For Husmødre.
Det vil være mange bekendt, at der i lang Tid har hersket stor Misfornøjelse med en Paragraf i Sundhedsvedtægten, som forbyder Slagterierne ude i Landet at sende Indmaden af slagtede Svin til Hovedstaden. Loven holder paa, at kun de hele Sider føres herind, og kun disse undersøges og stemples. Følgen er da, at Indmaden: Lever, Hjerte, Mørbrad og Rygrad bliver ude i Landet paa Andelsslagterierne, sælges eller gives bort, ja undertiden maa bortkastes af Mangel paa Forbrugere, medens samtidigt københavnske Husmødre maa betale Mørbrad og andet smaat Flæsk, Ben og andet med en uforholdsmæssig høj Pris, fordi der kun findes enkelte Svineslagterier her i Byen. Flæsket er derved steget, og den værdifulde Indmad, som for mange smaa Husholdninger i Hovedstaden var til uendelig Nytte, maa opgives.
Der er nu rejst en stærk Bevægelse for (ulæseligt). Mange Mulkter (ulæseligt) faldne paa Næringsdrivende, som trods Sundhedsvedtægten har forhandlet Varer fra Provinsslagterierne, og flere vil der rimeligvis blive, hvis Sagen ikke snart ordnes. Ti der er naturligvis ingen Mening i at lukke Hovedstaden for Varer, som der trænges til, medens Slagterierne lider store Tab ved næsten at skulle give Varerne bort til dem, som Ikke har Brug for dem.
„Aftenbladet” har i disse Dage slaaet et vældigt Slag for Sagen; det har forskrevet slagtede Varer fra et fjernt liggende Slagteri (Hjørring) for at faa konstateret, at det lader sig prægtigt gøre at sende Varerne i god og sund Stand til København, selv fra de fjernest liggende Egne. „Aftenbladet” havde indbudt kompetente Folk til Dommere i Sagen og arbejder nu videre for denne nyttige Sag, der for Slagterierne repræsenterer Millioner og for københavnske Husmødre adskillige Øre om Ugen i Husholdningspenge.
Forhaabentlig vil vore Borgerrepræsentanter sørge for at løse Spørgsmaalet i en nær Fremtid, da hele Sagen blot drejer sig om at kontrollere de slagtede Dyrs Sundhed, da Undersøgelsen og Stemplingen foregaar forinden Varerne afsendes fra Slagterierne, og at der tillige finder et Tilsyn Sted her efter Modtagelsen.
Men københavnske Husmødre bør sætte sig ind i Sagen, da det for dem har en stor Betydning. Selvfølgeligt er det ikke vor Mening at berøve de provinsielle Husholdninger for billigt Indkøb; men da det er en Kendsgerning, at Slagterierne sidder inde med langt flere Varer, end Provinsbeboerne kan købe, er det naturligvis et økonomisk Tab for hele Landet, om Varerne skal spildes. For at forhindre det, ønsker vi dem sendt til København.