« Tilbage til søgeresultaterne

Brev fra Th. Daugaard til Dansk Kvindesamfunds fællesstyrelse

Af: Th Daugaard

« Se emneord

Til de ærede Medlemmer i Dansk Kvindesamfunds Fællesstyrelse.
Paa sit Møde d. 18. Septbr. 1918 vedtog Fællesstyrelsen som Svar paa min Skrivelse af 11. Juli følgende Udtalelse, der oplæstes for mig paa Mødet og som staar tilført Protokollen:
"Idet Fællesstyrelsen modtager den af Forretningsføreren indsendte Opsigelse, udtaler den sin varmeste Tak for Th. Daugaards fortjenstfulde Virksomhed i Dansk Kvindesamfunds Tjeneste. Da Fællesstyrelsen nærer den Opfattelse, at Th. Daugaard er vokset fra sin Plads som Kontorstyrer, udtrykker den Ønsket om at bevare Th. Daugaards udmærkede Evner i anden Virksomhed under Dansk Kvindesamfund.
Fællesstyrelsen vedtog derefter i H.t. Protokollen med 7 Stemmer mod ingen at opfordre mig til at "fungere videre til næste Fællesmøde".
Mit Svar paa dette Spørgsmaal er ikke tilført Protokollen, men som de ærede Medlemmer vil huske, gik det ud paa, at jeg var villig til dette, saafremt mit fremtidige Arbejde maatte tillade mig det.
Jeg lovede endvidere paa Opfordring af den daværende Formand og flere andre Medlemmer at sætte min Efterfølger ind i Arbejdet, hvilket heller ikke er tilført Protokollen.-
I Anledning af ovenstaaende tillader jeg mig herved at bemærke følgende:
1. Naar Fællesstyrelsen udtaler, at den "modtager min indsendte Opsigelse" finder jeg Anledning til - særlig da Indholdet af min Skrivelse af 11. Juli ikke er refereret med et Ord i Protokollen - at fremhæve, at min Opsigelse er fremtvunget af Fællesstyrelsens Flertal, og at jeg paa det daværende Tidspunkt ikke ønskede at fratræde min Stilling.
2. Jeg finder det uheldigt, at Protokollen ikke fremviser en eneste Afstemning om denne Sags Behandling paa nævnte Møde, og jeg tillader mig - som Part i Sagen - at protestere herimod.
3. Jeg tillader mig herved at meddele skriftlig, hvad jeg mundtlig meddelte Forretningsudvalget paa dets Møde den 15. ds., nemlig: at jeg har maattet binde mig saa starkt til andet Arbejde, at jeg
ikke ser mig i Stand til at forblive i min Stilling under D.K. længere end til 1. Januar 1919 senest; muligvis bliver jeg nødt til at træde fra før denne Dato, nemlig hvis mine Forpligtelser overfor
det internationale Fredsarbejde forlanger min Fraværelse for en Tid.
4. Med Hensyn til mit Løfte om at sætte min Eftermand ind i Arbejdet forstod jeg, at man med "Arbejdet" mente den Gerning, jeg har udført som Forretningsfører, men da jeg - navnlig efter den Forhandling om Kontorets Fremtid, der fandt Sted paa Forretningsudvalgets Møde den 15. ds.- forstaar, at man ønsker en Omlægning af Kontorets Arbejde, gaar jeg ud fra, at man ikke længere ønsker min Hjælp i denne Henseende, i hvert Fald ser jeg mig ikke i Stand til at være med til at foretage denne Omlægning, som jeg anser for et Tilbageskridt.- Alle praktiske og tekniske Anvisninger vil den af mig uddannede Kontorassistent være fuldt kvalificeret til at give.-
5. Da Fællesstyrelsens Flertal har besluttet, at den - som den ene Part i Sagen - ikke ønsker "at bringe denne Sags Forløb udenfor Fællesstyrelsens Rammer" og har meddelt dette til dem, der ønskede Oplysning om den, tillader jeg mig i Anledning heraf - som den anden Part i Sagen - at meddele at jeg anser mig for fuldt berettiget til at give alle i Forbindelse med denne Sag staaende Oplysninger til alle, der spørger mig og iøvrigt i den Udstrækning, jeg anser for forsvarlig.-
6. Jeg tillader mig at henstille, at dette Brev tilføres eller vedlægges Protokollen, navnlig under Hensyn til det lidet, der, vedrørende denne Sag, findes i Protokollen.-
Maa jeg i Tilknytning til ovenstaaende tilslut tillade mig at fremsætte følgende mere almindelige Bemærkninger:
