Sygebesøg og Sygepleje.
(Fortsat.)
Man beholde altid Tvivlen for sig og bevare lige over for den Syge Skinnet af Sikkerhed. Folk, som ikke kan beholde deres Tanker for sig selv, men stadigt skal tænke højt, og som udtaler deres Betænkeligheder for og imod, passer ikke til Sygeplejere.
Ubeslutsomhed er for alle Syge en Gru. Naar deres Omgivelser er ubeslutsomme, saa samler de heller med Møje og Anstrængelse deres egne Tanker for at komme til en Afgørelse.
Naar man træder ind i eller forlader Sygeværelset, er en bestemt, rask og dog ikke overraskende eller urolig Optræden at anbefale. Aldrig skal man lade den Syge vente længe paa noget, som man skal hente, eller blive længe borte fra ham. Men beflitte sig paa Korthed og Bestemthed i alle Dele, men undgaa Hast eller Ilsomhed. Vistnok kan kun den, der forstaar at beherske sig selv, finde den rette Middelvej mellem Langsomhed og Hast.
Hvad Forelæsning i Sygeværelset angaar, saa er min Erfaring den, at saa længe den Syge ikke selv taaler at læse, taaler han leller ikke, at der bliver læst for ham.
Er det nødvendigt, at noget læses for den Syge, saa ske det langsomt. Thi man tager Fejl, naar man tror, at jo før man kan komme til Ende dermed des bedre. Den hurtige, aandeløse Læsen er meget mere angribende. En sand Pine bereder Forelæseren den Syge, hvis han læser tankeløst, springer over eller nu og da læser sagte for sig selv.
Kun erfarne Plejersker eller Mennesker, som selv har gennemgaaet Sygesengens Erfaring, kan fatte de Lidelser, som det er for en Sygs Sind og Nerver, Dag efter Dag at have for Øje de samme fire Vægge, det samme Tag, de samme Omgivelser. Aldrig skal jeg glemme den glædelige Oplivelse, som jeg har set hos Syge, naar man bragte dem en Blomsterbuket. Ogsaa fra min egen Sygdomstid husker jeg, hvorledes jeg havde Følelse af, at min Helbredelse skred fremad, da man bragte mig en Bundt friske Markblomster.
For den Syge selv er det en lige saa smertelig som ubegribelig Iagttagelse, at de triste Betragtninger altid trænger sig frem, og at han har saa vanskeligt for at blive dem kvit.
Han søger at stryge dem af sig, men de melder sig altid paany, og det er ham derfor til stor Trøst og Opmuntring, naar nogen ude fra i denne Henseende kommer ham til Hjælp.
Med den blotte Omsorg for passende Mad og Drikke er altsaa ikke alt gjort. Man maa ogsaa sørge for den Syges Nerveliv derved, at man skaffer ham en behagelig Udsigt, forskellige Blomster og andet smukt. Allerede Lyset gør i og for sig meget. I alt Fald forekommer det mig, at den hos Syge saa almindelige Længsel efter Dagens Frembrud maa tyde paa en Længsel efter Lyset, hvorved Synet af en Række Genstande opliver det syge og trætte Sind.
(Fortsættes.)