« Tilbage til søgeresultaterne
Særprotokol for Fællesstyrelsesmødet 2. februar 1924
Særprotokol for Flst.-mødet d. 2/2-1924.
Karen Hessel: Efter nu at have aflagt Beretningen mener jeg det er rigtigt her at sige nogle Ord om vore indre Forhold, jeg mener det rigtigst, at vi her taler ud med hinanden, det er den eneste Maade,
hvorpaa vi kan finde den rette Vej frem.
Da jeg i 1922 blev valgt til Formand, var det, fordi ingen af dem, man i første Række ønskede, vilde lade sig vælge. Jeg troede, jeg gjorde Foreningen en Tjeneste ved at paatage mig Arbejdet; men jeg havde dog ikke gjort det, hvis jeg ikke havde troet, at jeg kunde udføre et nyttigt arbejde fov D.K. Da jeg i Efteraaret 1923 tillige overtog Stillingen som F.U.s Formand, var det ogsaa af den Grund, at ingen anden vilde være det, og tillige fordi jeg i fuld Overensstemmelse mod saavel Fru Arenholt som Fru Lemche, der begge har prøvet det, mente, at de to Stillinger bør forenes hos samme Person. Og efter at have prøvet det, mener jeg det i endnu højere Grad.
Som det fremgaar af Protokollen for det konstituerende Møde, vakte det stærk Modstand fra nogle af Medlemmernes Side. Men jeg havde dog haabet, at vi af Hensyn til Foreningens Interesser kunde
have samarbejdet i god Forstaaelse. Allerede det følgende F.U.-møde viste mig, hvor vanskelig Stillingen vilde blive for mig, der kom udefra og paa mange Maader var indarbejdet i en anden Praksis, en anden Arbejdsmaade end den, man fulgte i D.K. Jeg tilbød at bøje mig paa det første Konfliktpunkt m.H.t. Protokollen, idet jeg troede at have Ret til at søge forandret, hvad jeg mente var upraktisk, og som jeg ogsaa har erfaret er upraktisk, af Hensyn til Flst.s Medlemmer. Jeg skal nu ikke gaa videre ind herpaa. Gennem Protokollen har De vel nogenlunde faaet et Indtryk af, at dette Modsætningsforhold, som der straks fra Begyndelsen af var mellem mig og nogle af F.U.s
fremtrædende Medlemmer, efterhaanden har uddybet sig og strakt sig videre. Naturligvis maa jeg bære en Del af Skylden derfor, men den hele! Nej, det har jeg ikke, saa stor er min magt ikke.
Var der imidlertid ikke andet, var hele Spørgsmaalet let løst ved, at jeg gik af som Formand for F.U. og Flst., og det skulde jeg hellere end gerne, men baade de Erfaringer jeg har gjort, naar jeg
kom ud i Kredsene, personlige Henvendelser jeg har faaet fra forskellige Sider og forøvrigt ogsaa noget af det, der fra Tid til anden er kommet frem i "Kv. og Samf." gør, at jeg tror, Fru Charlotte Hansen havde Ret, naar hun forleden sagde: Det er paa de saglige Punkter, der er Uenighed med Dem. Og er det rigtigt, saa er det min Pligt baade overfor Flst. og overfor D.K. at søge Klarhed, og er de saa uenige med mig, træder jeg selvfølgelig tilbage.
Jeg har fulgt D.K. fra jeg i midten af 8o’erne blev Medlem af Foreningen, og jeg kender dens Arbejde fra den Tid. Jeg bekender mig fuldt ud til Fru Stampe-Feddersen, der altid satte sig imod, at
"Kvindesagen kun betragtedes som Erhvervsspørgsmaal, thi saaledes vilde den kun blive en Stræben efter at gøre Kvinder til mænd, medens det netop gjaldt om i Samfundslivet at skaffe det kvindelige Ret ved Siden af det mandlige". (D.K.s Historie Side 73 -74).
