« Tilbage til søgeresultaterne
Styrelsesmøde 20. november 1912
Fortrolig. Udsendt den 25. Nov. 1912. Den 20. Nov. 1912 Kl. 9,30 afholdtes Møde i Fællesstyrelsen. Tilstede var: Damerne Andersen, Berg, Berg-Nielsen, Hostrup, Knudsen, Lemche, Olsen, Petersen, Riising-Rasmussen og Tolderlund, samt Hr. Munch-Petersen. Desuden var - som Medlemmer af Økonomiudvalget - Fru Ulrikka Mathiesen og Hr. Bertel Jensen tilstede, - endelig var Æresformanden og Th. Daugaard nærværende. Helene Berg valgtes til Dirigent. Dagsorden. 1. Forslag fra Økonomiudvalget. 2. "Kvinden og Samfundet“. a. Kontrakt om Trykning. b. Ugeblad. c. Redaktion. 3. Statstilskud til de praktiske Kursus. 4. Forslag fra Udv. ang. Sygekasseloven. 5. Formandsmødet 1913. 6. Fællesmødet 1913. 7. Beretning fra forskellige Udvalg. 8. En Statue af Dr. Margrethe? 9. Vort Program, efter at Valgretten er opnaaet? 10. Bortlodning. 11. Eventuelt. ad l. Hr. Bertel Jensen fremlægger et Forslag fra Økonomiudvalget, der gaar ud paa et Slags Samarbejde mellem "Andelsanstalten Tryg" og Dansk Kvindesamfund. - Paa Forespørgsel erklærer Hr. Bertel Jensen, at det er Økonomiudvalget, der har henvendt sig til Andelsanstalten og ikke omvendt. - Damerne Andersen, Berg Nielsen, Hostrup og Riising Rasmussen giver Sagen i Hovedprincippet sin Tilslutning, Hr. Munch Petersen kan meget godt tænke sig, at D.K. tager et Arbejde op, der gaar ud paa at lære Kvinderne Forsikringstanken at kende og opfordre dem til at forsikre sig, men maa – foreløbig - bestemt udtale sig imod, at D.K. i et saadant Arbejde knytter sit Navn til et bestemt Selskab. Da Sagen - efter Økonomiudvalgets udtrykkelige Ønske - ikke har været skriftlig forelagt eller paa anden Maade omtalt for de udenbys Medlemmer, forbeholder disse sig Tid til at sætte sig ind i Tanken og udtaler, at de paa ingen Maade ser sig i Stand til idag at foretage nogen Afstemning om Spørgsmaalet. - Kl. 1 kom følgende Repræsentanter fra Andelsselskabet tilstede: Herrerne Hammer, Gerd-Jørgensen, Anders Nielsen, Kejser-Nielsen og Olesen. - Der stilles forskellige Spørgsmaal fra begge Sider og der nedsættes derefter et Fællesudvalg med det Hverv nærmere at undersøge, om der overhovedet er Mulighed for at oprette et saadant Samarbejde og - i saa Fald - at udarbejde et detailleret Forslag, som fra D.K.s Side da vil blive forelagt de Myndigheder indenfor D.K., som Fælleslovene kræver. Fra D.K.s Side vælges, foruden Hr. Bertel Jensen, Damerne Berg Nielsen og Knudsen samt Hr. Munch-Petersen. Fra Andelsanstaltens Side vælges Herrerne Hammer,Kejser-Nielsen og Olesen. - ad 2. a) Der foreligger Tilbud fra Hertz’ Trykkeri: 1) Paa 8000 Eks. i Format som "Verden og Vi" og samme Antal Sider, som Bladet nu tæller, for Kr. 60,00 pr. No. - 2) Paa 8000 Eks. i Format som det nuværende til Kr. 75,00 pr. No. - Papirprøve foreligger og antages. Annonceretten er i begge Tilbud overdraget til Trykkeriet. Det første Tilbud antages med 8 Stemmer mod 1. - Der udtales intet bestemt herom, men Protokolførerens Assistent maa gaa ud fra, at det er Meningen, at F.U. bemyndiges til at affatte og afslutte Kontrakt med Trykkeriet. b) Fru Riising Rasmussen foreslaar, at der nedsættes et Udvalg til at tage under Overvejelse, hvorvidt der er Mulighed for, at Bladet gøres til et Ugeblad. Det henlægges med 5 Stemmer mod 5. c) 1. Det vedtages med 7 