Ædelt Vildt.
En Kvindes Roman. Af Ida Boy-Ed.
Nu kom der Liv i Ottilie. Med et Jubelskrig faldt hun først Moderen, saa Onkelen og saa igen Moderen om Halsen.
Det var ægte Glæde. Med Hjertet opfyldt af inderlig, varm Taknemmelighed, hviskede Mariane: „Mit kære, uegennyttige Barn!”
,,Naa og De, min unge Ven,” sagde Mariane nogle Øjeblikke efter, medens Ottilie endnu leende og grædende klappede Onkelens Kind, „vil De ikke lykønske mig?”
Alfred var forlegen bleven staaende langt borte, gennembævet af lykkelige og bange Anelser. Uvis traadte han nu hen til Mariane, kyssede hendes Haand og mumlede noget uforstaaeligt.
„Maa jeg straks tiltræde min Kommando?” spurgte Droste.
„Lige straks”, raabte Ottilie, „og jeg lover Dig blind Lydighed.”
„Nu vel, mit første faderlige Forbud er: Du maa ikke gifte Dig med Baronen.”
I Stedet for at udbryde i en Jubel og Tak, vendte Ottilie sig om og saa paa Alfred uden at sige et Ord. Denne Bevægelse og dette Blik talte saa tydeligt om det, der var imellem de to unge Mennesker, at Mariane, selv uden at have været Vidne til hin Scene, vilde have vidst tilstrækkeligt.
„Hvad - hvad skal der blive af Baronen?” sagde Ottilie stammende. Dette Spørgsmaal, fremtvunget af hendes Forlegenhed, aflokkede i sin kostelige Naivitet Lothar et Smil. Med et Blik paa Mariane sagde han faderlig: „I Morgen vil jeg selv opsøge denne Mand og forklare ham, at i den By, hvor vi bor, er der ikke Plads til ham.” Alfred og Ottilie blev mere og mere forlegne.
„Saa . . . saa”, begyndte Alfred; men han kunde ikke faa mere frem og sluttede hurtigt: „Saa kan jeg vel gaa hjem nu?”
Professoren rakte ham Haanden.
„Jeg vil gerne bede Dem om noget. Men først i Morgen tidlig - i Morgen tidlig, det er det bedste. Godnat”. Alfred teede sig meget paafaldende, han gik ud uden at sige god Nat, hverken til Mariane eller Ottilie; imidlertid lagde ingen Mærke dertil, i det mindste blev der ingen Bemærkning gjort derover. Ottilie græd igen sagte i sit Lommetørklæde og spurgte, om hun maatte gaa i Seng.
Hun forekom sig selv saa grænseløs forladt trods Forældrenes kærlighedsfulde Godnatkys.
Grædende kaldte hun paa Anna for at hjælpe sig, og hele Tiden, medens Pigen snørede den rosenrøde Kjole op, vedblev hun at hulke.
„Aa, hvor Livet dog er tungt!”
„Men Herre Gud, Frøken, hvad er der i Vejen, hvad fejler De dog?”
„Moder vil nok fortælle dig en stor Nyhed i Aften.”
„Aa”, sagde Anna og knappede Frøkenens Sko op, „jeg kan tænke mig, hvad det er! Naar Hr. Professoren bliver deres Fader, henter han saamænd gerne baade Sol og Maane ned fra Himlen for at glæde Dem. Han er saa god! Aa, min kære Frue, nu bliver hun nok glad.”
Anna tørrede Taarerne af sine Øjne.
„Jeg græder jo heller ikke derfor!”
„Hvorfor da?”
„Jeg véd det ikke . . . .” og hendes Taarer flød stærkere. Grædende som et Barn faldt Ottilie tilsidst i Søvn, og da Mariane længe efter kom hen til hendes Seng, hørte hun hende endnu hulke i Søvne.
(Fortsættes.)
