Til en gammel.

Først maa jeg meddele, at det ikke var min Hensigt at faa mine Rim anbragte i noget Blad, at de er blevne det, beror paa en Fejltagelse af Redaktricen. Jeg vil derfor ikke være med til nogen Debat om dem.

De klager over, at De ikke kan faa de unge Piger til at interessere sig for Kvindesagen, - nej, hvis De er lige saa spydig, naar De taler, som naar de skriver, saa kan jeg saa godt forstaa, at de unge foretrækker at gantes, fremfor at sidde lyttende omkring Dem, men at det saa ikke er gaaet op for dem, at De selv var Skyld i, at der blev koketteret saa skammeligt lige for Deres ærbare Øjne, det forundrer mig ikke, Saa ung og uerfaren som jeg er, har jeg dog set, at forstandige og kærlige Forældre har kunnet opdrage deres Pigebørn saaledes, at de ikke blev kokette.

For Resten kan jeg ikke indse, hvorfor De hele Tiden taler om Kvindesagen, den nævnte jeg jo slet ikke i mine "Udgydelser"; jeg tænkte egentlig paa den døde, politiske Tilstand og paa det indre Kævl, som vi saa længe har maattet trækkes med, og jeg tænkte paa hele den frisindede Ungdom og ikke paa Kvinderne alene.

Saa skriver De: "Vi vil ikke, at de unge skal vente, vi har ikke i Sinde at tage Dem med Storm, nej, vi vil snakke længe endnu."

For mig lyder det som en Selvmodsigelse, men det kan jo være, at jeg bedre vil kunne forstaa det, naar jeg bliver gammel. Det har i alt Fald bestyrket mig i den Tro, at de unge sætte Handling, de gamle Ord højst.

Deres elskværdige Kompliment, at jeg skulde være en Stjerne paa Kvindesagsarbejdets Himmel, vil jeg give Dem tilbage. En Stjerne staar for mig som noget altfor ophøjet og roligt til at jeg jordiske, nervøse Skabning kan taale en Sammenligning med noget saa himmelsk. De derimod, kan ganske anderledes funkle. Minder ikke den stolte, lysende Flugt, der er i Deres Ord, netop om en Komet med en lang, straalende Hale!

De glæder Dem over at kunne trække Nathuen ned over Ørerne og nyde den Søvn, De saa haardt trænger til. Ja, naar gamle Folk i længere Tid har faaet deres Nattero forstyrret, saa bliver de til sidst gnavne, og saa er der heller ikke noget, der hjælper saa godt som en styrkende Søvn, derfor vil jeg i Deres egen og i Deres "døve og sløve" Børns Interesse bede Dem om endelig at unde Dem selv lidt Hvile, det kunde jo være, at De, naar De saa igen tager fat, kan finde paa et Middel til at faa Deres giftelystne Døtre paa andre Tanker. Jeg kan desværre ikke give Dem noget "belærende" Raad, thi de unge Piger, jeg kender, er hverken fjantede eller kokette og kalder heller ikke Kvindesagen dum, men vi unge er nu en Gang beskedne, vi gør ikke Fordring paa at ville være Generaler, vi stiller os kun blandt de menige.

De fordrer, at jeg, saafremt jeg haaber paa den Lykke at høre flere Vidnesbyrd fra Dem, skal navngive mig, men jeg venter, at De, som en gammel, ridderlig Herre, lader Nathuen falde og præsenterer Dem selv først.

Indtil da forbliver jeg Deres beundrende og forbundne