Kristendommen og Kvindesagen.
I.
At Kravet om fuld Menneskeret for Kvinden saa vel som for Manden er i god Overensstemmelse med Kristendommen, burde være indlysende. Dette Krav er jo kun en Konsekvens af det demokratiske Princip: „Hvad som helst I ville, at Menneskene skulle gøre mod Eder, det gøre og I mod dem.” Den, som selv føler, at Frihed er en af de nødvendigste Betingelser for menneskelig Lykke, kan altsaa ikke som Kristen berøve sin Lige dette kostelige Gode. Ikke desto mindre møder man ret hyppigt den modsatte Anskuelse, der ofte støttes ved en Henvisning til tredje Kapitel af første Mosebog. Men denne Henvisning beror paa en fuldstændig Misforstaaelse. Dette Kapitel indeholder ingen som helst etisk Forskrift; selv om man stiller sig paa det mest slaviske Bogstavstandpunkt, er det umuligt at læse noget saadant ud deraf. Det indeholder - set fra dette Standpunkt - forskellige Forbandelser, som Gud har paalagt Menneskeslægten, men ikke noget Paabud til Menneskene om selv at udføre disse Forbandelser. Der siges f. Eks. til Kvinden: „Med Smerte skal Du føde dine Børn”; men dog falder ingen paa, at en Kvinde, som har en let Nedkomst, derved forser sig mod Guds Bud, og ingen Læge udstødes af Kristenheden, fordi han meddeler Raad om, hvorledes man bedst kan bringe Smerterne ved Barnefødselen ned til det mindst mulige. Bogstavslaven kan altsaa i det højeste i dette Kapitel finde en Spaadom om, at Kvinden altid vil faa en haardere Livslod end Manden; men hvorledes kan han tro, at han vil slippe for Guds Straf,
naar han i Stedet for efter Evne at lette hende denne tungere Lod, gør hende den endnu tungere ved at fratage hende hendes Menneskeret? Og hvorledes kan han tro, at han derved endogsaa opfylder Guds Bud? Lige saa godt kunde man paastaa, at kun de Kvinder opfylder Guds Bud, som ved en radikal Anvendelse af Snørliv tilvejebringer en absolut sikker Garanti for Opfyldelsen af Ordet: „Med Smerte skal Du føde dine Børn.” Ordene: „Han skal herske over Dig” betyder altsaa kun, at Manden altid vil være fysisk stærkere end Kvinden, og som Følge deraf have det i sin Magt at undertrykke hende, hvis han tør tilsidesætte Guds udtrykkelige Paabud om gensidig Kærlighed mellem os Mennesker. Denne Opfattelse fjerner sig ikke det allermindste fra den strængeste Bogstavfortolkning.
II.
At det ofte citerede Kapitel af første Mosebog indeholder en Forklaring af et Naturfænomen, men ikke nogen etisk Forskrift, er og bliver klart, paa hvad Standpunkt man end stiller sig. Men Forskellen mellem Bogstavslaven og det naturlige Menneske viser sig paa et andet Punkt; kun den første anser sig forpligtet til at tro paa denne Forklaring. Bogstavtroen giver sine Tilhængere mange haarde Nødder at knække og har bevirket mere end ét Frafald fra Kristendommen. Det naturlige Menneske derimod gaar til Læsningen af det gamle og ny Testamente uden andre aprioriske Forudsætninger end dem, han medbringer til Læsningen af en hvilken som helst anden Bog. Han føler sig derfor heller ikke tvungen til at antage den foreliggende Forklaring af Menneskets og specielt Kvindens ulykkelige Lod, lige saa lidt som han godkender den ved samme Lejlighed givne Forklaring af, hvorfor Slangen ikke har fire Ben som andre Dyr, men maa krybe paa sin Bug og æde Støv alle sit Livs Dage, og hvorfor Slangers Børn og Menneskers Børn lever i uforsonligt Fjendskab med hinanden. Han behøver heller ikke at ty til den gamle rationalistiske Omtydning, at „Slangen” skulde betyde „Djævelen,” endskønt denne Omtydning har fundet Vej ogsaa til det ny Testamente (Aabenbaringen 12, 9). Han sideordner ganske simpelt denne Mythe med tilsvarende Myther hos andre Nationer. Men til Gengæld lægger han Mærke til, at Kvindens Underdanighed under Manden af denne Mythe opfattes som et unaturligt Forhold, der trænger til Forklaring. Og saa vil han maaské begynde at forstaa, at der ogsaa her er noget, som er „indblæst af Gud,” et Glimt af guddommelig Aabenbaring gennem Menneskeaanden. Og han vil paaskønne dette endnu mere, naar han betænker, at denne Mythe er skabt af Mænd, ikke af Kvinder; det fremgaar nemlig af den Maade, hvorpaa dette unaturlige Forhold forklares. Havde Mythen været skabt af Kvinder, vilde Manden have faaet Skylden for alt ondt.
