Kvindesagen og Sproget.

Da „Hvad vi vil” har begyndt at bevæge sig paa det sproglige Omraade, kunde jeg have Lyst til at give mit Besyv med. Det er vistnok rigtigt, at Dansk - vel at mærke Skriftsproget - kun gør ringe Forskel paa Kønnene; og i de Tilfælde, hvor det gør det ved Hjælp af Endelsen -inde, er Sprogbrugen indført fra Tysk. Engelsk gør dog endnu sjældnere end Dansk denne Forskel og kender slet ikke til Endelsen -inde; Ord som Ven, Lærer, Tjener og mange andre bruges om Mænd og Kvinder i Flæng. Vel haves den fra Fransk indførte Endelse -ess (som vi ogsaa bruger i Prinsesse, Komtesse); men i daglig Tale høres den aldrig. For saa vidt er Mænd og Kvinder altsaa ogsaa i dette Stykke hinanden mere ligestillede i England end i Danmark. Om det imidlertid i denne Henseende er en Mangel ved det danske Sprog, at det har de to Ord han og hun i Stedet for ét Fælleskønsord, kan der dog være to Meninger om. Saa vist som det er ganske praktisk, at vi har forskellige Udtryk for højre og venstre, der dog er fuldkomment ens dannede, saa maa det dog være lige saa praktisk at have forskellige Benævnelser paa Mand og Kvinde, der dog ikke er saa lidt forskelligt skabte. Nej, K. og H. gaar virkelig for vidt, naar de anser det for en Lyde ved Sproget, at det i det hele gør Forskel paa Kønnene; nej, det for Kvinden nedværdigende er, at det oprindelige, naturlige Udtryk altid kun knyttes til, hvad der hører Manden til, og at kun deraf afledte Ord anvendes paa, hvad der hører Kvinden til, som Lærerinde, Husholderske af Lærer, Husholder. Men man skal vel lægge Mærke til, at de gamle nordiske Sprog, og Norsk, Svensk og især Bornholmsk endnu gør lige det omvendte, idet Ordenes Stamme udgør Hunkønsformerne, mens Hankønsformerne dannes ved at føje til disse, eller, hvis Endemedlyden er n, ved at give dette n en kunstigere, mere indviklet Udtale. „En syg Kone” hedder paa Oldnordisk „sjuk Kona”; men „en syg Mand” hedder „sjukr madr”. „Hun er tørstig” hedder paa Bornholmsk „hon e tåstn”; men „han er tørstig” hedder „hajng e tåstner”. Jeg kender intet Maal, der i den Grad gennemfører denne Forskel i saa vidt muligt alle Forhold og i alle Ordklasser som Bornholmsk. Naar en Mand saadan vil sige: „Jeg er kommen syg hertil”, siger han: „Ja e kommijng sjogr hertee”; men en Kvinde vil lige saa nøjagtigt sige: „Ja e kommen sjog hertee”.

Ganske vist anføres i alle Ordbøger og Grammatiker Hankønsformerne som de egenlige Grundformer, skønt de er de mest indviklede; men det faar staa ikke paa Sprogets men paa de Herrer Sprogmænds egen Regning, der sikkert kun har vænnet sig til at anføre Ordene i Hankøn, fordi de er Hankønsformerne, mens den sunde Sans dog siger os, at Formerne uden r og med simpelt n er Rodformerne, dem, Sproget selv lægger til Grund. Jeg synes saadan kun Kvinderne kan have Grund til at glæde sig over vore nordiske Sprogs Udtryk for Kønsforskellighederne. Og jeg har længe tænkt paa, at kommer jeg nogen Sinde til at udgive sproglige Arbejder, vil jeg bryde med gammel Overlevering og anføre ethvert Ord i sin Hunkønsform, ikke just af den nordiske Ridderlighedsfølelse, som giver sig Udtryk i vor Grammatik, men fordi jeg synes, det er mest overensstemmende med sund Sans. Det er dog taabeligt at sige, at Ordet syg hedder paa Oldnordisk sjukr, naar det lige saa vel hedder sjuk, nemlig i Hunkøn. Hvorfor gøre Forskellen mellem de gamle og de ny Sprog større, end den egenlig er?