Elisa Petersen udtalte paa Mødet d. 26. Jan. 1918, at jeg fralagde Medlemmerne fra Landet Interesse for Arbejdet, naar de ikke var enige med mig og hun brugte Udtryk, der kun kunde forstaas saaledes, at jeg hæmmede Fællesstyrelsens Medlemmer i Arbejdet. Formanden for Københavnskredsen, hvis Styrelse siden 1914 synes at have staaet i vedvarende Opposition overfor Forretningsføreren og Forretningsudvalgets tidligere Formand, G. Lemche, udtalte, umiddelbart
efter Elisa-Petersen, at "vi alle" vidste, at jeg var vanskelig at samarbejde med og hun skildrede Forholdet som noget i Retning af "Terrorisme"!
Det forekommer mig, at jeg overfor disse saa vægtige Anklager ikke alene havde Krav paa men ogsaa Pligt til at faa at vide, hvor mange "Medlemmer fra Landet" og hvormange blandt dem "alle", der delte de fremsatte Anskuelser, som paa min Forespørgsel fastholdtes. - Jeg bad Fællesstyrelsen to Gange om at udtale sig, men Fællesstyrelsen tav og lod mig selv om at drage mine Slutninger!-
Det havde været redeligt handlet, om Fællesstyrelsen den Gang ved et Flertal som Svar paa mine gentagne Spørgsmaal havde sagt mig det, som senere Begivenheder viser, at Fællesstyrelsens Flertal den Gang maa have tænkt.-
Jeg skulde have taget mod Fællesstyrelsers Dom og - uden Skygge af Ret til Protest - ligeledes have taget imod den i Dommen indeholdte Opsigelse, da Fællesstyrelsen selvfølgelig og ubestridt har
Retten til at ansætte og afskedige Forretningsføreren, -- men -- jeg protesterer som Funktionær under D.K. og ikke mindst som menigt Medlem af D.K. mod den Maade paa hvilken Fællesstyrelsens Flertal valgte at fremtvinge en Opsigelse fra en i D.K.s Tjeneste i 10 Aar ansat Arbejder: ved at forholde sig tavs overfor Anklager, der maatte tvinge hende til at træde tilbage. Jeg tror, de ærede Medlemmer af Fællesstyrelsen vil indrømme mig, at en saadan Handlemaade ikke
er Fællesstyrelsen værdig og at jeg heller ikke har gjort mig fortjent til denne Form for Opsigelse fra Fællesstyrelsens Side.-
Fællesstyrelsens Holdning kom mig saameget mere overraskende, som jeg faa Dage i Forvejen fra Fællesstyrelsen havde modtaget "en varm Tak" for mit "udmærkede, værdifulde Arbejde i det forløbne Aar"- ledsaget af 100 Kr. i Dyrtidstillæg.
Jeg gjorde i min Skrivelse af 11. Juli Rede for mine Grunde til ikke brat at forlade Arbejdet straks efter det omtalte Møde i Januar. Da Skrivelsen, som sagt, ikke er refereret i Protokollen, vil jeg gærne her nævne, at man netop ved denne Lejlighed lagde et stort Arbejde paa Kontoret i Anledning af de forestaaende Valg, og jeg opfattede det som min Pligt at blive ved Siden af den daværende Formand i Forretningsudvalget G. Lemche til dette Arbejde og Fællesmødet var overstaaet.
Man har i den senere Tid opholdt sig i saa stærkt ved mit ”heftige Sind", at jeg maa have Lov til i dette afsluttende Indlæg at komme ind paa denne Side af Sagen.-
Jeg indrømmer, som jeg iøvrigt ofte har indrømmet, at jeg ofte i altfor kraftige Udtryk giver min Mening tilkende og særlig kraftige har disse Udtryk været overfor Medlemmer, som jeg mener
har modarbejdet Initiativet paa Kontoret og som jeg samtidig maatte frakende den rette Forstaaelse af - i hvert Fald Indsigt i - Arbejdet. - Jeg har ogsaa reageret kraftigt, naar Medlemmer af
Fællesstyrelsen til den Grad forsømte f. Eks. Udvalgsarbejdet, at Protokoller i flere Maaneder var forsvundne (endnu ved sidste F.U.s Møde var man ikke klar over flere Protokollers Opholdssted)
og Papirer, som blev overdraget Udvalgene til videre Behandling forsvandt og Sagen ikke ført videre. Jeg har heller ikke kunnet tie til, at Udvalg, vi nedsatte, aldrig konstituerede sig og vi
stod hjælpeløse, naar et Spørgsmaal, som sorterede under Udvalget, skulde behandles i en Fart, men enten ikke kunde blive det, eller maatte behandles af Kontoret, som da blev kaldt -"egenmægtigt"-.
