Politisk Modenhed.
Det er ret almindeligt at høre den Indvending mod Kvindernes politiske Valgret og Valgbarhed, at de mangler Modenhed til Deltagelse i det politiske Liv og derfor helst maa holde sig rolige inden Døre en Tid endnu. Det kan jo tage sig helt overlegent ud, saaledes paa en Prik at vide Besked med Kvindekønnets Udviklingsstade, og det er at haabe, at de samme Mennesker ogsaa vil være i Stand til at finde, naar Øjeblikket for Kvindens Modenhed i fornævnte Retning er kommen. Vi ser jo nemlig, at selv dumme og indskrænkede Mænd er modne til at øve baade politisk og kommunal Valgret, og det er derfor sørgeligt, næsten uhyggeligt som Kvinde at skulle sidde roligt med den Erkendelse, at end ikke til det Udviklingsstadium er Kvindekønnet endnu naaet. Og man ser jo ogsaa ikke blot i vor egen politiske Historie, men ogsaa fra andre Landes Politik, at der gøres Fejltagelser, endog temmelig iøjnefaldende Fejltagelser - maa det saa ikke være dobbelt nedbøjende at vide, at Kvinderne dog er endnu umodnere. Og er man først naaet saa vidt i Selverkendelse, da er det ogsaa naturligt, at man retter det Spørgsmaal til dem, der gjorde os opmærksomme paa vor Umodenhed, og som ved deres Modstand hindrede vor for tidlige Fremkomst paa den politiske Arena, hvorledes vi da skal naa til den politiske Modenhed og Udvikling, der kan stille os paa lige Fod med Millioner af Mænd, der uden at aflægge Modenhedsprøve for nogen Domstol øver Valgret og er valgbare.
Der er nemlig dem, der mener, at den politiske Modenhed kun kan naas gennem Brugen af de politiske Rettigheder, og det ligger jo snublende nær at dele denne Opfattelse, som baade den sunde Fornuft og Erfaringen giver Medhold.
Men der maa jo være en anden Vej og en bedre Vej at vælge, siden man nægter os de politiske Rettigheder med den Motivering, at vi er for umodne til at stilles Side om Side med Mændene paa dette Omraade. (Sært nok er det, at denne vor „Umodenhed” ikke er et formildende Moment, naar der er Tale om at dømme os efter Loven eller stille os under Lovens Krav.)
Men hvorfor viser man os saa ikke denne Vej? Vi vil naturligvis hellere end gerne „modnes”, udvides til et stedse rigere og rigere Virkefelt, at vore Evner og Kræfter kan stedse mere og mere komme Samfundet til Gode. Thi selv om vi erkender, at det kan være smaat nok med vor Udvikling i Sammenligning med Manden, saa mener vi dog at repræsentere en Arbejdskraft, der ogsaa var værd at tage med.
Det, vi forlanger, er altsaa, at man oplyser os om, hvorledes og hvor vi skal skaffe os den Modenhed og Udvikling, man kræver af os, før man vil give os lige Rettigheder med Mændene. Vi fristes ellers let til at antage, at man ikke vil - i det hele taget aldrig vil give os Borgerrettigheder, og at dette med vor Umodenhed kun er en Udflugt, hvormed man tilbageviser vore Fordringer.