D.K. har altid arbejdet efter begge Linier, baade den erhvervsmæssige Ligestilling og Hævdelsen af det kvindelige som sidestillet med det mandlige i Samfundslivet, først og fremmest i Ægteskabet.
Snart har man sat sin Kraft ind paa det ene Punkt, snart paa det andet, alt som Tiden og Udviklingen bød det.
Men bestandig var Midlet: at gøre Kvinderne dygtige. Ved Hjælp af det Arbejde, som D.K. grundlagde gennem Oprettelse af Skoler, ved at faa aabnet teknisk Skole, Kunstakademiet og Universitetet for Kvinderne, er de selverhvervende Kvinder naaet saa langt som de er, de har høstet et godt og reelt Udbytte deraf, i alt Fald dem, der nu sidder i Stillingerne. Nu kommer Turen til vor Hovedopgave de gifte Kvinder, der hidtil kun har haft Valgretten at fornøje sig med, og vi ser jo, hvor meget den er kommet til at betyde til Dato, Papir. Nu kommer der en Ægteskabslov, som paa alle væsentlige Punkter sidestiller Hustruen med Manden; vel at mærke, hvis hun har den fornødne Dygtighed til at hævde sig ved hans Side. For den stiller sandelig ogsaa Krav til Kvinden. Og samtidig lyder Raabene udefra Samfundet, fra det Samfund, som har givet Kvinderne fuld Medborgerret: kom nu og tag jeres Del af Byrderne, kom nu og hjælp os i den vanskelige økonomiske Situation, den vanskeligste den nulevende Generation har kendt. Vore Hjem er jo ogsaa Jeres Hjem, vort Land er jo ogsan Jeres Land. Og Kvinderne kan hjælpe, endda saa det forslaar noget, de vil ogsaa hellere end gerne hjælpe, og de vil først og fremmest lære at hjælpe saa langt og saa vidt de kan. Det er der, D.K. nu har sin Hovedopgave, efter min Opfattelse, det er der, det gælder for os ikke at svigte. For der er mange, som kalder ogsaa paa os, der er mange, der ønsker vort Medarbejderskab. Og vi har store Traditioner at hævde paa det Omraade. Vi bør ikke svigte.
Det er den Vej, jeg har ønsket at føre D.K. ind paa, ogsaa fordi det er min fulde Overbevisning, at det er den eneste Vej, der fører frem for D.K. selv i dette Øjeblik. Det er godt, at vi holder vore
praktiske Kursus, det er godt, at vi stadig holder Kravet om en Husholdningshøjskole højt. Men det er ikke nok. Der er mange flere Opgaver at løse i Øjeblikket og Opgaver, hvor vi kan gøre en betydningsfuld Indsats, baade indenfor vore egne Rækker og i Samarbejde med andre. I samme Grad, som vi nu vil gaa ind i det praktiske Arbejde og yde vor Indsats Side om Side med Mændene, i samme Grad vil vi sikre os, at de Rettigheder, vi har vundet, kommer til at betyde noget reelt.
Vi kan lade Opgaven ligge. Vi kan etablere os som en Vagtpost, der vaager over, at vi beholder de Rettigheder, vi har vundet og endnu vinder, beholder dem paa Papiret. Men vi kan ikke gøre dem
levende og virkelige, ikke drage os dem til Nytte uden at tage det Arbejde op, som Tiden lægger paa vor Vej.
Det er vel den aller vanskeligste Stilling, D.K. endnu har staaet i. Vi har efterhaanden faaet alle vore store Programpunkter opfyldte. Men jeg tror ogsaa, vi alle sammen har faaet en levende Følelse
Af, at Rettighederne er ved at svinde bort mellem Hænderne paa os. Der kommer ikke noget rigtigt reelt ud af det. Og naar der ikke gør det, tror jeg Fejlen ligger hos os selv og derfor er det, jeg foreslaaer, at vi i Forening drøfter den Sag.
