« Tilbage til søgeresultaterne

Forretningsudvalgsmøde 25. november 1916

« Se emneord

Afskrift af Protokollen for Forretningsudvalget i Dansk Kvindesamfunds Fællesstyrelse. Der afholdtes Møde i F.U. i D.K.s Fællesstyrelse Lørdag den 25. November Kl. 9 ½ paa D.K.s Hovedkontor. Tilstede var Damerne: Arenholt, Blöndal, Carstensen, Hessel, Illum, Lemche, Møller og Stampe-Feddersen. Desuden var B. Berg-Nielsen tilstede under Behandlingen af Dagsordenens første 2 Punkter. Endelig var Th. Daugaard tilstede. Dagsorden. 1. Husholdningsfakultetet. 2. Husmødreforeningen. (Under disse 2 Punkter vil B. Berg-Nielsen være tilstede.) 3. Nordisk Samarbejde. 4. Arbejdsanvisningskontoret. 5. Børneudvalget. 6. Formandsmødet. 7. De praktiske Kursus. 8. Kvindeseminarierne. 9. En anden Mødedag for F.U. Frokost bedes medbragt. Kl. 1 ½ kommer Docent Warming tilstede til en Forhandling om Husmødreforeningen.- ad. 1. Berg-Nielsen giver en historisk Fremstilling af Arbejdet for denne Sag indenfor D.K., hvor Spørgsmaalet rejstes første Gang paa et Møde i Odder 1898. Efter en længere Forhandling vedtages det at nedsætte et Udvalg, som skal tage Sagen under Overvejelse og aflægge Rapport til F.U. Udvalget kom til at bestaa af Damerne Blöndal, Illum og Lemche, der straks supplerede sig med Berg-Nielsen. ad. 2. Docent Warming er tilsagt til Møde Kl. l ½. F.U. vedtager, at man vil foreslaa Warming at tiltræde et Udvalg, som D.K. vil nedsætte for at undersøge, hvorledes D.K. kan tage Warmings Ide op og føre den ud i Livet. Man vil gøre dette Samarbejde med ham under den Betingelse, at han foreløbig opgiver Dannelsen af en Husmødreforening. Endvidere skal man gøre ham bekendt med. at D.K. ved at arbejde for Oprettelsen, af et Husholdningsfakultet har taget Sagens videnskabelige Side op. Under denne Forhandling nævner man Muligheden af at knytte en Husholdningsrubrik til ”Kv. og Samf”. Ligeledes paapeges det, at det maaske vilde være ønskeligt, om man kunde faa oprettet praktiske Kursus for Kvinder paa "Teknologisk Institut", (ang. Brændselsværdier o.s.v.) og paa "Købmandsskolen” (ang. Varekendskab).- ad. 3. Astrid Stampe-Feddersen giver en kort Beretning af det nordiske Møde i Stockholm (se ”Kv. og Samf” for 30. November 1916 ). Lovene for Samorganisationen skal trykkes og udsendes til Fællesstyrelsen og Kredsene. Sagen skal frem til endelig Godkendelse paa Formandsmødet 1917. ad. 4. Udvalget ang. dette Spørgsmaal henstiller, at Sagen hviler til umiddelbart efter det nye Borgerrepræsentantvalg i Marts 1917. D.K. skal da indgaa med et Andragende om at faa Tilsynsraadet udvidet med nogle kvindelige Medlemmer eller ogsaa faa nogle af det nuværende Antal besat med kvindelige Kræfter. J. Arenholt og K. Hessel har begge omtalt Forholdene under Budgetdebatten i November i Borgerrepræsentationen. ad. 5. I Børneudvalget har L. Wright d. 31. Oktober rejst det Spørgsmaal, at D.K. maatte gøre noget for at faa Københavns Kommune til at oprette flere Plejehjem for betalende Plejebørn. Der er paa dette Omraade Nødstilstand tilstede i København. L. Wright har fremlagt et med faktiske Oplysninger underbygget Udkast til Andragende i Børneudvalget.- Da Sagen er lokal har Børneudvalget ved Københavns-Kredsens Formand, som er Medlem af Udv., oversendt Udkastet til Københavns-Kredsen med Anmodning om at tage Sagen op og eventuelt samarbejde med L. Wright som Medlem af Børneudv. og som den, der har gjort en Del Forhaandsundersøgelser. - Københavns-Kredsen har med Brev af 6. November sendt L. Wrights Udkast tilbage og meddelt Formanden i F.U, at den ikke ønsker at tage Sagen op paa det Punkt, den befinder sig.- Den vil snarere indgive et Andragende om, at Kommunen opretter flere Plejehjem for de Børn, som Kommunen betaler for. Den tilføjer, at hvis D.K.N., som Louise Wright repræsenterer i Børneudv., ønsker det, vil et Andragende jo kunne indsendes af denne Forening. - Formanden i F.U. har overfor Københavns-Kredsen fremholdt, hvor vigtigt det er, ogsaa af historiske Grunde, at det bliver D.K., som har Sagen i sin Haand, og hun har henstillet til K.-Kr., til hvilken hun har sendt L. Wrights Udkast tilbage, at søge at samarbejde de to Ideer. Esther Carstensen udtaler som Københavns-Kredsens Formand, at hun vil forsøge dette. Hun vil omsende et saadant Udkast til sine Styrelsesmedlemmer, og vil, hvis de afslaar at tage Sagen op, gøre det Synspunkt gældende, at Fællesstyrelsen da ikke er afskaaret fra at handle, selv om Sagen er lokal. Marie Illum udtaler i Modsætning til G. Lemche, at Københavns-Kredsen ikke kan siges at være repræsenteret i Børneudv., fordi K.