammen med Udvalg for andre Sager, dette Udvalg skal udelukkende tage sig af den gifte Kvindes Retsstilling, jeg ønsker, at Afstemningen om dette maa behandles for sig. Jeg tror ikke, det kan lade sig gøre at nedsætte Udvalget i Dag, vi maa nøjes med at bestemme, at det skal nedsættes, saa maa det overlades Fællesstyrelsen at nedsætte det.
Fru Berg Nielsen overtager Hvervet som Ordstyrer, da Fru Salicath vil deltage i Diskussionen.
Fr. Bajer: Min Menig var kun, at Ordstyreren ikke maatte tage det for stringent, hvis de forskellige Punkter omfattes under dette.
Fru Berg Nielsen: Efter Frk. Bergs Ønske vil jeg holde dem ude fra hinanden, jeg kan heller ikke som Ordstyrer indlede det næste Punkt.
Fru Stampe Feddersen er glad over Forslaget, da hun tidligere havde ønsket Spørgsmaalet bragt frem af D.K., men da var det ikke lykkedes. D.K. har nu givet Udkast til en Lov, der var saa godt, at der blev taget Hensyn til det, det vil være godt, om D.K. ogsaa vil tage dette Spørgsmaal op og give et Udkast, som Mændene er nødt til at tage Hensyn til.
Fru Salicath: Hvis Kvinderne vil bruge de Love, vi har, er der dog ogsaa nogle, som værner os, men de kender ikke Lovene, saa de har ingen Skyld selv, Resten har vel den offentlige Mening, der altid findes, at den Kvinde, der benytter Loven, handler uethisk. Enhver gift Kvinde maa selv læse Lovene, se, at hun kan faa Fordel ved Bosondring, kan sikre sig ved Ægtepagt før Ægteskabet, kun bør sikre sig Værgeretten over sine Børn, naar Manden har forbrudt sig, det vil vare noget, inden der kan gøres noget paa dette Omraade, derfor maa Kvinderne lære at bruge, hvad der findes.
I Lovudkastet om de uægte Børn staar der, at disse skal arve lige med de ægte, det, mener jeg, er en Fejl.
Folketingsmand Jensen Sønderup: I Udvalgets Udkast stod der intet om uægte Børns Arveret, Udvalget drøftede det, men var klar over, at det var et meget vanskeligt Spørgsmaal, og de lod det ligge; i Lovforslaget er det kun de Børn, der er fødte inden Ægteskabet, der har Arveret; jeg vil henstille, at man ikke her kommer ind paa Udvalgets Arbejde.
Bibliotekar Elberling har undret sig over at høre Fru Salicath sige, at det vil vare længe, før der sker noget paa dette Omraade, det vil sikkert komme snart; der er fremkommet et Lovforslag, hvori der findes en Paragraf, som enhver dansk Kvinde maa være glad for, det er vedtaget af Folketinget, jeg haaber, det vil blive vedtaget af Landstinget i næste Samling. §en lyder:
Unddrager Manden sig i Tilfælde, hvor Ægtefællerne lever sammen, forsvarlig at sørge for Hustru og Børn, kan han af Øvrigheden dømmes dertil.
Jeg har undret mig over, at den ikke er bleven omtalt i Pressen heller ikke i Kv. & S. Naar Hustruerne gør sig Umage for at faa at vide, hvilke Rettigheder de har, og bruger denne Ret, vil de kunne værge sig selv og deres Børn.
Hvad Udvalgets Sammensætning angaar, da er det ikke nødvendigt, at der kommer en Rigsdagsmand ind i det, de kan godt arbejde for Sagen uden at være i Udvalget.
Fru Fog Odder: Der er blevet sagt, at Forslaget om de uægte Børn vil komme til at gaa ud over de ægte Børn, det vil det ganske vist, men maaske dog Bestemmelsen om, at de uægte skal have Navn og Adr. efter Faderen, vil føre til, at Manden ikke indlader sig i Fortrædelser udenfor Ægteskabet.
Fru Scherving taler for tvungen Ægtepagt.