Jeg har i det hele taget stærkt kritiseret Udvalgenes Mangel paa Arbejde,- at jeg har haft nogen Ret til dette viser formentlig ogsaa den Kendsgerning, at Udvalgberetningerne paa vort Fællesmøde
iaar indskrænkede sig til - - to (vi har vist ca. 20 Udvalg). Jeg ved ogsaa, at jeg ofte har brugt stærke Udtryk, naar Medlemmer af F.U. (eller Fællesstyrelsen) ikke var til at formaa til at besvare
Spørgsmaal eller expedere Sagerne saa hurtigt, som jeg ansaa det for nødvendigt. Jeg skal blot som Exempel fra den sidste Tid nævne, at Regnskabet over vore praktiske Kursus, som Kontoret sendte
i Cirkulation bl. F.U.s Medlemmer d. 21. Oktbr. 1918 endnu ikke idag, d. 21. Novbr., er kommen tilbage, og at jeg af den Grund ikke har kunnet faa Tallene fra disse Regnskaber for Finansaaret 1917 -18 tilført Protokollen. Jeg har i det hele taget ofte været utaalmodig og indrømmer uforbeholdent, at den "systematiske Modstand" mod det Initiativ, der kom fra G. Lemche og Th. Daugaard, som flere af Fællesstyrelsens Medlemmer har haft Øje paa, efterhaanden har irriteret mig ganske eftertrykkeligt og at jeg ofte har ladet mig forlede til Udtalelser, som jeg har beklaget bagefter. Jeg benytter derfor gerne Lejligheden til atter at bede de Medlemmer af Fællesstyrelsen, der mener at have været berørt af dette Forhold, modtage min Undskyldning.-
Der er jo Medlemmer af Fællesstyrelsen, som vil hævde, at jeg som ’’underordnet" aldeles Ingen Ret havde til at kritisere Fællesstyrelsens Holdning i Arbejdet og flygtig set kan en saadan Opfattelse
vel synes berettiget; nu ved jo imidlertid alle "ældre" Medlemmer af Fællesstyrelsen, at det Arbejde, der Aar efter Aar i stedse stigende Grad blev lagt paa Forretningsføreren, hverken i Art eller
Omfang var et Arbejde, som lægges paa en almindelig "underordnet", og foranlediget heraf har jeg altid betragtet mig ikke alene som den betalte manuelle Kraft men først og fremmest som den, der delvis har Ansvaret for D.K.s Stilling indadtil og udadtil, og jeg har følgelig følt mig beføjet til at forlange Respect for Arbejdet paa de Felter man overdrog mig.- Er der noget skævt i disse Forhold,
bærer de forskellige Styrelser selv Skylden derfor.
Jeg har i min Tjenestetid aldrig anstrængt mig for at blive populær kun for at være ærlig, og naar nu den nuværende Fællesstyrelses Medlemmer – med faa Undtagelser - hver kommer med sin Sten
til den hældende Vogn hver med sit lille Bevis - korrekt eller ukorrekt- paa mit "heftige Sind" vil jeg for Nutids og Fremtids Skyld have Lov til heroverfor at prente den Kendsgerning, at den, der har betydet mest for D.K.s Udvikling og Arbejde i de sidste 8 Aar, den, der i de sidste 5 Aar har arbejdet som Kontorets umiddelbare overordnede, at Gyrithe Lemche i denne Strid stiller sig ved Siden af mig og mit Syn paa Kontorets Opgave. Jeg tænker med Tilfredsstillelse herpaa men ser med Bekymring, at denne"Storm" ogsaa har berøvet D.K. Gyrithe Lemches uerstattelige Arbejdskraft i Fællesstyrelsen og ved Bladet.

Jeg takker de Medlemmer af Fællesstyrelsen - afgaaede og nuværende - som vel har set og paapeget for mig mine iøjnefaldende Mangler og Fejl men som altid har forstaaet, at i selve Sagen og vor Stræben var vi enige, og jeg beder Dem alle, som Repræsentanter for D.K., modtage min Tak for den Udvikling, jeg i disse 10 Aar har faaet gennem D.K.s Arbejde. - Jeg søger nu, da mit Arbejde under D.K. ikke han fortsættes, at udrette et Arbejde i Kvindesagens Tjeneste paa en anden Plads; jeg gaar ind til dette med de bedste Forbilleder for Øje og vil altid føle mig som D.K.s Skyldner.
Med Ærbødighed
Th. Daugaard.
København, d. 21. Novbr. 1918.

For en Ordens Skyld skal jeg kun bemærke, at jeg naturligvis ogsaa anser mig for løst fra min Stilling som Redaktionssekretær 1. Januar 1919 at regne.
Th. D.

« til toppen

Emneord

Teksttype

Forfattere

Initialer

Professioner

Perioder

Regioner