Stemmer mod 2, at der fra 1. Januar 1913 overdrages "Kristelig Kvindevalgretsforening" 2 Spalter i Bladet. Disse forsynes med "Hovede", og Fru Johanne Blauenfeldt bliver ansvarshavende Redakter af dem. Bladet overlades derefter til Kr.Kvf. Medlemmer for 75 Øre om Aaret, og Fru Blauenfeldt betales med Liniehonorar for alle Meddelelser, der ikke er Foreningsmeddelelser. Fru Riising Rasmussen, der har ført Forhandlingerne med fru Blauenfeldt, udtaler, at hun har aftalt et Honorar af 3 Øre pr. Linie, hvilken Betaling Fru B. har erklæret sig tilfreds med. Det udtales, at da Linierne i det nye Format bliver bredere end i det nuværende, vil det være anstændigst at byde Fru B. 5 øre pr. Linie. 2. Fru Andersen har paa et Distriktsmøde paa Fyn foreslagt Spørgsmaalet om, hvorvidt man var tilfreds med Bladet som det er, - hvis ikke, hvilke Ændringer man da kunde ønske, at der skulde foretages, om man kunde ønske, at det blev gjort til et Ugeblad. Svarene gik nærmest ud paa, at man var stærkt utilfreds med Bladet, der var baade "tørt og kedeligt", og med Redaktionen, der ikke en Gang ikke optog de Artikler, der indsendtes, men heller ikke sendte dem tilbage. En Kredsberetning, der var indsendt, havde maattet vente paa Optagelse i 7 Maaneder. Der blev spurgt, om ogsaa Fru Carstensen saa de Artikler, der blev indsendt og ikke optagne. Bladet maatte blive "vanvittigt" administreret, hvis det ikke kunde bære sig med de 7000 Abonnenter. En Taler bemærkede, at Hovedkontoret gav meget uhøflige Svar, der ikke opmuntrede til at komme igen, en anden mente ikke i den Retning at have noget at beklage sig over. Det udtaltes, at Redaktøren sikkert havde den bedste Vilje, men at hun vist manglede Forstaaelse af, hvad Landboerne vilde læse, noget hun ogsaa selv havde udtalt. Man foreslog derfor, at der skulde ansættes en "Medredaktør" og foreslog dertil Frk. Redder, Svendborg. - Ugeblad vilde man gærne have at Bladet skulde blive til, men man vilde ikke betale mere for et. Man beklagede sig over, at "Thit Jensen - Lis Jacobsen-Mødet" i København ikke var bleven refereret i Bladet. Thit Jensen havde meddelt, at hun paa Forespørgsel derom havde faaet det Svar, at man i Provinsen "ikke vilde høre noget fra København"; noget, Mødet paa det mest energiske maatte protestere imod. Damerne Knudsen, Hostrup, Berg Nielsen og (vistnok) Fru Lemche havde paa deres Foredragsrejser erfaret, at man var ganske Overordentlig utilfreds med Bladet, der manglede Varme og noget for "Ny-omvendte". Fru Tolderlund ønskede at udtale som sin og mange Thisted-Medlemmers Opfattelse, at Bladet var aldeles fortræffeligt, og at man maatte være den nuværende Redaktion taknemmelig. Følgende gode Raad blev det lagt Redaktionen paa Sinde at følge: 1) Faste Medarbejdere. Foruden Fru Blauenfeldt, af hvem man ventede sig meget, nævntes Thyra Jensen, Vignæs, - Elise Bjerre, Sorø, - Frk. Redder, Svendborg. 2) En Rubrik, der hedder "Spørgsmaal og Svar". (Det oplyses, at en saadan for juridiske Spørgsmaal en Gang har været anlagt, men gik ind, fordi ingen benyttede den). 3) En Rubrik med Undervisning i hygiejniske Forhold, i Næringsmiddellære og Sundhedslære vil vist blive meget paaskønnet. Fru Berg Nielsen nævnes som Forfatteren hertil. 4) En fast "Kronik" vilde vist ogsaa tiltrække, især hvis den var skrevet af Fru Lemche, ligesom en "Redegørelse for den politiske Situation" maatte anses for meget ønskværdig. 