Emma Nevada.
Vi bringer i Dag Billedet af en Kvinde, som i denne Tid har sat Sindene i Bevægelse her i København ved sin vidunderlig dejlige Sang. Desværre har det kun været et begrænset Antal, der har kunnet faa Lejlighed til at høre hende, skønt hun har givet 4 Koncerter i Tivoli for fuldt Hus. Begrænset i Forhold til den store Folkemasse, som kunde ønske at høre hende og hos hvem der dog altid findes Sangbund, selv om de ikke har modtaget kunstnerisk Uddannelse; og virkelige Kunstnere, hos hvem Kunsten er blevet til Natur, besidder altid Evnen til at tiltale selv de mest primitive Naturer.
Fru Nevada er en saadan; hendes forunderlig fine og fuldkomne Uddannelse af Sangstemmen har ikke fjernet hende fra Folket, men drager det ved sin sympatetiske Person og sin henrivende Sang ind i den musikalske Trylleverden, hvor man føler, at alle Mure falder, og hvor Kunsten viser sig at være den største internationale Magt.
Det er dog ikke blot det medfødte Geni, der føles i hendes Sangkunst, men det er Frugterne af aarelange Studier og en Jernviljes knusende Energi, der har gjort Menneskestemmen til dette Vidunderinstrument af Fuglekvidder og Perler i Guldskaaler, der som søde Harmonier bringer Sindet ind i en lysere og renere Verden.
Mange Mennesker har den Tanke, at hvor der er Genialitet, behøves intet Arbejde, der kommer Kunsten af sig selv. Dette er en ren Misforstaaelse, thi Hemmeligheden ved de Genier, der naar frem, er netop den, at de har kunnet Arbejde. Har en begavet Person ikke det opofrende Sind over for Kunsten, den idelige Troskab i Arbejdet og Øvelsen, saa kan det nok blive Mennesker, der forstaar og glæder sig ved Kunsten, men de kommer ikke til at drage andre op til et højere Standpunkt; det naar kun de virkelige Genier - Arbejderne i Kunstens Verden. Det er betegnende, at det meget ofte er Kvinder, der har naaet den højeste Fuldkommenhed i Sang, ti der er næppe nogen Kunst, der kræver en saa udelt og trofast Dyrkelse, som netop Sangen. Der skal saa at sige hver Time paa Dagen tages Hensyn til en Sangstemme. Der maa spises efter Stemmen, der maa drikkes efter, hvad Stemmen taaler; Klædedragten, Luften, Søvn, Hvile, alt maa der tages Hensyn til, naar dette sensible Instrument skal uddannes og bevare sin Skønhed. Fru Nevada har kunnet leve efter sin medfødte Naturbegavelse og er blevet tro - derfor kan hun rejse Verden om og glæde Mennesker.
Allerede som 3-Aars lille Pige optraadte hun første Gang ved en Koncert og fortryllede sine Tilhørere. Faderen, Dr. Wixsom, der var Læge i Alfra i Kalifornien, forstod straks, at denne dejlige Stemme krævede en egen Uddannelse, men tog ogsaa Hensyn til at uddanne den lille Pige, saa hun blev en Kvinde, der bevarede sig selv som Menneske. Efter sin Skoletid blev hun sendt til Evropa for at modtage sin Uddannelse af den bekendte Fru Marchesi, som allerede har uddannet adskillige af vore verdensberømte Sangerinder. I tre Aar modtog hun daglig Sangundervisning foruden Undervisning i Sprog og andre Kundskaber. Begyndte sin første Tourné i England, hvor hun sang paa Majesty Teater. Derpaa i La Scala i Milano.
For 8 Aar siden blev hun gift med en engelsk Læge, Dr. Palmer, der stadigt ledsager sin henrivende, lille Frue paa hendes Tournéer, der indbringer baade Guld Hæder. For hendes 7-Aars Datter følger en fransk Gouvernante, som tager sig af den lille Piges Opdragelse.
Fru Nevada er en nydelig Kvindeskikkelse, indtagende og ligefrem i Samtale. Hun boede i Dagmarhotellet i de Dage, hun var i København, og fandt sig meget tiltalt af de Danske, som hun første Gang gæstede, men rimeligvis ikke sidste Gang; thi endskønt Udlandet og Syden er langt mere larmende i deres Bifald, saa følte hun dog, at i det Bifald, Københavnerne viste hende, var der en Sympati og en Forstaaelse, der rørte hende dybt. Ved hendes 4de Koncert havde Kronprinsen og Kronprinsessen med Følge givet Møde, og der var ingen Ende paa Fremkaldelser.
Fru Nevada har sit Hjem i Paris, hvor hun hviler efter sine Rejser, og hendes Bekendtskabskreds og Venskabskreds omfatter Verdens største Komponister og Kunstnere, der stadigt viser hende den største Hyldest og Beundring. I København sang hun blandt andet Rossinis Barberen, Skyggearien af Dinorah og en russisk Folkevise, der maaske gjorde størst Lykke. Da hun i Rusland sang denne, kom Russerne ganske ud af sig selv, og der fortælles ret morsomt herom.
Studenterne i Kiew, som er meget uciviliserede i deres Optræden, havde fyldt Huset. Nu har Studenterne den Skik, at de efter et Numer, der gør særlig Lykke, kaster en Studenterhue op paa Scenen. Sangerinden kysser Huen og kaster den ned igen, hvorpaa Studenterne slaas om den og tidt under Tumulten knækker Arme og Ben. Da Fru Nevada havde sluttet, skete det nu, at Studenterne i deres Begejstring kastede 3-400 Huer op paa Scenen, og da Fruen ikke mente at kunne kysse dem alle, hvad Studenterne højrøstet forlangte, maatte Tæppet gaa ned.
Folkevisen var det sidste Numer paa Programmet, og Studenterne stormede derfor straks op bag Scenen og greb ikke blot deres Huer, men ogsaa Sangerinden, som de bar i Guldstol til Hotellet i 30 Graders Kulde. Efter denne Sukces, der forskaffede Sangerinden en haardnakket Forkølelse, forbød Politiet Studenterne at tage deres Huer med ind i Teatret, og Forbudet var ledsaget af en Politivagt, der var anbragt i Orkestret og formodenlig havde sine Knutter i Beredskab.
Københavnerne har ikke baaret Fru Nevada i Guldstol, men de glemmer sent hendes første Besøg her i Hovedstaden.
I Torsdags gav Fru Nevada en ekstra Koncert i Tivoli, hvor hun blandt andet sang Cavatine af Operaen La Traviata.
Efter Forlydende vil Fru Nevada tage Ophold nogle Dage paa Skodsborg og nyde den danske Natur, med sin skønne Udsigt over Øresund, og senere igen give en Folkekoncert i Tivoli.