Fru Stampe-Feddersen: Ægtepagter kan ikke sikre, Flertallet ved ikke, hvad der skal staa i den, der maa være en Lov, der sikrer den svage og sikrer alle, saa Kvinderne ikke kommer til at leve under saa ulykkelige Forhold, som de nu kan, og de, der forstaar det, kan saa tillige faa Ægtepagt.
Frk. Hasselbalck. D.K. har tidligere arbejdet for den Sag, uden at det er lykkedes, derfor er jeg taknemmelig mod Frk. Berg for, at hun har bragt det frem, Ægtepagt er ikke nok.
Fru Salicath og Frk. Jagd anbefaler Forslagets Vedtagelse.
Trafikminister Høgsbro: Jeg mener, det er i høj Grad paa sin Plads, at nedsætte det omtalte Udvalg, Spørgsmaalet har været rejst for adskillige Aar siden, da blev der dannet et Udvalg, men der var ingen Kvinder i det, der blev udarbejdet et Udkast, men det kom ikke frem, det eksisterer i et Par Eks., hvis det kommende Udvalg ønsker det, vil jeg stille det til Raadighed for det. At Deuntzer var med i det Udvalg gav Anledning til Loven af 7/4 99. Der mangler dog en Del i det Udkast, særlig Moderens ret over Børnene, men hendes Ret med Hensyn til Pengene var savnet, og hun var bleven beskyttet imod Mandens Misbrug og Mishandling i saa Henseende, men det er langt fra nok, saalænge hun ikke er beskyttet med Hensyn til Børnene, kan Manden tillade sig alt. Jeg har været Talsmand for tvungne Ægtepagter ved et Lovforslag; det vil ogsaa gøre [kan ikke læses] Kvinderne at vække Tanken om, at der er noget, de skal overveje, inden de slutter Ægteskabet. Jeg er enig med Fru Stampe Feddersen om, at det bedste er en Lov, men det vil maaske vare en Tid, inden vi faar den og indtil da skal man ikke afvise det næstbedste, en Ægtepagt.
Fru Scherving spørgser, om alle Kredsene har efterkommet Fællesstyrelsens Opfordring til at lade afholde Foredrag om Familieret; i Hjørring har de haft megen Glæde af det.
Frk. Helene Berg mener, at man nu godt kan afslutte, hun udtaler sin store Glæde over den Modtagelse, Forslaget har faaet, hvilket dog ikke er over Forventning og sætter følgende Resolution til Afstemning:
Dansk Kvindesamfunds Fællesmøde i Svendborg 1907 bemyndiger Fællesstyrelsen til at nedsætte et Udvalg til Overvejelse af, hvad der kan gøres for at forbedre den gifte Kvindes Retsstilling.
Vedtages enstemmigt.
IX Forslag om, at D.K. nedsætter et Udvalg til at vaage over, at Kvindernes Tarv varetages ved alle Lovforslag, der fremtidig forelægges Rigsdagen.
Birgitte Berg Nielsen
Fru Berg Nielsen: Det, jeg vil med mit Forslag, er, at ingen Lov gaar gennem Rigsdagen, hvor vi har forsømt at varetage Kvindernes Tarv, d.v.s. hvis der ved et Lovforslag fra vor Side kunde gøres noget, der i nogen Maade kunde betyde Fremskridt for Kvinderne, da skal vi være opmærksomme derpaa og parate til om muligt at skride ind; ligeledes hvis der ved et Lovforslag bevidst eller ubevidst indsniger sig noget, der betegner et Tilbageskridt for Kvinderne. Forbedringerne gaar kun smaat, der er kun ringe Haab om at naa noget stort, derfor maa vi kæmpe os langsomt frem og ikke lade en eneste Chance gaa fra os. Et Udvalg som det foreslaaede skulde staa paa Vagt i denne Henseende; det skulde nøje følge med i Rigsdagens Arbejde, gennemlæse og overveje hvert eneste Lovforslag, og naar det øjnede nogen Fare, skulde det straks henlede Fællesstyrelsens Opmærksomhed derpaa, og denne maatte da ufortøvet skride ind. Udvalget burde endvidere gennem vort Blad søge at række Kvindernes Interesse for alle disse Ting og søge at gøre dem noget Begreb om Lovgivningsteknik.