I det store og hele er jo Kampens Tid forbi nu, Kunsten nu at forandre D.K. fra at være en Kampforening til at være en Arbejdsforening, og dertil kræves først og fremmest en grundig Reformering af vore Arbejdsmetoder. Og det er min Overbevisning, at det er derpaa vor fremtidige Fremgang beror. Vi skal arbejde os ind i Rækkerne og hævde vor medborgerlige Ligestilling gennem vort Arbejde. Det vil være lettere for os at samle nye Medlemmer til Samarbejde med Mændene og Kvinderne med end det vil være at samle dem til fortsat Kamp, som selve Tiden vi lever i sandelig heller ikke opfordrer os til.
Hvis Flst.s Medlemmer mener, at der er noget i det, jeg her siger, foreslaar jeg, at vi enes om at nedsætte et Udvalg til at arbejde videre med den Sag, og at vi lader Formandsmødet ogsaa udpege
nogle Medlemmer dertil.
Elisa Petersen: Hidtil har jeg ikke villet blande mig i F.U.s indre Strid; men nu, da Fru Hessel nævner Protokolspørgsmaalet, vil jeg sige, at havde jeg været tilstede, havde jeg sikkert stemt med F.U.s Medlemmer mod Formanden, thi naar Arbejdsgangen er vedtaget, skal den selvfølgelig ogsaa følges, derimod havde jeg ikke stemt sammen med F.U., naar det hævdede, at Formanden ikke havde Ret til at føre Protokolspørgsmaalet frem for Fællesstyrelsen.
Ethvert Spørgsmaal vedrørende D.K. maa kunne føres frem for den samlede Fællesstyrelse, personlig har jeg f. Eks. flere Gange rejst Spørgsmaal ang. denne Protokols Førelse og Udsendelse.
F.U. er et Udvalg under Fællesstyrelsen ganske lige som andre Udvalg, det er ikke nogen ligestillet Myndighed.
Da vore Love blev affattede, blev de jo netop affattede saaledes, at de udenbyes Medlemmer kom i Flertal, saa de derved til enhver Tid kunde afbalancere F.U.
Da vi nu drøfter indre Forhold, vil jeg gerne sige, at jeg synes, vi er inde i en daarlig Arbejdsform. F.U. ordner mere og mere det hele selv, i gamle Dage var jeg inde i alt, blev da ogsaa indkaldt til
Udvalgsmøder o.s.v., nu tales der jævnligt i Protokollen om de store udgifter, der følger med at indkalde de udenbyes - vi har ikke Raad, ja, fornylig blev det foreslaaet at slaa to Fællesstyrelsesmøder sammen med Fællesmødet, saa "sparede" man et Fællesstyrelsesmøde.
Har D.K. ikke Raad til at holde de 4 Fællesstyrelsesmøder om Aaret vil jeg foreslaa, at vi laver vore Love om, vi udenbyesboende beklager sikkert alle, at vi ikke kan tage større og mere aktiv Del i Arbejdet; men udadtil staar vi med samme Ansvar og derfor ønsker vi ogsaa at være med.
Formanden talte om Samarbejde med andre - jeg har før udtalt, at jeg ikke ønsker, at D.K. kædes til andre Foreninger, nu fik vi et godt Resultat m.H.t. Husmoderforeningen og Ægteskabsloven, det takker jeg Formanden for, men jeg mener dog, at vi som hidtil skal passe vore egne Sager og søge Samarbejde, naar og hvor vi har Brug for det.
G. Lemche forstaar saa godt, at Formanden har ønsket at lette sit Hjerte; men siger ogsaa, at har vi valgt en Protokolfører med fuldt Ansvar, saa maa vi tage Konsekvensen deraf.
