Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
„Jeg ved alt”, sagde han hastigt, „jeg kender Baronen, han har i Gaar Aftes betroet sig til mig. De vil altsaa ...”
„Ja, jeg vil ...”
„Gifte Dem med ham!”
En aldrig anet Smerte gennemborede hans Bryst og bragte hele hans Legeme til at ryste.
„Tak, fordi De først meddeler mig, Deres Ven, det”, mumlede han.
„Ikke sandt”, hulkede Ottilie, „det er bedst saaledes. Især dersom De ogsaa synes om det.”
„Ja, jeg - jeg synes det ogsaa.”
„Jeg vil nok lære at elske ham, som det hører sig til, at man skal elske sin Mand”, sagde Ottilie og tørrede sine Øjne med sit lille Lommetørklæde.
„Det er en fornem og meget begavet Mand”, hviskede Alfred.
„Aa”, udbrød Ottilie, „hvor jeg dog alligevel er ulykkelig. Men jeg kan jo ikke gøre andet! Det er endda en Lykke for mig, at jeg har Dem, saa har jeg da et Menneske, som jeg kan betro mig til! Og De kan ikke tro, hvor meget jeg holder af Dem, efter at jeg i Aftes saa Dem optræde saa mandig. Lov mig, at De altid vil vedblive at være min Ven?”
„Det lover jeg”, stammede han.
Ottilie trykkede sig op til hans Bryst, og Vennen bøjede sig over hende og kyssede sagte hendes Pande. Hvorfor skulde Vennen ikke trøste sin Veninde ved et Kærtegn?
Ottilie lænede Armene paa hans Skuldre; Ulykken var virkelig saa stor, at hun maatte søge et Støttepunkt.
Men med et udstødte hun et sagte Skrig - de for fra hinanden - forskrækkede over at staa saaledes sammen.
„Ottilie”, udbrød Alfred, „vi elsker hinanden!” Hun veg tilbage, stirrende forfærdet paa ham.
„Barn”, jublede han, „jeg elsker dig - du mig. Ikke sandt, nu ved du det ogsaa?”
„Du har vist Ret”, stammede hun.
„Ja”, raabte han og greb hendes Hænder for at trække hende til sig, „ja, vi elsker hinanden. Fra dette Øjeblik ved jeg det. Og, Ottilie, det begyndte vist allerede den Gang ved Vandfaldet.”
Ottilie rev sig løs fra ham.
„Alfred,” jamrede hun, „aa Alfred - jeg tør jo ikke elske dig. Baronen - jeg er nødt dertil . . . jeg . . . jeg . . . .” Stemmen svigtede hende, hun blegnede og vaklede.
Alfred greb hende i sine Arme og lagde hende blidt i Lænestolen. Saa knælede han ned og skjulte sit Ansigt i Folderne af den Bevidstløses Kjole, for at ikke Lyset skulde være Vidne til hans Taarer.
Det var en Time fuld af saa navnløs en Kval, at Droste aldrig i sit Liv kunde glemme den. Den lille, tykke, fornøjede Bankier stak sin Arm ind under Professorens og gjorde alle sine Gæster bekendt med sin kære „Ven Droste”, Fru Dandorf spurgte straks efter Damerne og gav meget højrøstet sin Deltagelse til Kende. Og mens Professoren svævede i en sand Dødsangst over den Tilstand, hvori Mariane nu sandsynligvis befandt sig, var han dog i Stand til at svare muntert og livligt paa alt, hvad der blev talt til ham om, ja, den hemmelige Frygt han nærede for, at et eneste Blik af ham kunde vække Mistanke, lod ham synes livligere, end han ellers plejede at være. Han ligefrem berusede den gode Dandorf ved den fortrolige Tone, som han talte til ham i; han beklagede gentagne Gange, at Svigerinden havde glædet sig til i det Dandorffske Hus at lære Selskabet i München at kende, da man jo traf det mest udvalgte . . . Og ved alt, hvad han sagde, forekom han sig selv saa fremmed, saa unaturlig, som en Skuespiller paa Scenen. Han, der ellers var saa adspredt, endogsaa afvisende og i ethvert Fald ikke var nogen smidig og beleven Selskabsmand, han fortryllede nu Alverden som en Mand „med en henrivende og elskværdig Selskabstone.”
Fru Dandorff gik nu og forsikrede hviskende til alle, at Fru von Droste og Frøkenen ligeledes var Elskværdigheden selv, og som Følge deraf nærede Fru Dandorffs Konkurrentinder nu alle det brændende Ønske at blive delagtige i disse nye „Stjerners” Venskab.
(Fortsættes.)