Fru Salicath er Ordstyrer og opfordrer Deltagerne i Diskussionen til at fatte sig i Korthed.
Folketingsmand Jensen Sønderup vil til Dels paa Fællesstyrelsens vegne anbefale at stemme imod Forslaget, ikke fordi han er imod Præmisserne, det gælder om at passe paa, men selv et nok saa vaagent Udvalg kan ikke passe paa, hvad der kommer til at staa i Forslaget, det er først, naar det fremlægges, det kan gøres, Udvalget kan komme til at sidde under hele Rigsdagssamlingen uden at der bliver Brug for det, det er aldrig heldigt, at der er et Udvalg, der ikke har noget at gøre; man maa have den Tillid til den Fællestyrelse, man har valgt, at den passer paa og føler det Ansvar, saa den griber ind, naar der er Anledning til det; jeg vil foreslaa, at Fællesstyrelsen tager det til Efterretning, saaledes, at saa snart der er en Sag til Forhandling, der giver Anledning dertil, nedsætter den et Udvalg, der skal følge Forhandlingerne og tage sig af det, der kan da komme de Momenter, der interesserer sig for den Sag og forstaar sig paa den i særlig Grad.
Frk. Bruun: Forslaget er ikke ment som et Mistillidsvotum til Fællesstyrelsen, det er muligt, at der er rigtigt, hvad Jensen Sønderup har sagt, men det er en forfærdelig stor Fordring at stille til Fællesstyrelsen, at den altid skal passe paa, det var ikke saa galt, at der var en lille Kreds, som havde Forpligtelse til at gribe ind; jeg vil derfor støtte Forslaget.
Frk. Hasselbalck, Frk. Luplau og Frk. Anna Hjort støtter det ligeledes.
Trafikminister Høgsbro: Regeringen under Kvinderne det godt, og Kvinderne har jo ogsaa set Resultatet deraf, men de kan ikke stole paa, at Sagen altid kommer frem netop paa den Maade, de ønsker det, derfor kan det være godt at passe paa; men jeg vil nok anbefale Forsamlingen ikke at gaa imod Fællesstyrelsen, mener den selv at kunne gøre Arbejdet, maa De ikke nedsætte Udvalget, det er et Mistillidsvotum til Fællesstyrelsen.
Landstingsmand Jørgen Bertelsen: Forslagsstilleren mener ikke, at Udvalget skal nedsættes her i Dag, Fællesstyrelsen skal selv vælge det, den kan jo vælge Medlemmer af sin egen Midte.
Fru Berg Nielsen: Jeg har tænkt mig, at Fællesstyrelsen skulde vælge Udvalget af sine egne Medlemmer; men vil den ikke have det, er Forslaget faldet uden Afstemning.
Frk. Luplau: Ønsker Fællesstyrelsen, at det skal falde, eller vil den tage det op og nedsætte Udvalget?
Jensen Sønderup: Fællesstyrelsen gaar ud fra, at det er dens Pligt at passe paa, saa den agter at gøre det ved hver given Lejlighed og nedsætte et Udvalg, hver Gang der er Brug for det.
Translatør Fred. Bajer stiller følgende Resolution til Afstemning:
Idet Fællesmødet føler sig overbevist om, at Fællesstyrelsen altid vil vaage over, at Kvindernes tarv varetages ved alle Lovforslag, som behandles i Rigsdagen, gaar det over til Dagsordenen.
Vedtages med stor Majoritet.
X. Forslag om, at D.K. i den kommende Rigsdagssamling arbejder for Ændringer i nogle for Kvinder ugunstige Bestemmelser i den bestaaende Lovgivning, navnlig Bestemmelser om, at Kvinder ikke kan være Værger og Testamentsvidner.
Københavnskredsen.
