Dansk Fredsforening.
Vælgere!
Militarismen knuger Folkene med sin Byrde af Skatter og Blod. Den overvindes kun ved Fredsbevægelsens Sejr.
Til denne Sejr kan ogsaa vort Fædreland medvirke, ja bør det medvirke af Hensyn til sin egen Selvstændighed. Thi vort Fædrelands Selvstændighed vilde udsættes for overhængende Fare ved vor Deltagelse i en evropæisk Krig. Men denne Fare undgaas lettere derved, at vi forud erklærer vor vedvarende Nevtralitet i alle Tilfælde af Krig mellem andre Magter, end ved en Gentagelse af Regeringens Erklæring i Folketinget den 23. Januar 1885, at Danmark ikke vil opgive sin s. k. "Handlefrihed".
Og tror I ikke, at et nevtraliseret eller fredlyst Danmark snarere tør haabe Genforening med de danske Sønderjyder end et Danmark, som Tyskland mistænker for at ville slutte Forbund med dets Krigsfjender? Et vedvarende nevtralt Danmark er det netop i Tysklands Interesse at styrke og hjælpe, fordi Hævdelsen af dets Nevtralitet medvirker til dets egen Beskyttelse mod Nord. Ikke ad Magtens Vej naar det lille Folk sin Ret overfor det store. Ikke ved Sværd kan vi vente at genknytte til os de Sønderjyder, som "er danske, vil forblive danske, og vil behandles som danske". Det kan vi kun vente ved Anerkendelsen af fri Befolkningers Selvbestemmelsesret. Den Tid nærmer sig, da Retsmidler maa afløse Magtmidler, naar Stridigheder mellem Stater skal afgøres. Krigskunstens grufulde Udvikling vil tvinge alle fornuftige Mennesker til at støtte Fredsbevægelsen. Alle Menneskevenner bør slutte sig til Fredsforeningerne, hvis Løsen er: "Krig mod Krigen!"
Danske Vælgere!
Kræv af enhver Kandidat, at han offenlig, klart og utvetydig gør Rede for sin Stilling til Fredssagen
vort Folks og Menneskehedens Velfærdssag!
Spørg ham, om han vil, at Danmark skal tilkendegive overfor Evropa, at det er vor faste Vilje, under alle mulige krigeriske Forviklinger mellem andre Stater, at bevare vor Nevtralitet!
Spørg ham, om han vil, at Danmark slutter vedvarende Voldgiftstraktater med andre Stater, først og fremmest med de to andre nordiske Riger!
Spørg ham, om han aldrig vil svigte, naar der gives Lejlighed til at øve Tryk paa Regeringen i
Retning af vedvarende Nevtralitet, Voldgift eller andre Midler, hvorved Krigens Farer og Rædsler forebygges eller indskrænkes!
Læg saaledes ogsaa Eders Lod i Vægtskaalen ved det kommende Valg til Gunst for Fredssagen! Ogsaa Danmark bør det gjælde, hvad de hundrede Rigsdagsmænd fra mange Lande den 30te Juni 1889 vedtog i Paris:
"Da Regeringernes Færd mere og mere gaar i Retning af at blive et Udtryk for de Tanker og Følelser, som giver sig til Kjende hos Borgernes store Flertal, er det Vælgerne, som det tilkommer ved deres Valg at lede deres Landes Politik henimod Retfærdighed, Ret og Broderskab mellem Folkene.
" Bestyrelsen for Dansk Fredsforening, Septbr. 1889.
Fredrik Bajer,
Korsgade 56. Kbhvn. N.
Johanne Meyer,
Naboløs 4. Kbhvn. K.
R. P. Rasmussen,
Blegdamsvej 26. Kbhvn. N
J. Svanholm-Nielsen,
Svanfolk ved Bælum.
Poul Svejstrup,
Nygaards Sidevej 5, Kbhvn. Ø.
Alle fredsvenlige Blade bedes optage ovenstaaende.