Nogle tidlige arbejdere for Kvindens Frigørelse.
3. Elisa Wigham.
Siden „Foreningen for Kvindens Valgret” i Edingburg blev dannet for mere end 20 Aar siden, har Elisa Wigham været et af dens Æresmedlemmer, og Kvindens Valgret er kun en af de mange Interesser, til hvis Fremme hun har givet sit Liv og sin Tid. Hun har til forskellige Tider beskæftiget sig med Slavernes Frigørelse, Fredssagen, Afholdssagen o. s. v., medens hun samtidigt har overkommet en Mængde Arbejde for „Sparekasser”, „Kaffehuse”, „Møder for Mødre” o.s.v., Arbejde, der kunde have overvældet den stærkestes Kræfter.
Hun er Medlem af „Vennernes Samfund” og bor i en rolig lille Gade i en af Edingburgs Forstæder i det samme Hus, i hvilket hun blev født. Aldrig skal jeg glemme hendes Spisestues Udseende, da jeg for mange Aar siden for første Gang traadte ind i hendes Hus. Bordet var overfyldt med Papirer og Stabler af Sytøj i et elleraåndet velgørende Øjemed; Papir og Klædningsstykker laa hulter til bulter mellem hinanden, medens der med Vanskelighed paa et Hjørne var skaffet Plads til en Kniv og en Gaffel, Hvilket betød, at Miss Wigham skulde spise til Middag. Dette Træk var karakteristisk for hende og viste, hvor liden Plads hun i sit Liv indrømmede sine egne personlige Fornødenheder. Paa den Tid levede hendes gamle Stedmoder endnu, og mellem disse 2 Kvinder var der en rørende Hengivenhed og Sympati. Den gamle Dame havde lige som sin Steddatter været en Begejstret Forkæmper for „Slaveriets Afskaffelse” og andre af Tidens store Spørgsmaal, og hun saa med Glæde disse Kampe udvikles og føres videre.
Hvad Elisa Wigham har gjort for de fattige og nødlidende, véd ingen fuldt ud uden de selv. Man fortæller Historier, der lyder næsten utrolige, om det Antal af tunge Byrder i Form af Levnetsmidler, som hun skal have baaret til fjerne Bydele. Elisa Wighams Liv var at hjælpe og trøste sine Medmennesker.
Det faldt en Gang i min Lod at ledsage hende til en fattig Familie, der boede i en By noget fra Edingburg. Nogle af Medlemmerne af denne Familie havde hun set før, andre havde hun kun hørt om, men hun talte med hver enkelt og interesserede sig for dem alle, havde en lille Gave med til hver især, og den, hun særligt tog sig af og indbød til at besøge sig, var netop den, som syntes at være den ringeste og mindst paaagtede. Jeg var den Dag Miss Wighams Vejviser, og som Illustration til, hvorledes hun bestandigt tænkte paa andre, lagde jeg ogsaa Mærke til, at hun var ivrig for at se enhver Genstand af Interesse i den lille By. Hvorfor? Fordi hun vidste, det vilde glæde hendes Pige, der havde hjemme der. - „Jane vil spørge, om jeg har set det”. - „Jane venter, at jeg skal se det”, sagde hun ofte. Det væsenlige Tiltrækningspunkt ved Stedet er Kysten, hvor der paa et klippefuldt Sted, der rager ud i Vandet, staar Ruinerne af en gammel Borg. Miss Wigham syntes at nyde Stedets vilde Skønhed og ønskede at se det fra alle Udsigtspunkter. I Betragtning af hendes Alder balancerede hun hen over Klippestykker med forbavsende Hurtighed og uden synligt Besvær og lod den, der skulde lede hende, langt bag ved sig. „Giv mig Deres Haand”, sagde hun, idet hun vendte sig til sin udygtige Fører, som, med sin Parasol til Støtte forsigtigt gik fremad, „giv mig Deres Haand, og dersom De falder, skal jeg nok hjælpe Dem op igen”. -
Jeg tror om Miss Wigham, at hun som andre virksomme Filantroper, har naaet og indtaget sit Standpunkt i Kampen for „Kvindens Valgret” væsenligt ved at se i andres Liv Onder, som den nuværende Uretfærdighed har fremkaldt. „Det er ikke for vor Skyld, ikke for vor Skyld, der her er samlede”, mindes jeg at have hørt hende sige ved et Privatmøde, „for os er Snorene faldne paa de liflige Steder”.
For nogle Aar siden blev Miss Wigham stærkt opfordret til at gaa til Amerika som Delegeret ved et Møde angaaende Kvindens Valgret, men da hendes Stedmoder netop den Gang var meget svag, fandt hun det umuligt at rejse saa langt bort fra hende.
Den kvindelige Valgretsbevægelse har frembragt mange Talere, der i den logiske Bevisførelse og i Evnen til at føre en Debat er Elisa Wigham overlegne, men den har næppe frembragt nogen, der i saa høj Grad som hun har forstaaet at vinde Modstandere for sin Sag. Hun er i Besiddelse af en dragende Evne, som faa af dem, der kommer i Berøring med hende, kan modstaa. Det er lige meget, hvad hun siger; det lyder altsammen rigtigt, og hendes Tilhørere er henrykte. Og hvad er det da, kunde en og anden spørge, der giver Elisa Wigham denne underlige Magt? Det er den Kærlighed til hendes Medmennesker og den Sympati med deres Trang, som hendes Hjerte er fyldt med, det er hendes i saa høj Grad uselviske Natur, som overbeviser alle. Disse Egenskaber forenede med en urokkelig Troskab mod Sandheden og en fast Tro paa de store Formaal, for hvilke hun arbejder, giver Elisa Wigham den forunderlige Indflydelse.
Det yndige Ansigt er lidt mere „mærket”, end da jeg første Gang saa det; Ryggen er lidt bøjet af de tunge Byrder, den har baaret for andre, de fysiske Kræfter er i Aftagende, men Aanden er den samme.
I blind Taabelighed har man spottet Kvinder, der bliver gamle, og næsten bebrejdet dem deres Alder; men vi har sikkert alle set igen og igen, at Alderen kan have en forklaret Skønhed, meget større end den, der tilhører Ungdommen. Med Sandhed kan det siges om Elisa Wigham:
„In loves long sacrifice
Her spirit, ever to the sunlight bent,
Has born the perfect blossom of content,
The peace, that ripens from a life well spent”.