J. Arenholt vil gerne i Anledning af Omtalen af Flst.s Indflydelse paa F.U. sige, at det selvfølgelig ikke kunde falde F.U. ind, at Flst. ikke maatte fremkomme med alle sine Ønsker ang. Protokollen, men blot ikke kan afgøre et indre Stridsspørgsmaal indenfor selve Forretningsgangen i F.U., f. Eks. dette, at F.U.s Formand skal kunne censurere den valgte Protokolførers Protokol. Det er F.U.s rent administrative indre Arbejde.
K. Hessel mener ikke, at F.U.s Protokol er Flst. uvedkommende, at den tværtimod maa være saa god som mulig, hvorfor et Samarbejde af Formand og Protokolfører indenfor F.U. kun kan være godt. Havde derfor som et Principspørgsmaal underskrevet Elisa Petersens Protokol.
J. Arenholt protesterer imod, at F.U.-Formanden midt imellem 2 Flst.-møder i en hvilken son helst Sag kan henvende sig til Flst.-medlemmer, altsaa at et lille Mindretal skal kunne indanke en F.U.-Sag for Flst., saa bliver Arbejdsforholdene ganske uhyre vanskelige; mener F.U. er en Enhed indenfor Flst., som maa opfattes som en Enhed og som har sin særlige Forretningsorden.
H. Pedersen: I Løbet af et Arbejdsaar kan der absolut ikke forandres noget i F.U.s Arbejdsorden. Vil forøvrigt som Dirigent afslutte Diskussionen om dette Spørgsmaal, som ikke findes paa Dagsordenen.
K. Hessel vil have det frem paa Formandsmødet næste Dag.
E. Petersen: Absolut nej - det er en Fællesstyrelsessag, der ikke kommer Formandsmødet ved - vi har før haft afvigende Meninger indenfor Flst.; men holdt det indenfor vore egne Vægge. Foreslaar at der om dette føres en Særprotokol, der ikke udsendes til Formændene. - Tilslutning.
I. Holck og H. Tardini spørger, hvad der menes med at søge Samarbejde med Mændene.-
Der var ikke flere, der tog Ordet i Anledning af denne Del af Formandens Beretning og Formanden forlangte ikke sit Forslag til Afstemning.
Elisa Petersen
Protokolfører.
Karen Hessel: Efter nu at have aflagt Beretningen mener jeg det er rigtigt her at sige nogle Ord om vore indre Forhold, jeg mener det rigtigst, at vi her taler ud med hinanden, det er den eneste Maade,
hvorpaa vi kan finde den rette Vej frem.
Da jeg i 1922 blev valgt til Formand, var det, fordi ingen af dem, man i første Række ønskede, vilde lade sig vælge. Jeg troede, jeg gjorde Foreningen en Tjeneste ved at paatage mig Arbejdet; men jeg havde dog ikke gjort det, hvis jeg ikke havde troet, at jeg kunde udføre et nyttigt arbejde fov D.K. Da jeg i Efteraaret 1923 tillige overtog Stillingen som F.U.s Formand, var det ogsaa af den Grund, at ingen anden vilde være det, og tillige fordi jeg i fuld Overensstemmelse mod saavel Fru Arenholt som Fru Lemche, der begge har prøvet det, mente, at de to Stillinger bør forenes hos samme Person. Og efter at have prøvet det, mener jeg det i endnu højere Grad.
Som det fremgaar af Protokollen for det konstituerende Møde, vakte det stærk Modstand fra nogle af Medlemmernes Side. Men jeg havde dog haabet, at vi af Hensyn til Foreningens Interesser kunde
have samarbejdet i god Forstaaelse. Allerede det følgende F.U.-møde viste mig, hvor vanskelig Stillingen vilde blive for mig, der kom udefra og paa mange Maader var indarbejdet i en anden Praksis, en anden Arbejdsmaade end den, man fulgte i D.K. Jeg tilbød at bøje mig paa det første Konfliktpunkt m.H.t. Protokollen, idet jeg troede at have Ret til at søge forandret, hvad jeg mente var upraktisk, og som jeg ogsaa har erfaret er upraktisk, af Hensyn til Flst.s Medlemmer. Jeg skal nu ikke gaa videre ind herpaa. Gennem Protokollen har De vel nogenlunde faaet et Indtryk af, at dette Modsætningsforhold, som der straks fra Begyndelsen af var mellem mig og nogle af F.U.s
fremtrædende Medlemmer, efterhaanden har uddybet sig og strakt sig videre. Naturligvis maa jeg bære en Del af Skylden derfor, men den hele! Nej, det har jeg ikke, saa stor er min magt ikke.