Man vil sige, at en saadan Opfattelse af det gamle Testamentes Ord ikke er kristelig. Den Paastand maa imidlertid bevises. Ukristeligt kan dog kun det være, der strider mod, hvad Kristus lærte. Selvfølgelig forlangte Kristus Tro. Men paa hvad? Ikke paa det ny Testamente, som endnu ikke eksisterede; ikke paa det gamle Testamente, som han er i stadig Opposition til; ikke paa de tre Trosartikler, som ikke en Gang har fundet Optagelse i det ny Testamente. Han forlangte Tro paa den Lære, han forkyndte. Denne Lære finder vi sammenfattet i hans store Programtale, Bjergprædikenen; men her vil man næppe finde et eneste Dogme. Man vil sige, at en Udskillelse af Dogmerne forvandler Religionen til en blot og bar Sædelære. Men dette er ikke Tilfældet. Religionen bliver ikke identisk med Etiken; den bestaar af Etiken tillige med religiøs Tro paa denne Etik. Denne religiøse Tro vil altid forme sig forskelligt hos de forskellige Mennesker; men ét Træk vil altid være fælles: man kan ikke antage, at Tilværelsen er et tilfældigt Spil af blinde Kræfter eller Værk af en ond Aand. Man maa tro paa den Sætning, som en af Kristendommens første Forkyndere har udtalt, nemlig at „Gud er Kærlighed”. Dette er den eneste Trossætning, man behøver at anerkende for at være Kristen. Den, som tror paa denne Sætning, har man ikke Ret til at udstøde af de Kristnes Samfund, og han bør ikke lade sig skræmme til at opgive det kristne Navn. Han kan møde enhver Beskyldning med det rolige Svar: „Hvo som bliver i Kærlighed, bliver i Gud, og Gud i ham,” og med en Henvisning til det Ord: „Derpaa skulle alle kende, at I ere mine Disciple, om I have indbyrdes Kærlighed.”
III.
Om Forholdet mellem Kvinde og Mand findes i Virkeligheden alt, hvad der er nødvendigt, udtalt i Bjergprædikenen. Her findes bl. a. den bekendte Ytring, hvorved Jesus betegner det som en grov Synd, om nogen skiller sig fra sin Hustru uden for Utroskabs Skyld. Dette Ord bliver i Reglen opfattet aldeles overfladisk, endskønt Jesus lige i det foregaaende saa stærkt har fremhævet, at han ikke vil have sine Ord opfattede overfladisk. Den, der læser Stedet i Sammenhæng, vil med Lethed indse, at Jesus ikke blot har forbudt at skille sig fra sin Hustru, men ogsaa at nære Vrede mod hende eller at gøre hende ukærlige Bebrejdelser uden i et eneste Tilfælde, nemlig Utroskab. Deraf følger med Nødvendighed, at Troskab er Hustruens eneste Pligt mod sin Mand, og vi har altsaa her en positiv Udtalelse om, at Manden ikke har Ret til at forlange Lydighed af sin Hustru. Hun er ham fuldstændig ligeberettiget.
Man vil indvende, at dette er en alt for prosaisk Opfattelse af Ægteskabet. At bygge dette alene paa Troskabspligten synes jo at være en fuldstændig Opgivelse af et af Menneskeslægtens dyrebareste Idealer: Kærligheden mellem Hustru og Mand. Men i Virkeligheden er det ingenlunde en Opgivelse deraf. Tvertimod. Den Mand, der tror, at han én Gang for alle har erhvervet Ret til sin Hustrus Kærlighed, vil let, uden at han selv mærker det, blive ligegyldig mod hende, tilsidesætte Høflighed og frastøde hende ved en altid krævende Fordringsfuldhed. Viser hun ham den allermindste Tilsidesættelse, eller bilder han sig ind, at hun gør det, saa fyldes hans Sind af en nagende Bitterhed, der ikke staar i noget som helst rimeligt Forhold til Anledningen, som maaské var aldeles ubetydelig, en Bitterhed, der kun finder sin Forklaring i, at han tror, det er hendes Pligt, hun svigter. Men den, der véd, at han ikke har nogen saadan Ret, og hun ikke nogen saadan Pligt, vil bestandigt Søge at vise sig værdig til at beholde hendes Kærlighed, vil saa at sige daglig paany bejle til hende og være glad og taknemmelig over at faa Ja. Og idet denne Opførsel gengældes paa tilsvarende Maade fra Hustruens Side, vil den Kærlighedsplante, der kvæles af Kravet om Lydighed, vokse og blomstre skønnere for hvert Aar.
Dette Sted i Bjergprædikenen er et godt Eksempel paa, hvorledes Bogstaven ihjelslaar, men Aanden levendegør. Bogstavfortolkningen glider hen over dette Sted uden at mærke den dybe Betydning og uddrager deraf et ubetinget Forbud mod Skilsmisse, hvorved man fuldstændigt gaar bort fra den Aand, hvori det er udtalt. Ganske vist er det indlysende, at ingen som helst Skilsmisse passer ind i det kristelige Ideal, ikke en Gang Skilsmisse paa Grund af Utroskab, da Utroskaben selv er udelukket. Men lige saa lidt stemmer det med det kristelige Ideal at forbyde en Kvinde, som mishandles legemligt eller aandeligt af sin Mand, at ty til det naturligste og lemfældigste Nødværge, at bryde Forbindelsen med ham.
Det var aabenbart ikke blot i Jesu Levetid, at hans Disciple vare sene til at forstaa. Hans Modstandere har undertiden et skarpere Blik. Saaledes har Strindberg et Sted betegnet Kvindens forbedrede Stilling i den nyere Tid som Resultatet af „kristelig-germansk Dumhed.” Lad os føre denne kristelig-germanske Dumhed fuldstændig igennem.