« Tilbage til søgeresultaterne

Forretningsudvalgsmøde 5. januar 1914

« Se emneord

Fortrolig. Udsendt den 8.1.1914
Udskrift af Protokollen for Forretningsudvalget i Dansk Kvindesamfunds Fællesstyrelse.

Den 5. Jan. 1914 holdt F.U. Møde.

Tilstede var: Damerne Berg, Carstensen, Lemche, Olsen og Stampe-Feddersen, samt Hr. Munch-Petersen. Desuden var Æresformanden og Th. Daugaard tilstede.

1. Ny Bogtrykkerkontrakt:
Det vedtages, at man skal antage Christtreus Tilbud, der lyder paa 2,30 Kr. pr. Nummer for 9000 Eksemplarer.
Annoncerne overtager Bladet selv med Christtreus Bogtrykkeri som Indleveringssted og Ekspedition. Efter forudgaaende Forhandling med Hertz’ Annoncebureau skal dette have 40 % af alle de Annoncer, det tegner, men dets Firmanavn skal fjernes af Bladet og andre Bureauer have Adgang til ogsaa at levere Annoncer.

2. Det vedtages, at man skal søge et Protestmøde afholdt om det Forhold, at Manden skal betale Hustruens Skat. I den Anledning skal Damerne: Eli Møller og Ida Mejland-Suhr anmodes om at komme tilstede paa næste Møde, da man ved, at de begge er meget optaget af Sagen.

3. Krigsenkerne:
Noget nærmere om denne Sag vil først foreligge paa næste Møde og ikke, som antaget i sidste Protokol, i dette Møde.

4. Alexandra Gripenberg, Finland, er død. Vi har telegraferet. En Artikel om hende kommer i Bladets No. 1 - 1914. -

5. Nordisk Møde:
Skrivelse til Rigsdagsformændene ang. Mødets Afholdelse i Rigsdagsbygningen oplæses og godkendes. Den skal indleveres inden den 9. af Formanden og Næstformanden. -

6. Præstenøden:
Man vedtager, at Embedsudvalget skal overveje det nyttige i, at man slaar til Lyd for Kvinders Adgang til at blive Præster. Dette Udvalg vil holde Møde en af Dagene.

7. Formandsmødet:
Dagsordenen lægges (se Bilag) og "Rollerne" fordeles som følger: Ungdomssagen (Jonna Stampe-Feddersen), Nordisk Møde (Esther Carstensen), Nationalraadet (Astrid Stampe-Feddersen), Bladet (Gyrithe Lemche), Distriktsordningen (Gyrithe Lemche), Dansk Navneskik (Astrid Stampe-Feddersen), Udvidelse af Adoptionsudvalget (Helene Berg), Benyttelsen af Dansk Kvindesamfunds Navn (Esther Carstensen), Emblemet (Gyrithe Lemche), Krigsenkerne (Esther Carstensen), Straffelovsudkastet (Astrid Stampe-Feddersen), Husfliden (Birgitte Berg-Nielsen). - Mindesmærke for Kvinders Valgret og Biografsagen indledes af Pt. Bertel Jensen. - Mødet begynder i Grundtvigs Hus Kl. 10 Form. Formændene skal have gratis Frokost til billigst mulig Pris. Professor K. Johansen skal tale om "Arvelighed" ved det offentlige Møde. Entré for Ikke-Medlemmer 25 Øre. Form. for Fællesstyrelsen indleder, og Form. for Kbhvns. Kr. afslutter. Efter Mødet afholdes Fællesmaaltid til ca. Kr. 3,00 Kuverten. Her er Formanden for Fællesstyrelsen Vært, Næstformanden Ordstyrer.
Æresformanden skal tale for Formændene og Fru Thora Knudsen for Taleren. Derefter er Ordet frit.
I Forbindelse med de Kursus, der afholdes efter Formandsmødet, skal man søge at arrangere et Fællesbesøg paa Anstalten "Sundholm".
Adgangen til alle 4 Foredrag koster 1 Kr. for alle.

8. Ændringer til Fælleslovene:
Et Forslag, der gaar ud paa at knytte Distrikterne nærmere til Fællesstyrelsen, fremlægges og vedtages. Det udsendes med denne Protokol til udenbys boende Medlemmer og vil blive behandlet paa Fællesstyrelsens Møde den 20. Jan. Og tillige paa Formandsmødet den 21. Jan. Nogen endelig Bestemmelse vil naturligvis ikke blive truffen paa Formandsmødet, men derimod paa Fællesmødet 1914.

9. Udvalgsregler:
Udkast til disse fremlægges, vedtages og udsendes til udenbys boende Medlemmer med denne Protokol. De vil blive fremlagt til endelig Vedtagelse paa Fællesstyrelsens Møde den 20. Januar.

Mødet hævedes Kl. 10.



Fortrolig. Udsendt d. 15/1 1914.
Udskrift af Protokollen for Forretningsudvalget i Dansk Kvindesamfunds Fællesstyrelse.
Rettelse til Protokollen for 5. Januar. -
Punkt 1: Der skal selvfølgelig staa Kr. 230,00 pr. Nummer for 9000 Expl. (ikke Kr. 2.30).