Vor Ungdom.

(Sluttet.)

Paa denne Maade tilbringer Almueskolebørn deres Ferie. Den er aandelig og legemlig en sundere og sandere Forfriskning end den, der bliver de saakaldte „bedre stillede” Børn til Del.

De af os ældre, der i deres Barndom har levet et rigtigt, ægte Landliv i Ferierne, tænker tilbage paa dem med en egen Erindringens stille Fryd. Naar Sommerferien kom, at blive hentet af „Bedstefaders” Vogn. Lars sad paa Bukken, og de kendte brune trak det svære, glade Læs. Nu saa man Kirketaarnet - nu drejede man om forbi Vandingen nu langs Kirkegaardsmuren, hvor de hvide Roser hang ned over Kanten og blandede sig med de graagrønne, spidse Blade paa de stævnede Piletræer udenfor - nu var man ved den store, røde Port. Hurra! Hurra! Der svingedes med Huerne.

Det var selve Kanaan, man kom til! Flød der ikke med Mælk, og om der ikke var Honning, laa var der noget meget bedre: Kirsebær, Hindbær, Stikkelsbær, baade glatte og laadne, baade røde og gule.

Og den store Have, lidt af en Lund med sine tætløvede Birke og bredbladede Kastanje-Træer. Der kunde man drive uænset om, hvis ens Hu stod til det - der kunde man i det lukkede Lysthus sidde uforstyrret med „Tusend og en Nat”, og høre paa de tre enøjede Kalenderes Fortællinger. Der i det dæmpede Skær fra de smaa Ruder, mens Sommerdagens hede Pust strøg ind ad Døren og bragte Bud fra det potenserede Liv udenfor - Hyldens bedøvende Aande, de metalglinsende Insekters Kravlen og Summen, hele den grønnende, blomstrende Fylde - der lod man sig glide ind i Eventyrets Verden - der troede man det utrolige - der levede man det umulige.

Eller man laa i Timevis og drømte ude ved Tørvemosen, hvor den høje, røde Kattehale svajede frem og tilbage i Sommervinden, og den gule Iris stak sine skarpe, sværdlignende Blade op af det mørke Mosevand, tæt ved den brune Tørvemuld. Nu buldrer den tomme Høstvogn forbi ud til 6te Mark. Op og af Sted: „vent paa mig, Lars!” og saa rumlende, bumlende hen over de ujævne Tuer. Tilbage paa Læsset liggende udstrakt, trykket dybt ned mellem Hvedeaksene, hvis Straa kildrer en i Næsen og stikker en i de bare Arme, med Hatten ned over Øjnene - at føle Vind og Sol om sig - med hele sit Legeme, med hele sin Sjæl at svælge i Sommer.

Og hvor der var med Venner af alle Stænder! Fra Avlskarlen, „Storviziren”, som den gamle Provst kaldte ham, lige ned til Hans, det langørede, taalmodige, lille, graa Æsel, der bar de fulde Mælkebøtter hjem paa sin Ryg og begærligt gumlede de Gulerodstoppe, man stak til det, naar det standsede udenfor Mælkestuen for at faa sin Byrde læsset af.

Der var den fregnede, hvidhaarede Jens Peter, med de blaarøde Øren, han en Gang havde haft Frost i. Han, der klattrede som en Kat og kunde bringe halvmodne Sommerpærer ned fra Træets højeste Grene. Der var Maren Bryggerspige, som, naar Rugbrødet var i Ovnen, bagte disse delikate smaa Brød, lutter hed Skorpe, som man knasende satte Tænderne i straks. Venner - Venner overalt. Der i Ferien lagdes Grund til en sund Sympati for Smaakaarsfolk, dem man i Byerne, hvor man anderledes tager dem fra oven af, ikke lærer. En Sympati, hvoraf der senere kan vokse saa meget heldbringende for Samfundet.

Børn har Sans for jævne Folk. De slutter sig let til dem. Maaské fordi de jævne Folk staar deres eget, det barnlige Standpunkt nærmere end de mere aandelig udviklede. De ræsonnere simpelt, let fatteligt. Og de bliver lige saa lidt kede af at gentage, som Barnet bliver ked af at høre det tidligere fortalte.

Der er i Landlivet endnu et for Børnene heldigt Moment, jeg maa nævne: Kendskabet til legemligt Arbejde, det, hvis Frugter de er vant til at nyde, uden at skænke det en Tanke.

Fra Kupé-Vinduet ser de den gulnede Sæd, hvis bøjede, tunge Aks sover i den vindstille Middagshede - den hvidligrøde Boghvedemark, omsummet af Bier, de lade, gumlende Køer paa Engen - det staar jo alt og lever, trives af sig selv i rig Fylde. Lad dem faa Øje for, at der bag denne Fylde ligger et ihærdigt Arbejde, som udføres af en Stand, de i deres Københavneri, deres Dannelses-Hovmod, ser ned paa. Lad dem faa det rette Indtryk af den kærlige Omsorg for alt levende, Planter og Dyr, hvoraf dets Held betinges. Lad dem for en Tid dele Arbejdet om end halvt i Leg - og smage dets nøjsomme Løn - Hvilen.

Hvad Barnet har set og følt, svinder ikke uden at sætte Spor. Indtrykkene bliver, naar de har været af Værd og Betydning, ikke forjagede. De stuves ned i det rummelige Forraadskammer, hvorfra de senere kan tages frem friske og ansporede. Lad os da gøre, hvad vi kan, for at dette Forraadskammer maa blive fyldt paa rette Maade. Ikke alene med abstrakt Viden - Ideer - Theorier; disse Ideer, disse Theorier maa have et Legeme: den sunde, virksomme Kærlighed til Jorden og til Menneskene.

Som Sagnets Kæmpe styrkedes, hver Gang han berørte sin Moder Gæa - den hellige Jord, saadan styrkes ogsaa Barnet ved et fortroligt Samliv med denne Moder. Giv det Lejlighed dertil! Følg det ud i Naturen, ikke alene i den skønne, stemningsrige, men i den brede, jævne, hvor Menneskene lever i nær Forstaaelse med den - i en velgørende Naturlighed.

En og anden vil maaské svare mig: „Ja, det kan være meget godt - der er noget i det. Men hvordan i al Verden skal vi Forældre kunne skaffe gæstfri Præstegaarde og rare gamle Bedsteforældre - de er ikke saadan at stampe frem.”

Husk saa paa Bondegaarden! Den har i Almindelighed en „Storstue” og bag den et Par Kamre staaende ledige. Lidt mere Plads kan maaské skaffes. Har man en Pige med, faar hun Lov til at benytte Køkkenet, og meget af, hvad man der skal bruge, faar man paa Gaarden. Det er en billig og sund Maade at holde Sommerferie paa.

Enhver, der er i Stand dertil, unde sine Børn til Tider at leve et sundt Landliv.