Virkelighedsbillede.

Der drog en Kvinde fra sit Hjem ud i Verden. Hun var fattig, og hun maatte have Mod; men paa denne sin møjsommelige Vej gennem Verden, i Kampen for selve Tilværelsen, faldt hun blandt Røvere, der fratog hende alt og lod hende ligge halvnøgen Alfarvej som en falden Kvinde. Hun hørte Røverens haanende Latter, da han forlod hende, prisgiven til Skændselen. Hun var slagen og falden, og modløs sank hun sammen. Sanseløs laa hun der ved Alfarvej. Da kom en Præst forbi. Han kom fra Grossererens lune Stue med de polstrede Møbler og de dydsirede Frøkner paa Rad i Dagligstuen, alle lyttende til hans kærlige, salvelsesfulde Ord, der flød som Honning over Læberne. Han saa den faldne Kvinde; og han harmedes. Her havde man atter en af disse Tidens Pestbylder, disse letfærdige Kvinder, der solgte sig selv og deres Ære til enhver. Hvor grufuldt regerede Synden dog ikke i Verden. Han saa ned paa hende og sagde hende et Guds Ord, dømte hende dybere og dybere ned i Lasten, hvis hun ikke gik til Jesus; ja, tilsidst vilde hun havne i Helvedes hede Ild, dersom hun ikke omvendte sig fra sin Vejs Vildfarelse - og saa gik han hjem til sin elskelige, rene, stille Hustru. Men Kvinden havde intet hørt; hun var jo sanseløs. En Haand af Kød og Blod og ej af Ord maatte der til for at hjælpe hende. Da kom en Levit, en Mand, der ogsaa „tjente ved Helligdommen.” Han saa ogsaa den faldne Kvinde - men gik forbi. Han havde set Præsten gaa forbi; hvorfor skulde han saa ikke ogsaa gøre ligesaa. „Den anden har vel en Grund, det har jeg ogsaa. Adjø!” Og det hjalp ikke, at Kvinden stønnede og bad om Hjælp.

Og Kvinden blev liggende paa Alfarvej, prisgiven til andre Røvere, der kom forbi, og endnu fandt noget hos Kvinden at røve. Hun sank dybere og dybere.

Da kom en „Fremmed,” en som ikke hørte til Nationen; en Mand, der var vant til at høre Haansord af alt Folket lige fra de ypperste til den gemeneste Gadedreng - og han gik til hende, og han bøjede sig over hende, og han drog hende op til sig, gav hende Læskedrik og løftede hende op paa sit eget Dyr, medens han selv gik ved Siden af, udskældt og forhaanet og miskendt af den gabende Mængde. Og han førte hende til et godt Sted, hvor hun kunde faa Mad og Drikke og Pleje. Og han stillede hende ingen Betingelser. Kun Værten stillede han Betingelser: „Plej hende vel; jeg betaler.” Og saa drog han bort, uden at forlange hendes Tak.