« Tilbage til søgeresultaterne

Forretningsudvalgsmøde 21. februar 1917

« Se emneord

Afskrift af Protokollen for Forretningsudvalget i Dansk Kvindesamfunds Fællesstyrelse.

Der afholdtes Møde i F.U. Onsdag d. 21. Februar Kl. 10.

Tilstede var: Arenholt, Blöndal, Hessel, Illum, Lemche og Stampe-Feddersen samt Suppleanten Christine Møller. Desuden var Th. Daugaard tilstede.
Esther Carstensen sendte Afbud.

Dagsorden.
l/ Bør Festen for Fru Bojsen-Møller ikke aflyses?
2/ Man haaber inden Mødet at have hørt fra Regeringen ang. Registreringen.
3/ Fastsættelse af Fællesstyrelsesmødet i April.
4/ ’’Lige Løn". .
5/ "Frit Ordskifte."
6/ Bojsen-Møllers Legat.
7/ Beretning fra Nordisk Møde i November 1916.

ad. l. Det vedtages at søge ordnet en Fest, som, hvis Forholdene kræver det, lettere lader sig aflyse end den oprindelig planlagte. Man bemyndiger Arenholt og Daugaard til at fremskaffe Forslag til
en Fest enten i "Kvindernes Køkken" eller i "Hallen" paa Vesterbrogade til en Pris af højst Kr. 3.00 pro persona. Det vedtages, at Damerne Lemche og Møller i Forening skal søge at udarbejde en Prolog eller gøre Forslag til andre Ting i lignende Retning. Man skal forsøge at illustrere Prologen med Lysbilleder fra Æresgæstens Liv og Virksomhed.

ad. 2. Man har forespurgt mundtlig, om der snart kunde forventes et Svar fra Regeringen. Konsejlspræsidenten og Forsvarsministeren har bedt om Torsdag d. 22. at faa en mundtlig Forhandling med Repræsentanter for Dansk Kvindesamfund. Hertil vælges: Stampe-Feddersen,Lemche og Daugaard.

ad. 3. Det vedtages at stille Dagene d. 13. og 14. eller 20. og 21. April til Afstemning blandt Fællesstyrelsens Medlemmer.

ad. 4. Fra Anna Kruuse, Brejning, foreligger der en Henvendelse ang. en opslaaet ledig Stilling paa Lillemosegaard og Gammelmosehus Plejehjem for aandssvage Mænd og Kvinder.
"Dersom Valget falder paa en Mand, bliver Lønnen 3600 Kr. aarlig, stigende hvert 3. Aar med 300 Kr. til 4800 Kr., samt fri Bolig, Lys, Brændsel, Læge og Medicin og Kørsel indenfor nærmere bestemt Omfang. Falder valget paa en Kvinde, bliver Lønnen 1600 Kr. aarlig, stigende hvert 3. Aar med 300 Kr. til 2800 Kr. samt fuldstændig fri Station, fri Læge og Medicin, Kørsel og Ret til at modtage Gæster indenfor nærmere fastsat Omfang."
Det vedtages, at man skal rette en Forespørgsel til den Kvinde, der sidder i Bestyrelsen for de sjællandske Aandssvageanstalter, (Læge Alvilda Harbou-Hoff) og bede hende om Bestyrelsens nærmere Grunde til at gøre saa stor Forskel paa Lønnen mellem Mand og Kvinde, idet man ikke mener, at den frie Station, som Kvinden faar, kan vurderes til Kr. 2,000.

ad. 5. G. Lemche meddeler, at hun efter nærmere Overvejelse gerne vil tilbageholde den i sidste Protokol omtalte Artikel, som man vedtog at sætte i Bladets først udkommende Nummer.

ad. 6. Aksel Akselsen fra Karise Højskole forespørger om han maa omtale Indsamlingen til Legatet i "Østsjællands Folkeblad". Da Sagen har været omtalt i flere Blade, mener F.U. at kunne svare bekræftende.

ad. 7. Fra Sverige meddeler man, at denne Beretning vil kunne blive trykt, hvis Foreningerne tilsammen kan disponere over 300 Eks. Man vedtager, at D.K. skal bestille 20 Eks. til Kr. 1,40 pr. Stk. Bogladeprisen bliver Kr. 2,00.

Mødet hæves Kl. 12.

Under Punkt 2. Stk. 11 i Protokol af 20. Januar ønsker Ingeborg Tolderlund tilføjet som sit Forslag, der en Gang, naar Spørgsmaalet atter rejses, bedes taget op til Overvejelse: Stemmeretten – 1 Stemme for hver 25 Medlemmer- bør bibeholdes; men ikke Repræsentationsretten. - Kreds paa 25 Medlemmer, eller derunder, har Ret til at afgive 1 Stemme og altsaa sende 1 Repræsentant. Kredse paa 50 Medlemmer faar ogsaa kun Ret til at sende 1 Repræsentant, men denne har da 2 Stemmer.
Kredse paa 75 Medlemmer har Ret til 2 Repræsentanter, som tilsammen har 3 Stemmer (sendes der kun en, har denne naturligvis 3 Stemmer), Kredse paa 100 Medlemmer har ogsaa kun Ret til 2 Repræsentanter med 2 Stemmer hver o.s.fr. for hver følgende 25 en Stemme mere, og for hver følgende 50 en Repræsentant mere.

Th. Daugaard
Protokolfører.