Cand. Jur. Henny Petersen: I en Artikel i Kristian 5 Danske Lov staar, at ingen, som ikke er fuldmyndig, kan være Værge for andre, imidlertid kunde Kvinder med Undtagelse af Enker aldrig blive myndige paa Lovens Tid, og de var saaledes udelukkede fra at blive Værger. Ved Lov af 29/12 57 fik ugifte Kvinder samme Ret som Mænd til at opnaa Myndighed, og gifte Kvinder fik samme ret ved Lov af 7/4 1899. Man skulde dermed synes, at de nu ogsaa kunde blive Værger, men den nedarvede Praksis bibeholdes stadig, og den kan kun ændres ved Lov. Jeg synes, det gøres en meget stor Uretfærdighed mod Kvinderne deri, at de ikke kan blive Værger. Er der nogen Mening i, at en Moder ikke kan være Værge for sine Børn, naar Faderen er død? Er der nogen Mening i, at en Kvinde, der maaske leder en stor, selvstændig Virksomhed, skal gaa til en [kan ikke læses] vildt fremmed Mand og bede om hans Minde, naar det gælder hendes Børns Tarv? Jeg synes det ikke, og jeg er overbevist om, at de fleste Kvinder, i alt Fald alle Mødre, er enige med mig heri. Jeg tillader mig derfor med Løfte af Københavnskredsen at rette en henstilling til Fællesstyrelsen om i den kommende Rigsdagssamling at foranledige forelagt et Lovforslag, der gaar ud paa, at Kvinder faar samme Ret som Mænd til at være Værger.
Ligeledes vil jeg opfordre til at foranledige forelagt et Forslag til Lov om, at Kvinder kan være Testamentsvidner. Det er en Forhaanelse mod Kvinderne, at de ikke kan bruges til saa ringe en Ting som at være Vidne paa et Testamente. Det er en Forhaanelse mod Kvinder, at en lige konfirmeret Tjenestedreng fra Landet kan være Testamentsvidne, medens en kvindelig Grosserer, Læge eller Sagfører ikke kan være det. Og jeg er overbevist om, at medens den første Bestemmelse om Værgeretten vil vække megen og stærk Modstand, saa vil denne sidste om Testamentsvidneretten i den danske Rigsdag blive vedtaget som noget ganske selvfølgeligt, som noget, der kun ved en Forglemmelse ikke allerede for længe siden er bleven til Lov.
Overretssagfører Munck Petersen: Fællesstyrelsen er glad om Forslaget, Kvinder kan nu ikke blive Værger, fordi der staar ”Mand”; som Testamentsvidne bruges dog ogsaa Kvinder, uden at der rejses Indvending derimod, ti Juristerne lader i nogle Tilfælde ”Mand” gælde baade Mand og Kvinde, men det har Betydning, at det kunde blive fastsat ved Lov.
Bibliotekar Elberling vil spørge, hvorfor der ikke ogsaa staar ”Fortolke” i Forslaget.
Frk. Herding og Frk. Frida Schmidt har begge været Testamentsvidner.
Frk. Anna Bruun ved, at der er flere Jurister, der fortolker ”Mand” som Mand og Kvinde, baade Jurister og andre, der uden videre overfører det til alle Fortred, saa de tror, at det altid skal være Mænd f.E til at skrive en Leveattest og andre Tilfælde.
Frk. Testman: Det kan være godt nok, det skal ikke være en Naadessag, det skal være en Ret.
Frk. Henny Petersen: Hvad der har været nævnet her, viser netop, at det er tilfældigt, om Kvinder bliver taget for gyldige, det viser, at nogle Jurister er frisindede, andre ikke, man kan ikke være sikker paa, hvorledes det vil gaa i det enkelte Tilfælde. Jeg er glad for Tilføjelsen om [kan ikke læses].
Forslaget med Elberlings Tilføjelse [kan ikke læses] sættes herefter under Afstemning. Vedtages med stor Majoritet.
