Mrs. Annie Besants Besøg i København.
Medens Regnen skyllede ned, og det triste Graavejr satte Københavnerne i daarlig Stemning, stod Annie Besant i sin crêmefarvede indiske Silkekjole med Kniplinger paa Talerstolen i National. I den lyse og lette Dragt og med det sjælfulde Ansigt fortalte saa Annie Besant om en højere og renere Verden, end de fleste af os kender. Hendes kendte Livs mange Erfaringer, hendes uforfærdede Kamp mod al Uret var paa Forhaand som en yndig Historie gaaet forud og havde vundet hende Københavnernes Hjerter, som en Personlighed, man respekterer, enten man sympatiserer med hendes Anskuelser eller ej. Med stor Ærbødighed rejser den talrige Forsamling sig op, da hun træder op paa Talerstolen, og uden Overdrivelse tør det vel nok siges, at man sjeldent ser en større intellektuel Skønhed end Annie Besants.
Kun nogle Timer gæstede Annie Besant København, hvilket var en stor Skuffelse for mange, dels fordi Teosofien, hvorom hun taler, er saa ukendt for mange, at et Foredrag er for lidt, dels fordi mange gerne ønskede personligt at tale med hende. Hun ankom Søndag Morgen sammen med Generalsekretæren for det teosofiske Selskab i Indien, Mr. Keightley, som ledsager hende paa alle hendes Rejser. Etatsraad Howitz og Fru Castenschjold var rejste hende i Møde i Helsingør, og hun tog i København ind hos den sidste. Hun hvilede da en Stund, og Kl. 1-3 var der aabent Hus for hvem, der vilde hilse paa hende. Mrs. Besant var dog meget træt, men Mr. Keightley besvarede med stor Beredvillighed alle de Spørgsmaal, som man ønskede at stille om den „hemmelige Lære”. Kl. 4 var der Middag for en snevrere Kreds, og Kl. 6 talte Fruen i National for efter at have nydt en Kop Te i Hast efter Foredraget at gaa med Korsørtoget Kl. 8 tilbage til England.
Vi vil give vore Læsere et udførligt Referat af Annie Besants Foredrag, dels fordi Teosofien er saa fremmed for de fleste, dels fordi Mrs. Besant er en saa udmærket Kvinde, at vore Læsere vist nok med stor Interesse vil lytte til, hvad hun har at sige:
Det Emne, jeg skal tale til Dem om, er Teosofien. For mange af de Tilstedeværende er dette Navn ukendt, om end det er let nok at oversætte. Men hvad det betyder, skal jeg nu nærmere forklare.
Naar vi gaar langt, langt tilbage til den ariske Races Begyndelse, vil vi finde en vis Lære om Mennesket og om Religionen, den saakaldte Visdomsreligion, som blev lært af begavede Lærere paa det aandelige Omraade. Efterhaanden som den ariske Race udbredte sig mod Vest over Kaldea og videre imod Vest over Evropa, førte Folkene denne Læres indre Væsen med sig. Endskønt i Tidernes Løb Folkenes Tanker iførte sig et forskelligt Klædebon, beholdtes dog lærens Grundlag uforandret. Efterhaanden som de forskellige Religioner voksede frem, baade de indiske og de mere vestlige, vil man se, at man kan opdage deri samme Sandhed i dem alle. Senere finder vi Visdomsreligionen ligge til Grund for Filosofien, som hos Plato, og endnu senere genfinder vi den i den nyplatoniske Skole, som kaldte den Teosofi. Vi finder den ligeledes hos de aleksandrinske Lærere under Navn af den guddommelige Visdom. Og gaar vi længere frem i Historien til Middelalderen, saa finder vi den i Alkymisternes og Astrologernes Lære. Hos Roger Bacon og Bruno, som blev brændt i Rom i Aar 1600, træffer vi den paany. Ligeledes hos Mystikerne, som Ekhardt og Jakob Boehme, og i Videnskaben hos Paracelsus. I England træffer vi den hos Worm og Fludd i kristeligt Klædebon. Vi finder den i Frankrig og træffer den igen hos Swedenborg. Altid genfinder vi denne ene samme Lære lige fra de tidligste Tider og op til vore Dage, hos H. P. Blavatsky.
Dette er det historiske Svar, som dog ikke siger os noget om Læren.