-Kr.s Formand sidder i dette, idet Fællesstyrelsen og ikke Kredsen har valgt hende,- Esther Carstensen udtaler, at det er en Formfejl, at Børneudv. har sendt Københavns-Kredsen L. Wrights Udkast; man skulde blot have henstillet til K.-Kr. at tage Sagen op.- Gyrithe Lemche mener, at det Forhold, at Københavns-Kredsen har to af sine Styrelsesmedlemmer i Fællesstyrelsen dog snarere burde betyde en Lettelse i Samarbejdet i Stedet for forøget Arbejde med nye Formaliteter.- L. Wrights Udkast oversendtes med den udtrykkelige Bemærkning, at det naturligvis kunde forandres efter Kredsens Ønske. ad. 6. Det vedtages paa Forslag af A. Stampe-Feddersen, at man paa Formandsmødet skal forhandle om mulig Nedsættelse i Tillidsmændenes Antal paa Fællesmødet, da dette efterhaanden vokser saa voldsomt, at kun de store Byer kan tage det. Paa sammes Forslag vedtages det ogsaa at søge at faa Christiansborg Slot fremvist for de Formænd, der kommer til Januarmødet 1917. ad. 7. Fra Aabybro-Kredsen foreligger der Ansøgning om at faa et temmelig stort Statstilskud (ca. 85 Kr. til et 6 Ugers Sykursus med 25 Elever. - Under Henvisning til de fordyrede Forhold med Lokale, Brændsel og Lærerindens Ophold bevilger F.U. dette Tilskud. Man har tilbudt Landboforeningerne Smaaskriftet "Lidt om Bakterier", men de ønsker ikke at reflektere paa Tilbudet. Siden F.U. gav Hovedkontoret fri Hænder til igen at optage Arbejdet for de praktiske Kursus, er der fra Hovedkontoret udsendt ca. 30 Tilbud om Kursus til forskellige Steder i Landet. Disse Tilbud er ledsaget af vor Historie, andre Agitationsskrifter, Numre af Bladet samt en Opfordring til ogsaa at danne en D.K.s Kreds. Med nogle af disse Emner er man kommen i Forbindelse. Andre har endnu ikke svaret. Men man maa desværre gaa ud fra, at dette Efteraar med Hensyn til Husholdningskursus ligger fuldstændig "brak"; idet der ikke nu inden Jul kan ventes Tilslutning til Husholdningskursus, muligvis der dog bliver et i Frederikssund. Den fastansatte Lærerinde i Husholdning har altsaa gaaet ledig i dette Efteraar og faaet sin Gage Kr. 100.00 en Maaneden uden at udrette noget for disse Penge. – F.U. beklager dette. Th. Daugaard udtaler, at det vilde være trist, om D.K. nu, hvor ’’Husmødreforening" o.l. synes at være af saa stor Interesse, maatte give Afkald paa sit Statstilskud til Oprettelse af Husholdningskursus, fordi der ikke blandt vore Kredse var Stemning for disse. Med Kursus i Sundhedslære gaar det bedre. Ganskevist gik den her fastansatte Lærerinde ledig en Maanedstid i Efteraaret, men er nu godt i Gang i Helen Clay Pedersens Distrikt. Hun har været i Kolding og Omegn, er nu i Esbjerg og skal til Fanø og Gjesten. Lærerinden har solgt for ca. 25 Kr. Smaaskrifter. Hendes Brev er i det hele taget meget opmuntrende. ad. 8. Karen Hessel giver en Fremstilling af de Forhandlinger, der har fundet Sted paa Rigsdagen under Finanslovdebatten. Man vedtager, at man vel i Princippet skal holde paa det, vi engang har andraget om, nemlig særlige Kvinde-Statsseminarier, men dog ikke skal være utilbøjelig til at gaa ind paa en Ordning, der sikrer Kvinder Optagelse paa de allerede eksisterende private Kvinde-Seminarier, naar de blot faar den samme økonomiske Støtte af Staten som Mænd. Seminarieudvalget har ikke kunnet konstituere sig, men K. Hessel vil forhandle skriftlig med de tre udenbysboende Medlemmer. ad. 9. Det vedtages, at F.U.s Mødedag skal være Onsdag Kl. 10. Hvis Dagsordenen er stor, skal Mødet kunne sættes til Kl. 9 ½, der skal herefter holdes strængt over, at Møderne begynder præcis. Kl. 1 ½ kom Docent Warming tilstede og fremlagde sin Plan med "Husmødreforeningen", (hans Smaaskrift herom og hans Brev er henlagt i Arkivet.) Der førtes en længere Forhandling, hvorunder G. Lemche meddelte Warming, at D.K. ikke vil kunne tage Starten af Foreningen i sin Haand, saaledes som Docent Warming ønsker det, men man er villig til at nedsætte det ovenfor omtalte Udvalg. Man er klar over, at der under alle Former, skal bruges Penge, og at D.K. ikke er saaledes økonomisk stillet, at man kan rejse den nødvendige Sum. Docent Warming mener bestemt, at man til Ansættelse af en Konsulent til Husholdningssager, der eventuelt ogsaa kunde redigere en videnskabelig Rubrik i "Kv. og Samf.", kan vente et klækkeligt Statstilskud. Han vil nu overveje D.K.s Forslag om et Udvalg og vil snarest svare herpaa. Hans Plan er ellers først at samle nogle interesserede til et snævrere Møde og derefter paa et større offentligt Møde i Januar at fremlægge Love og Forslag til Bestyrelse og derefter danne en Husmødreforening, som skulde lønne en Konsulent og udgive et Blad. Mødet hævedes Kl. 3 ½. Th. Daugaard, Protokolfører.