Sølvkransen til Carnot’s Kiste.

Igaar ringede det paa vor Klokke, og en Herre traadte ind med Kvindebladet i Haanden og bad os i en meget indigneret Tone om at rette vor ukorrekte Meddelelse i forrige Numer af Bladet. Redaktionen havde deri meddelt, at det var Kvinder, der havde faaet Ideen til at sende Sølvkrans til den franske Præsidents Kiste. Vor Gæst vidste og kunde bevise, at det ikke var en Kvinde, men en Mand, der havde faaet Ideen.

Vi blev naturligvis uhyre bestyrtede ved denne Meddelelse og tilstod ganske oprigtigt, at vi følte os dybt skuffede ved, at det ikke var, som vi havde skrevet, ti vi, som véd, at alle store og gode Gerninger her i Landet udføres af Mænd, at de alene er Fædrelandsforsvarere, at det er Mænd, der alene fører vor Udenrigspolitik, at der blandt vore Diplomater kun tælles Mænd, og at det er alene Mænd, vi skylder vor sindrige og ærefulde politiske Taktik, som gør vort Fædreland saa stor Ære, vi havde naturligvis med Glæde grebet denne Meddelelse, som vi havde modtaget af en Mand, at det var en Kvinde, der denne Gang havde faaet en fredsvenlig - lad os sige diplomatisk Tanke for at gavne sit Fædreland.

Vi bad derfor vor ærede Gæst om at meddele os, hvorledes det da var gaaet til med den smukke Tanke. Jo - sagde han - Fru Birkenberg var kommen op til Hr. Skræder Bojesen, og da havde Hr. Bojesen talt om, hvor meget danske Kunstnere og Haandværkere skyldte de Franske, og ment, at der absolut burde gøres noget men hvad? Dertil svarede Fru Birkenberg: Lad os sende en Sølvkrans.

Vi vil nu lade vore Læsere selv bedømme, om det er en Mand eller en Kvinde, der har faaet Idéen til at sende en Sølvkrans.

For imidlertid ikke at fremture i vor utilgivelige Uretfærdighed over for Mændene skal vi meddele, at det ikke var Kvinder, som blev valgt til at rejse med Kransen til Paris, det var ikke Kvinder, som det tillodes at gaa i Følget. Men det var Hr. Skrædermester Bojesen og Hr. Tapetserer Bøjtler, der med stor Opofrelse foretog den besværlige Pariserrejse. I 72 Timer de 4 Dage kørte de i Toget. I Fredags Aftes afrejste de fra København og var Søndag Morgen Kl. 9 i Paris. Kl. 9 var allerede Sørgehøjtideligheden begyndt, saa de to Herrer maatte i største Hast klæde sig om og med stort Besvær skaffe Vogn for i rette Tid at naa Notre Dame Kirken, hvor der gennem den danske Gesandt var sørget for Plads. I Følget fik de to Danske Plads, og Hr. Bojesen bar Kransen, som vakte megen Interesse. Det franske Folk vil ikke glemme de Danskes venlige Tanke, og mangt et fransk Hus, som i de fleste Tilfælde er lukket for Fremmede, vil springe let op for Danske, naar de erindrer Danmarks Deltagelse i Frankrigs Sorg.

Skal vi saa være enige om, at Tanken med at sende en Sølvkrans er lige smuk, enten Ideen er udgaaet fra en Mand eller en Kvinde.