Var der imidlertid ikke andet, var hele Spørgsmaalet let løst ved, at jeg gik af som Formand for F.U. og Flst., og det skulde jeg hellere end gerne, men baade de Erfaringer jeg har gjort, naar jeg
kom ud i Kredsene, personlige Henvendelser jeg har faaet fra forskellige Sider og forøvrigt ogsaa noget af det, der fra Tid til anden er kommet frem i "Kv. og Samf." gør, at jeg tror, Fru Charlotte Hansen havde Ret, naar hun forleden sagde: Det er paa de saglige Punkter, der er Uenighed med Dem. Og er det rigtigt, saa er det min Pligt baade overfor Flst. og overfor D.K. at søge Klarhed, og er de saa uenige med mig, træder jeg selvfølgelig tilbage.
Jeg har fulgt D.K. fra jeg i midten af 8o’erne blev Medlem af Foreningen, og jeg kender dens Arbejde fra den Tid. Jeg bekender mig fuldt ud til Fru Stampe-Feddersen, der altid satte sig imod, at
"Kvindesagen kun betragtedes som Erhvervsspørgsmaal, thi saaledes vilde den kun blive en Stræben efter at gøre Kvinder til mænd, medens det netop gjaldt om i Samfundslivet at skaffe det kvindelige Ret ved Siden af det mandlige". (D.K.s Historie Side 73 -74).
D.K. har altid arbejdet efter begge Linier, baade den erhvervsmæssige Ligestilling og Hævdelsen af det kvindelige som sidestillet med det mandlige i Samfundslivet, først og fremmest i Ægteskabet.
Snart har man sat sin Kraft ind paa det ene Punkt, snart paa det andet, alt som Tiden og Udviklingen bød det.
Men bestandig var Midlet: at gøre Kvinderne dygtige. Ved Hjælp af det Arbejde, som D.K. grundlagde gennem Oprettelse af Skoler, ved at faa aabnet teknisk Skole, Kunstakademiet og Universitetet for Kvinderne, er de selverhvervende Kvinder naaet saa langt som de er, de har høstet et godt og reelt Udbytte deraf, i alt Fald dem, der nu sidder i Stillingerne. Nu kommer Turen til vor Hovedopgave de gifte Kvinder, der hidtil kun har haft Valgretten at fornøje sig med, og vi ser jo, hvor meget den er kommet til at betyde til Dato, Papir. Nu kommer der en Ægteskabslov, som paa alle væsentlige Punkter sidestiller Hustruen med Manden; vel at mærke, hvis hun har den fornødne Dygtighed til at hævde sig ved hans Side. For den stiller sandelig ogsaa Krav til Kvinden. Og samtidig lyder Raabene udefra Samfundet, fra det Samfund, som har givet Kvinderne fuld Medborgerret: kom nu og tag jeres Del af Byrderne, kom nu og hjælp os i den vanskelige økonomiske Situation, den vanskeligste den nulevende Generation har kendt. Vore Hjem er jo ogsaa Jeres Hjem, vort Land er jo ogsan Jeres Land. Og Kvinderne kan hjælpe, endda saa det forslaar noget, de vil ogsaa hellere end gerne hjælpe, og de vil først og fremmest lære at hjælpe saa langt og saa vidt de kan. Det er der, D.K. nu har sin Hovedopgave, efter min Opfattelse, det er der, det gælder for os ikke at svigte. For der er mange, som kalder ogsaa paa os, der er mange, der ønsker vort Medarbejderskab. Og vi har store Traditioner at hævde paa det Omraade. Vi bør ikke svigte.