Fremmest blandt Lærerne staar Grundlæggerne af de forskellige Religioner, og alle har de lært den samme Lære. Bedst kendt af Dem er den kristelige Grundlære; ikke den kirkelige, der har givet Anledning til saa megen Kiv og Strid; men selve Grundlaget i Kristendommen. Og dette vil De genfinde i de andre Religioner. Dette Fællesskab nedsætter ikke Kristendommen. Den kommer derved til at staa i Række med de andre Religioner; men dette, at dens Grundsætninger genfindes i de andre Religioner, bekræfter dens Grundsandhed.
Den aandelige Kundskabs Lys er ét, hvilken Klædning man end ifører det. Tænk Dem, at der i denne Sal skinnede et eneste stort Lys, men at Salens Vinduer var forskelligt farvede: grønne, røde, blaa. Tænk Dem saa, at der udenfor stod en Mængde Mennesker og saa mod Lyset. Hver Gruppe vilde da paastaa, at Lyset havde den samme Farve som det Vindue, hvorigennem de saa det, og de vilde maaske for bestandig trættes om det. Men hvis de kom indenfor, saa vilde de se, at Lyset var ét. Og paa samme Maade gaar det med det aandelige Lys. Lad Menneskene trænge ind i Religionernes Hjerte, og de vil se, at Lyset er ét.
Dette er, hvad Teosofien viser os.
Teosofien tager Grundsandheden, og den beviser den. Religionerne vil have, at man skal tage Sandheden paa deres Avtoritet. Teosofien stiller den paa Kundskabens Grundvold, ikke paa Avtoritetens. Enhver maa vinde denne Kundskab selv; det er Menneskets Pligt at vinde den selv. Da det teosofiske Selskab blev stiftet, forlangtes det ikke, at dets Medlemmer skulde tro paa Teosofiens Lære, men at de skulde søge at finde Sandheden selv. Der spørges ikke om Tro. Der findes ingen Tro, man skal antage, ingen Lære, man skal tro paa; enhver er velkommen i Selskabet, som vil studere Broderskab. En Lære deles af alle i Selskabet: Broderskabets. Vi er Brødre, der søger efter Sandheden.
Enhver Religion lærer Broderskabet. Men hvor kan det da være, at Verden er saa lidt broderlig? Mon det ikke kommer af, at Broderskabet der kun anses for en Teori, men ikke bevises som en Kendsgerning.
Naar en Kendsgerning, en Naturlov er bleven bevist, saa falder det ikke noget Menneske ind at ville sætte sig ud over den. Vi siger, at det, at Menneskene er Brødre, er en Kendsgerning, en Naturlov. Teosofien fører herfor følgende Bevis:
Fysisk er Menneskene Brødre. Legemer er ikke noget fast uforanderligt. De er dannede af Strømme af smaa Partikler, der gaar fra Mennesket til Dyrene, fra Dyrene til Panterne og tilbage igen fra Planter til Dyr, til Mennesket. Videnskabsmænd har genopdaget den Sandhed, at alt er dannet af utallige Liv, som stadig forandres; efter syv Aars Forløb har Mennesket fuldstændig skiftet Legeme. Den nu saa udbredte Lære om Mikrobernes Rolle er kun Begyndelsen af Sandheden. Inden lang Tid vil Videnskabsmændene finde, at hele Legemet er lavet af disse ganske smaa bitte Væsener, som stadig udgaar fra Legemet og optages i det, saa at de ikke blot bærer Sygdom med sig fra det ene Menneske til det andet, men ogsaa overfører Sundhed. Derfor er enhver af os ansvarlig for alle andres Sundhed ved Disse smaa Væsener, som udgaar fra os. Naar jeg holder mit Legeme rent, spiser ren og nærende Føde, saa bevirker jeg ogsaa, at disse smaa Væsener er rene og sunde, saa præger jeg dem med min Individualitet, og saa udbreder jeg Sundhed omkring mig. Men naar jeg fylder dem med Alkohol, naar jeg giver dem utilstrækkelig Føde, naar jeg lader dem leve i usunde Boliger, saa bliver jeg en Giftkilde for Samfundet, jeg lever i. Og naar vi lader nogle af vore Brødre leve i Elendighed, saa undergraver vi vor egen Sundhed, saa allerede af Egenkærlighed skulde vi hjælpe dem og fri dem for de elendige Forhold, de lever under.
(Sluttes.)