5) Det vilde ogsaa være godt, om man kunde anvende nogle Eksemplarer paa Sommerhøjskolerne. De læses der af mange. 6) Man burde ogsaa lade Bladet sælge paa Jærnbanestationer, hvorved man sikkert maatte kunne tjene noget. 7) Bladet bør som Spids have en "letlæselig Artikel". Det synes i al Almindelighed at fremgaa, at man ikke vil anbefale Ansættelse af en "Medredaktør", men stærkt henleder Redaktionens Opmærksomhed paa det ønskelige i, at der nu, "da der bliver Penge at raade over", da ogsaa bliver benyttet forskellige Medarbejdere, som kan faa Landet i Tale. Redaktøren er paa Grund af Sygdom forhindret i at være tilstede. - Redaktionssekretæren paatager sig at fremføre det her anførte for hende og føjer hertil: a) at Redaktionen har besluttet saavidt muligt herefter at forelægge for F.U. saadanne Artikler, som Redaktionen af en eller anden Grund ikke mener bør optages. To saadanne Art. har siden sidste Møde i Fællesstyrelsen været forelagt F.U., der udtalte, at de ikke burde optages, og hertil anførte den Grund bl.a., at de havde været optaget andre Steder før. De to Art. var indsendt "paa Opfordring af Medlemmer". b) at man paa Thit Jensens Forespørgsel angaaende Referat af Foredraget havde svaret, at man ikke kunde komme ind paa at give Københavnskredsens Møder en mere fremskudt Plads i Bladet end f. Eks. de Møder, der afholdtes i Provinsen, men at man med Begærlighed havde grebet Fru Arenholts Indlæg for paa den Maade at give Lejlighed til Diskussion, en Lejlighed, som man forøvrigt i en 7 Spalters Behandling af Lis Jacobsens Foredrag, da dette forelaa i Trykken, allerede i Sommer havde givet Medlemmerne. Den Gang syntes man nærmest træt af dette Foredrag, de faa Indlæg opmuntrede ikke til fra Redaktionens Side at optage mere Plads om den Ting. c) at den nuværende Redaktion ved sin Tiltræden havde opfattet det som noget meget nødvendigt at spare, hvor spares kunde, og derfor havde strøget saa mange Frieksemplarer som muligt, herimellem vist ogsaa nogle, som gik til Sommerhøjskoler o.l.St., men at man jo kunde tage dette op igen, hvis der var Raad til det. I denne Forbindelse maa oplyses, at Bladets Udgift til "Postpenge" med det større Format og den kommende nye Postlov vilde blive betydelig forhøjet. d) at man ikke indenfor Redaktionen har noget Kendskab til de Former, hvorunder man forhandler Blade ved Enkeltsalg, men at Oplysninger herom skal blive indhentede. e) at Fru Carstensen jo ofte havde nævnet, at hun gærne saa en anden i sit Sted, en Udtalelse, som det vel derfor vilde være rimeligt at erindre om ved den her førte Forhandling, Samtidig maa dog tilføjes, at Redaktionssekretæren ikke har faaet noget Paalæg af Redaktøren om særlig at fremhæve dette. ad 3. Det vedtages, at man til Folketinget skal indgive det samme Andragende, som, denne Sag vedrørende, er indgivet til Indenrigsministeren. Næste Aar skal man have sin Opmærksomhed henvendt paa det ønskelige i at faa disse Bevillinger overflyttet til Kultusministeriet. ad 4. Det vedtages at indgive et af Udv. ang. Sygekasselovens Revision forfattet Andragende, som vil findes aftrykt i Bladets No. 20. ad 5. Forberedelserne skrider godt frem, og man venter sig en Del af et Kursus i Samfundslære. Foreløbig er der af Talere sikrede Hr. Kontorchef Jens Warming