Det er den Vej, jeg har ønsket at føre D.K. ind paa, ogsaa fordi det er min fulde Overbevisning, at det er den eneste Vej, der fører frem for D.K. selv i dette Øjeblik. Det er godt, at vi holder vore
praktiske Kursus, det er godt, at vi stadig holder Kravet om en Husholdningshøjskole højt. Men det er ikke nok. Der er mange flere Opgaver at løse i Øjeblikket og Opgaver, hvor vi kan gøre en betydningsfuld Indsats, baade indenfor vore egne Rækker og i Samarbejde med andre. I samme Grad, som vi nu vil gaa ind i det praktiske Arbejde og yde vor Indsats Side om Side med Mændene, i samme Grad vil vi sikre os, at de Rettigheder, vi har vundet, kommer til at betyde noget reelt.
Vi kan lade Opgaven ligge. Vi kan etablere os som en Vagtpost, der vaager over, at vi beholder de Rettigheder, vi har vundet og endnu vinder, beholder dem paa Papiret. Men vi kan ikke gøre dem
levende og virkelige, ikke drage os dem til Nytte uden at tage det Arbejde op, som Tiden lægger paa vor Vej.
Det er vel den aller vanskeligste Stilling, D.K. endnu har staaet i. Vi har efterhaanden faaet alle vore store Programpunkter opfyldte. Men jeg tror ogsaa, vi alle sammen har faaet en levende Følelse
Af, at Rettighederne er ved at svinde bort mellem Hænderne paa os. Der kommer ikke noget rigtigt reelt ud af det. Og naar der ikke gør det, tror jeg Fejlen ligger hos os selv og derfor er det, jeg foreslaaer, at vi i Forening drøfter den Sag.
I det store og hele er jo Kampens Tid forbi nu, Kunsten nu at forandre D.K. fra at være en Kampforening til at være en Arbejdsforening, og dertil kræves først og fremmest en grundig Reformering af vore Arbejdsmetoder. Og det er min Overbevisning, at det er derpaa vor fremtidige Fremgang beror. Vi skal arbejde os ind i Rækkerne og hævde vor medborgerlige Ligestilling gennem vort Arbejde. Det vil være lettere for os at samle nye Medlemmer til Samarbejde med Mændene og Kvinderne med end det vil være at samle dem til fortsat Kamp, som selve Tiden vi lever i sandelig heller ikke opfordrer os til.
Hvis Flst.s Medlemmer mener, at der er noget i det, jeg her siger, foreslaar jeg, at vi enes om at nedsætte et Udvalg til at arbejde videre med den Sag, og at vi lader Formandsmødet ogsaa udpege
nogle Medlemmer dertil.
Elisa Petersen: Hidtil har jeg ikke villet blande mig i F.U.s indre Strid; men nu, da Fru Hessel nævner Protokolspørgsmaalet, vil jeg sige, at havde jeg været tilstede, havde jeg sikkert stemt med F.U.s Medlemmer mod Formanden, thi naar Arbejdsgangen er vedtaget, skal den selvfølgelig ogsaa følges, derimod havde jeg ikke stemt sammen med F.U., naar det hævdede, at Formanden ikke havde Ret til at føre Protokolspørgsmaalet frem for Fællesstyrelsen.
Ethvert Spørgsmaal vedrørende D.K. maa kunne føres frem for den samlede Fællesstyrelse, personlig har jeg f. Eks. flere Gange rejst Spørgsmaal ang. denne Protokols Førelse og Udsendelse.
F.U. er et Udvalg under Fællesstyrelsen ganske lige som andre Udvalg, det er ikke nogen ligestillet Myndighed.
Da vore Love blev affattede, blev de jo netop affattede saaledes, at de udenbyes Medlemmer kom i Flertal, saa de derved til enhver Tid kunde afbalancere F.U.