Fru Salicath meddeler, at man til Fællesstyrelsens Beklagelse har været nødt til at bytte om paa Punkterne paa Dagsordenen, saaledes at man tager Punkt XIV, der først skulde have været forhandlet næste Dag, nu, da Rigsdagsmændene ikke kan blive længere.
XIV (Folketingsmand Jensen Sønderup)
Hvad bør D.K. foretage sig for at faa Kvinderne til i størst mulig Udstrækning at interessere sig for Valgene til de kommende Hjælpekasser, hvor de som bekendt er valgberettigede og valgbare?
Fællesstyrelsen
Folketingsmand Jensen Sønderup: Loven om de kommunale Hjælpekasser giver saavel Kvinder som Mænd Valgret og Valgbarheed til Bestyrelsen. Dette, at Kvinderne er kommet med her, er en af de største Sejre, Kvinderne i Almindelighed og D.K. i Særdeleshed har at [kan ikke læses]. D.K. har ikke indsendt noget Andragende eller nedsat noget Udvalg om den Sag, det er halvvejs gaaet af sig selv, men netop dette er et Vidnesbyrd om den Betydning, D.K.s Arbejde har haft gennem Aarene, idet den almindelige Opfattelse derigennem i mangt og meget er blevet omformet. Der er en stor Forskel mellem den Ret, Kvinderne her har vundet, og den, de vandt ved Menighedsraadene, ti der skulde de melde sig selv for at blive taget med, men ved de kommunale Hjælpekasser skal Kommunalbestyrelserne sætte dem paa Valglisterne, hvis de opfylder de fastsatte Betingelser. At Kvinderne her har faaet Valgret og Valgbarhed, kan paa en Maade betegnes som en generobret Ret. Det har nemlig altid været Kvinderne, der besørgede Arbejdet for at afhjælpe Nøden ved den private Godgørenhed, men efterhaanden som det offentlige tog Velgørenheden i sin Haand, blev Kvinderne skubbet til Side, ved Loven om de kommunale Hjælpekasser sættes den private Godgørenhed i System, og her faar Kvinderne deres retsmæssige Plads ved Siden af Mændene.
Selve Omraadet for Hjælpekasserne er saa godt som det samme, som det var for de fri Fattigkasser c: der ydes kun Hjælp til Kommunens egne Folk, Hjælpens Størrelse bestemmes af Bestyrelsen. Jeg vil særlig henlede Opmærksomheden paa, hvad D.K. og Kvinderne i al Almindelighed kan og bør gøre, nu da det første Valg til Bestyrelse af de kommunale Hjælpekasser skal finde Sted i Marts 1908. Før Valget affattes Valglister af Kommunalbestyrelsserne; disse Valglister lægges frem til Eftersyn, det gælder da om at undersøge dem og forvisse sig om, at alle de Kvinder, der er Valgberettigede, findes paa Listerne, og hvis nogen mangler, maa man sørge for i rette Tid at indsende Klage og faa de manglende Navne indført paa Listerne.
Det andet vil være, at D.K. og alle Kvinder sørger for, at der i alle Kommuner paa alle Valglister findes opført Kvnder, ti det maa vel erindres, at Kvinderne ikke alene er valgberettigede, men ogsaa valgbare. Skulde der findes Kommuner, hvad der næppe er troligt, hvor Mændene ikke vil tage Kvinderne med, maa de lave selvstændige Lister. I alle Tilfælde er det nødvendigt, at Kvinderne her er vaagne og selv tager Initiativer. Det kan ikke vente, til Valgdagen kommer, der maa gøres et Arbejde i Forvejen, derfor har Fællesstyrelsen ment det rigtigt at benytte denne Lejlighed til at lægge Kredsene dette paa Sinde.
Kvinderne bør ved denne Lejlighed vise, at de er den Ret værd de har faaet, og at de vil gaa ind under det Ansvar, Retten giver. Ti det at have faaet en Ret giver et Ansvar, og ved de kommunale Hjælpekasser har Kvinderne faaet deres Part af Ansvaret for, hvem og hvorrigtigt der under løftes. Selve Retten giver et Ansvar, man kan altid bære det Ansvar, der følger med at have handlet efter bedste Overbevisning, men man kan ikke bære det Ansvar, der følger ved slet ikke at have handlet.
