« Tilbage til søgeresultaterne
Forretningsudvalgsmøde 28. marts 1912
Fortrolig! Udsendt d. 30. Marts 1912. Udskrift af Protokollen for Forretningsudvalget i Dansk Kvindesamfunds Fællesstyrelse. Der afholdtes Møde i F.U. d. 28. Marts 1912 Kl. 3 ½ Mødt var: Damerne: Scheuer, Berg-Nielsen, Olsen, Carstensen, Knudsen og Hr. Munch Petersen. Desuden var Th. Daugaard tilstede og førte Protokollen. 1. Et Brev fra Frederikshavnskredsen ang. Forslag om Tilvejebringelse af de mistede 1000 Kr. i Statstilskud skal forelægges næste Fællesstyrelsesmøde. 2. Det vedtages, at næste Fællesstyrelsesmøde skal afholdes d. 1. Maj Kl. 3. 3. Fru Scheuer meddeler, at hun - fra Prof. Høffding og Biskop Ostenfeldt, til hvem hun ifølge Fællesstyrelsens Beslutning har henvendt sig om at tale ved Fællesmødet 1912 - har faaet Afslag. Det vedtages, at Fru Knudsen skal henvende sig til Kultusministeren - subsidiært Fru Appel. - Hvis disse ikke kan, vil Fru Berg-Nielsen henvende sig til Højskoleforstander Kristensen - Randers. 4. Et Forslag i et Brev fra Tistrup-Kredsen om, at D.K. paa Sommermødet skal foranstalte en Opvisning af de forbedrede Redskaber, der findes paa Husvæsenets Omraade, og som blev omtalt paa Formandsmødet, mener F.U. ikke at kunne komme nærmere ind paa. 5. Det vedtages, at den Interpellation om Kv. pol. Valgret, der blev stillet paa Valgdagen 1910, skal stilles til Kandidaterne ved Suppleringsvalget i Aars d. 2. 4. 12. 6. Hr. Munch-Petersen meddeler, at han - som Suppleant for Formanden for Fællesstyrelsen - har deltaget i et Møde i Dansk Verdenssamfund. - Formanden blev valgt ind i "Raadet" som D.K.s Repræsentant. 7. Det vedtages, at Fredericia-Kredsen kan afholde et Husholdningskursus. 8. Det vedtages, at F.U. vil støtte et Forslag, som Fru Berg-Nielsen vil stille paa Fællesstyrelsens næste Møde, om at D.K. skal gøre det nødvendige Arbejde for igen at faa Statstilskuddet til de praktiske Kursus sat op til 4000 (Husholdning) og 1000 Kr. (Syning). 9. Det vedtages, at Fruerne Berg-Nielsen og Carstensen skal henvende sig til Færøernes Repræsentanter i Rigsdagen for at forhøre sig om det formaalstjenlige i, at Husholdningskursus afholdes paa Færøerne med en mulig ad Aare fast Institution for Øje.