Da vi nu drøfter indre Forhold, vil jeg gerne sige, at jeg synes, vi er inde i en daarlig Arbejdsform. F.U. ordner mere og mere det hele selv, i gamle Dage var jeg inde i alt, blev da ogsaa indkaldt til
Udvalgsmøder o.s.v., nu tales der jævnligt i Protokollen om de store udgifter, der følger med at indkalde de udenbyes - vi har ikke Raad, ja, fornylig blev det foreslaaet at slaa to Fællesstyrelsesmøder sammen med Fællesmødet, saa "sparede" man et Fællesstyrelsesmøde.
Har D.K. ikke Raad til at holde de 4 Fællesstyrelsesmøder om Aaret vil jeg foreslaa, at vi laver vore Love om, vi udenbyesboende beklager sikkert alle, at vi ikke kan tage større og mere aktiv Del i Arbejdet; men udadtil staar vi med samme Ansvar og derfor ønsker vi ogsaa at være med.
Formanden talte om Samarbejde med andre - jeg har før udtalt, at jeg ikke ønsker, at D.K. kædes til andre Foreninger, nu fik vi et godt Resultat m.H.t. Husmoderforeningen og Ægteskabsloven, det takker jeg Formanden for, men jeg mener dog, at vi som hidtil skal passe vore egne Sager og søge Samarbejde, naar og hvor vi har Brug for det.
G. Lemche forstaar saa godt, at Formanden har ønsket at lette sit Hjerte; men siger ogsaa, at har vi valgt en Protokolfører med fuldt Ansvar, saa maa vi tage Konsekvensen deraf.
J. Arenholt vil gerne i Anledning af Omtalen af Flst.s Indflydelse paa F.U. sige, at det selvfølgelig ikke kunde falde F.U. ind, at Flst. ikke maatte fremkomme med alle sine Ønsker ang. Protokollen, men blot ikke kan afgøre et indre Stridsspørgsmaal indenfor selve Forretningsgangen i F.U., f. Eks. dette, at F.U.s Formand skal kunne censurere den valgte Protokolførers Protokol. Det er F.U.s rent administrative indre Arbejde.
K. Hessel mener ikke, at F.U.s Protokol er Flst. uvedkommende, at den tværtimod maa være saa god som mulig, hvorfor et Samarbejde af Formand og Protokolfører indenfor F.U. kun kan være godt. Havde derfor som et Principspørgsmaal underskrevet Elisa Petersens Protokol.
J. Arenholt protesterer imod, at F.U.-Formanden midt imellem 2 Flst.-møder i en hvilken son helst Sag kan henvende sig til Flst.-medlemmer, altsaa at et lille Mindretal skal kunne indanke en F.U.-Sag for Flst., saa bliver Arbejdsforholdene ganske uhyre vanskelige; mener F.U. er en Enhed indenfor Flst., som maa opfattes som en Enhed og som har sin særlige Forretningsorden.
H. Pedersen: I Løbet af et Arbejdsaar kan der absolut ikke forandres noget i F.U.s Arbejdsorden. Vil forøvrigt som Dirigent afslutte Diskussionen om dette Spørgsmaal, som ikke findes paa Dagsordenen.
K. Hessel vil have det frem paa Formandsmødet næste Dag.
E. Petersen: Absolut nej - det er en Fællesstyrelsessag, der ikke kommer Formandsmødet ved - vi har før haft afvigende Meninger indenfor Flst.; men holdt det indenfor vore egne Vægge. Foreslaar at der om dette føres en Særprotokol, der ikke udsendes til Formændene. - Tilslutning.
I. Holck og H. Tardini spørger, hvad der menes med at søge Samarbejde med Mændene.-
Der var ikke flere, der tog Ordet i Anledning af denne Del af Formandens Beretning og Formanden forlangte ikke sit Forslag til Afstemning.
Elisa Petersen
Protokolfører.