Landstingsmand Jørgen Bertelsen vil ogsaa tale om Retten som en Pligt, Forsamlingen maa være Fællesstyrelsen taknemmelig for, at det er paa Dagsordenen, det er ikke for tidligt at drøfte, hvorledes det skal gribes an, for at man kan faa fat i dem alle. Netop fordi det falder i Marts Maaned er det af Vigtighed, at alle er med, det plejer at være en bevæget Maaned i Rigsdagen, maaske kan Valgretten gennemføres i næste Samling, det bliver da saa i Marts; bliver den anden Ret fuldt udnyttet, vil det have stor Betydning. Der vil næppe være stor Modstand mod at tage Kvinderne med. I Aalborg Byraad blev det enstemmigt vedtaget at tiltræde et Forslag fra D.K. om at vælge nogle Kvinder ind i Værgeraadet. Man skal søge Samarbejde med Mændene, det er ikke saa heldigt med særlige Kvindelister.
Translatør Fr. Bajer: Reglementet hvorefter Valget skal foregaa, skal af fattes af Indenrigsministeren, var han Modstander, kunde det affattes saaledes, at det ikke fik Betydning, derfor maa det anbefales D.K. at være opmærksom derpaa.
Listen skal helst være i alfabetisk Orden. Det vil sikkert ikke være heldigt at have rene Kvindelister, det rigtigste er, at Kvinderne virker sammen med Mændene i denne som i alle Sager, hvor det angaar Fællesanliggender.
Frk. Jensen Odense er glad for Raad og Anvisninger, har tænkt, at der maa sørges for at afholde Foredrag ikke blot om Valgene men ogsaa om Maaden, hvorledes man skal stemme.
Folketingsmand Jensen Sønderup: Det er rigtigt, at man skal søge at faa saa god Oplysning som muligt om Reglerne, naar Reglementet foreligger, men det vigtigste er, at Kvinderne er med til at undersøge Listerne, og at de i alle Kommunerne har en eller flere, der sørger for, at Kvinderne kommer med, og endelig skal de stemme, selv om der kun er en liste; ved Valgene til Menighedsraad var der alt for mange Steder, hvor Kvinderne ikke stemte.
Frk. Begtrup: Det vilde være godt, om der blev samlet en hel Del Eksempler paa, hvor megen Nytte, Hjælpekasserne kan gøre, det kunde maaske samles i Kv. & S., saa der kunde agiteres dermed mellem Kvinderne.
Jensen Sønderup: Jeg vil anbefale dem, der vil interessere sig for at faa at vide, hvor meget der kan udrettes gennem Hjælpekasserne, at henvende sig til Grosserer Kæmpegaard i Aalborg, og saa kan disse interesserede holde Foredrag for andre.
Landstingsmand Jørgen Bertelsen: Det er vist den letteste Maade, at det sker gennem Kv. & S., der kan maaske tages Uddrag af Kæmpegaards Skrift, der findes ogsaa noget i Købstadsforeningernes Tidsskrift. Det er slet ikke for tidligt at begynde, der er ingen Tid at spilde, Fællesstyrelsen bør straks udsende en Anvisning, paa Amtsstuerne kan man altid faa Oplysning om alle Kommunerne i Amtet.
Frk. Jagd: Artikler i Bladet kan faa mange til at stemme. Naar der skal holdes Foredrag herom, maa man tillige afholde Prøvevalg, for at man kan lære, hvorledes der skal stemmes.
Fru Salicath: Punkt XIV er affattet saaledes, at der ikke kan foretages nogen Afstemning, det er stillet som et Spørgsmaal, der kun kan besvares ved Handling, men jeg opfordrer alle dem, der ønsker at takke Fællesstyrelsen for, at det fremkommer, og som senere vil svare paa denne Maade, til at rejse sig op.
Hele Forsamlingen rejser sig op.
