« Tilbage til søgeresultaterne

Forretningsudvalgsmøde 26. juni 1923

« Se emneord

Afskrift af Protokollen for Forretningsudvalget 1 D.K.s Fællesstyrelse.


Der afholdtes Møde i F.U. Tirsdag d. 26. Juni Kl. 7½.


Tilstede var: K. Hessel,- M. Illum,- A. Westergaard,- Chr. Møller,- K. Nilsson, - samt Redaktøren A. Koch Schiøler.
I Formandens Fraværelse fungerer Næstformanden A. Westergaard som Formand.


Dagsorden:
1) Fællesmødet (herunder en Diskussion om Bladets Trykning)
2) Skolekommissionens Betænkning til Flst.-Medlemmer
3) Eventuelt a) En Opsigelse,- b) Et Kursusunderskud,- c) Agitationsskriftet,- d) Henvendelse ang. ”gift Kvindes Nationalitet" og ang. Folkeregistret.


Udenfor Dagsordenen meddeler K. Hessel, at hun har besørget en Krans fra D.K. til Overretsassessor Andræ’s Baare.- Bifaldes af F.U.


ad 1: A. Westergaard, meddeler at Udvalget ang. Fællesmødet har holdt et afsluttende Møde og drøftet flere Spørgsmaal bl.a. Dirigentemner,- Valgstyrelse,- Indbydelse til Pressen og andre. K. Hessel meddeler i Tilslutning hertil, at hun har dels skrevet til dels talt med forskellige Dirigentemner, af hvilke tre har svaret Ja. Vi regner med at skulle bruge 4 Dirigenter, en 4. Dirigent maa nemt kunne udpeges paa selve Mødet; har bedt Vejle-Kredsen tænke paa en Dirigent. Endvidere meddeler K. Hessel, at hun i H. t. Beslutning paa sidste F.U.-møde, hvor man var betænkelig over, at Friluftsmødet skulde være paa en Lørdag og en Dyrskuedag, straks skrev til Vejle om Muligheden af at ombytte Dagsordenen for Lørdag og Søndag. Vejle-Kredsens Styrelse har - efter at have holdt Møde om Sagen svaret, at Dagsordenen ikke kunde forandres, og at man i Vejle netop haaber paa, at mange Landbokvinder i Anledning af Dyrskuet skal faa Lejlighed til at overvære Friluftsmødet.
A. Westergaard meddeler m. H. t. Valgene, at man til Valgstyrelse har tænkt paa hende og paa Thora Skakke som de to af Fællesstyrelsen udpegede Medlemmer. Spørgsmaalet, om hvorvidt Flst.-Medlemmer kan anbefale Kandidater til Valget paa Fællesmødet, blev henvist til Behandling paa Fællesstyrelsesmødet i Vejle. A.Westergaard meddeler m. H. t. Pressen, at Udvalget har drøftet, om det ikke vilde være klogt at give Pressen Adgang til at overvære vort Møde i saa stor Udstrækning som mulig,
K. Hessel oplæser Koncept til en Indbydelse til Pressen, hvori det til Slut bemærkes, at enkelte Punkter vil blive behandlet for lukkede Døre.-
A. Westergaard bemærker, at Udvalget har gennemgaaet Dagsordenen, paa hvilken der næppe i Aar findes Punkter, som Pressen ikke kan overvære, undtagen Valgene og Beretningen ang. de kommende politiske Valg. Det vil være heldigt at faa Pressen interesseret i at overvære vore Udvalgsberetninger.- A. Westergaard har tænkt sig ogsaa til Oplysning for Tillidsmændene- at faa en Plakat opslaaet i Salen med de forskellige Udvalgs Titel og Indleders Navn, naar Flst. har bestemt i hvilken Rækkefølge Beretningerne skal komme.
F.U. vedtager at sende Indbydelse til hele Dagspressen i Kbhvn. samt til Generalkorrespondenterne.- M. Egeberg indbyder den lokale Presse.
M. Illum anbefaler, at Pressen faar tilsendt - foruden Dagsordenen hvorpaa de forskellige Udvalgs Titel opføres - et Agitationshefte samt Oversigten over D.K.s Kursus.- Tiltrædes.
K. Hessel meddeler, at Indbydelse er sendt til andre Kvindeforeninger, som D.K. har samarbejdet med: K.F.U.K.,- D.K.N,- Danske Kvinders Fredskæde,- Dansk Sygeplejeraad,- Kvindeligt Arbejderforbund,- Det hvide Baand,- Husmoderforeningen.
K. Hessel ønsker endvidere at faa at vide, hvormange Kursus der er afholdt og hvormange der har deltaget.
A. Westergaard gør K. Hessel opmærksom paa, at dette hører ind under Beretningen fra Kursusudvalget.
K. Hessel mener at have læst i tidligere Formandsberetninger om Kursus.
M. Illum meddeler, at det er muligt man tidligere har lagt Beretning om praktiske Kursus ind under Formandens Beretning, men at det nu, naar vi har et staaende Kursusudvalg, kun er rimeligt, at dets Formand selv aflægger Beretning; da hun (M.I.) i Aar er forhindret i at være til Stede, er dette Hverv overdraget til Ch. Hansen.
K. Hessel godkender dette.
K. Nilsson vil under Regnskabsaflæggelsen opfordre nye Garanter om at træde til.
M. Illum beder hende lægge Garanterne paa Sinde endelig at indsende Garantbidraget rettidigt: fra Septbr. indtil Nytaar, da Garantsummen er ganske nødvendig for D.K.s Arbejde.
M. Illum spørger, om det ikke vilde være klogt nu at opsige vor Overenskomst med den nye Bogtrykker; i en ny Overenskomst skulde vi da forlange at få opgivet Prisen paa Trykning og Prisen paa Papir hver for sig, da vi derved bedre kunde være ajour med Papirprisernes Stigning eller Fald.
A. Westergaard spørger, om Bogtrykkeren har arbejdet bedre end den gamle Bogtrykker, hvilket af Redaktøren besvares bekræftende, og gør opmærksom paa, at Bogtrykkeren har forpligtet sig til at levere Papir efter bestemt Prøve.
A. Koch-Schiøler oplyser, at det leverede Papir nu er godt – Det vedtages at give M. Illum Bemyndigelse til – eventuelt gennem Opsigelse - at søge om at faa opgivet Priserne for Papir og Trykning hver for sig paa Bogtrykkerens Regning.