og Hr. ORS. Munch-Petersen samt Fru Thora Knudsen. - Til det offentlige Møde kan man faa en stærkt rost Amerikanerinde, der har rejst Jorden rundt 6 Gange og taler for flere forskellige Spørgsmaal. Man har ogsaa forhandlet lidt om et Foredrag om Raceforbedring, men er lidt utilbøjelig til at bestemme sig for Emnet til det offentlige Møde, da man ikke kan vide, om ikke den politiske Situation vil kræve, at man beskæftiger sig med et aktuelt politisk Spørgsmaal. ad 6. Det vedtages at henstille til Rønnekredsen, at Mødet afholdes den 7. 8. og 9. Juni og at Deltagerne saa - om Situationen kræver det - kommer til Afholdelse af et offentligt Møde i København paa Grundlovsdagen, den 5. ad 7. Enke-, Børne- og Adoptionsudvalget. Det vedtages, at Enkespørgsmaalet skal frem paa Formandsmødet og fra dette skal der ske en Henvendelse til Regering og Rigsdag om at fremskynde Sagen, hvis Landstinget ikke inden den Tid har rørt paa sig. Samme Udv. foreslaar, at D.K. skal forsøge at oprette et Adoptionsbureau i København. Det vedtages, at Udv. skal indsamle Materiale og fremlægge Sagen, hvis der skønnes Mulighed for at faa den gennemført, først for Fællesstyrelsen, dernæst for Formandsmødet og senere for Fællesmødet. Udvalget ang. Kvinders Adgang til Embeder bemyndiges til at indsende den paa Koldingmødet vedtagne Resolution ang. Kvinders Adgang til Embeder. Samme Udv. bemyndiges til hurtigst at indgive et Andragende, der gaar ud paa, at den efter Feilbergs Død ledigblevne Stilling som Tilsynshavende (Statskonsulent) ved Husholdningsskoler maa blive besat med en Kvinde. Udv. ang. Fabrikslovens Revision. Andragende, som skal tilsendes hver Folketingsmand, oplæses og vil findes trykt i Bladets No. 20. ad 8. Det vedtages, at D.K. skal tage Initiativet til, at der ved Indsamling gennem forskellige Foreninger o.l. skal rejses en Statue af Dr. Margrethe. Fru Lemche, der har talt med Marie Carl Nielsen om Muligheden for, at hun leverer denne Statue. Damerne Bojsen-Møller, Knudsen og Riising Rasmussen vælges til et Udv., der skal arbejde med Sagen. - I Bladets No. 20 skal det kort meddeles, at D.K. er beskæftiget i den Retning. ad 9. Medlemmerne vil forberede sig paa den Mulighed, at en Programændring kan finde Sted i Løbet af 1913. ad 10. Medlemmerne lover at interessere sig for Gaver til denne Bortlodning. En Del er skænket. En Liste herover vil findes i No. 20. Det vedtages, at Lodderne skal koste 1 Kr. Stk. ad 11. a. Man vedtager i al Almindelighed ikke at kunne betale andet end Foredragsholderens Rejse og Foredrag, naar nye Kredse stiftes, medens der maa forventes saa megen Interesse paa vedk. Egn, at Lokale og Avertissementer kan betales af Kredsen. b. Hovedkontoret er sat 50 Kr. op i Husleje. Det vedtages, at man skal blive boende, men paatale Anskaffelse af en Trappeautomat til Lys. Nationalraadet har sagt op, og man har meddelt Danmarks Lærerforening, der muligvis vilde leje, at Lejen var Kr. 350,00 aarlig og Kr. 6,00 om Maaneden til Rengøring, eller Kr. 300,00 og Kr. 10,00 om Maaneden til Rengøring. c. Det vedtages at anskaffe et Skilt, der skal hænge tværs over hele Huset under Hovedkontorets Vinduer. d. Aarhuskredsen holder 40 Aars Jubilæum den 1. Decbr. Har i den Anledning bedt om at faa Banneret over. Telegram skal afsendes med Lykønskning fra Fællesstyrelsen. Mødet hæves Kl. 11 Aften.