Sygebesøg og Sygepleje.

(Sluttet.) .

Saa skal vi ogsaa erindre, at enhver af os har vænnet os til en vis Maade, hvorpaa vi stiller os. Saaledes vasker ti os, saaledes kæmmer vi os, saaledes vil vi have vor Seng redet. Det er altsammen Smaating og Ting, hvorom vi kan sige, at der ligger ingen Vægt paa dem. De kan for en anden endog syne urimelige, naragtige. Men alligevel, det føles dog som pinligt eller ubehageligt at maatte give Slip derpaa, endog for de raske. For den Syge føles det endnu mere pinligt, og man bør rette sig efter hans Vaner saa langt man kan, naar det ikke kan tænkes at være skadeligt paa Grund af Sygdommen.

En Smule Haandarbejde, lidt Skriveri eller Tegning kunde gøre mangen Syg godt, naar han havde Kræfter dertil. Det er til Afveksling bedre end blot Læsning. Det er vel ikke nødvendigt at bemærke, at for meget af disse Beskæftigelser er lige saa skadeligt maaské endog skadeligere end den rene Ørkesløshed.

For de fleste endnu svage Syge er de simpelt hen umuligt at tage fast Næring til sig før Kl. 11 Formiddag, selv om de er kraftesløse paa Grund af den lange Faste. Men vel kan en Ske Kødsuppe, Æggemælk eller anden Suppe hver Time bevare dem for at blive ganske tomme og forberede dem til mere Nydelse af nogen fast Mad. Har Plejersken faaet Ordre til hver tredje Time at give den Syge nogen Slags Suppe eller anden Væske, og denne ikke kan tage imod det paa den Maade, saa forsøg kun med en Spiseske hver Time eller om heller ikke dette gaar ned, med en Theske hvert Kvarter. Svage Syge kan undertiden af ren Nerveslaphed ikke svælge, en Slaphed, som ved andre Fordringer til deres Kræfter bliver end større. Faar de nu ikke deres Næring paa Minutet og til en Tid, da de er ganske fri for andre Beskæftigelser, saa kan det hænde, at de ikke blot for Øjeblikket, men ogsaa for de næste Par Timer ikke er i Stand til at faa noget ned.

En af de sædvanlige Følger af Udhungring er Søvnløshed; sædvanligt sove Patienterne i samme Forhold som de spiser.

At lade Maden blive staaende ved Sengen i det Haab, at Patienten senere skulde faa Lyst til den, er aldeles at ødelægge hans Madlyst. Til rette Tid skal Maden bæres ind og atter bæres ud, selv om intet deraf er nydt; men man skal aldrig give Tilladelse til, at han altid skal have noget staaende. Han bliver ked af det og væmmes ved at have Maden staaende stadigt for sig.

Den Syge bliver desto lettere færdig med sin Mad, jo mindre man forstyrrer ham. Plejersken skal lade ham spise i Ro og ikke samtidigt snakke. Man skal aldrig gyde noget paa Skaalen, men denne maa altid være ren og tør. Man tror ikke, hvor det er ubehageligt for den Syge altid ogsaa at maatte løfte Underkoppen med for at undgå at spilde paa sit Linned og sine Sengklæder.