ad 2: A. Westergaard: Paa Flst.-mødet i April blev det vedtaget at Skolekommissionens betænkning skulde udsendes til Flst.-medlemmerne. I den Anledning har J. Arenholt faaet oplyst, at Betænkningen koster 10 Kr.- J. A. har derfor ment at maatte sidde denne Beslutning overhørig af økonomiske Grunde og at bringe Spørgsmålet frem igen paa Flst.-mødet i Vejle.- Tiltrædes.


ad 3: a) Opsigelse. M. Illum meddeler, at vi har faaet en saadan til Oktbr. Flyttedag. Vi fik i Fjor en Overenskomst i Stand, hvor vi fik en Nedsættelse i vor Husleje til Kr. 680,00 mod Afstaaelse af et Værelse.- Vi fik gjort Lejligheden i Stand og i Kontrakten kom til at staa, at vi ikke kunde siges op de første to Aar, hvis der ikke indtraf Ejerskifte.- Nu er Ejeren, som havde Forretning i Ejendommen, gaaet Fallit og Ejendommen solgt. Den nye Ejer vil have 12-1400 Kr. i Leje. -En saadan Husleje kan vi ikke give. M. Illum har forhandlet med den nye Vært og dennes Sagfører men uden Resultat, og henstiller nu, at vi søger Nævnets Afgørelse (som en Gang tidligere).- Dette bifaldes af F.U. og de videre Forhandlinger overdrages til M. Illum.
b) M. Illum fremlægger et Brev fra Formanden i Nørresundby, som beder om at faa et Kursusunderskud dækket fuldt ud.- Underskuddet er paa Kr. 64,40. Heraf er dækket de 35,00 plus et Dyrtidstillæg til Lærerinden paa 25,00, videre mener M. Illum ikke, Statstilskuddet kan strække. Kursuset har kun haft 7 Elever. Det vedtages at korrespondere med Kredsen om Situationen for at faa dens økonomiske Forhold fuldt oplyst. Eventuelt maa Kredsen henvende sig til sin Distriktsformand og til Jubilæumsfondens Formand,
c) M. Illum vil gerne henstille, at Agitationsskriftet ikke uddeles gratis, men sælges for 5 Øre pr. Stk. Faar Kredsene det helt gratis, er hun bange for, at det ikke vil blive rigtig anvendt. A. Westergaard er af modsat Mening og foreslaar Spørgsmaalet henvist til Fællesstyrelsens Afgørelse.-Vedtages.
d) K. Hessel oplæser et Brev fra en Kvinde, som har haft store Vanskeligheder, fordi hun er gift med en Udlænding. A. Westergaard foreslaar at henvise Brevet til Udvalget ang. gift Kvindes Nationalitet.- Vedtages.
K. Hessel oplæser et Brev fra et Medlem af Helsingør-Kredsen, Alfrida Tvede. Vedkommende spørger, om D.K. har taget Stilling til Spørgsmaalet " Folkeregister".
M. Illum: Folkeregistret er jo vedtaget i Kbhvn.- Det vedkommer ikke os, naar det blot bliver saaledes, at Mand og Kvinde stilles ens i Folkeregistret. Det vedtages at henvise brevet til Børneforsorgsudvalget.
Chr. Møller retter nogle Spørgsmaal til F.U. angaaende Salget af hendes Digtsamling "Under Høstens Stjerner". Disse besvares af Redaktøren.


Mødet hæves Kl. 9½


A. Westergaard.