Det var ikke ham!
(Charles Dickens).
Oversat af V- B.
For et Aars Tid siden slentrede vi en Dag gennem Coventgarden, da vor Opmærksomhed blev vakt ved Synet af en Lommetyv, der ikke vilde gøre sig den Ulejlighed at gaa til Politistationen, da han ikke nærede noget som helst Ønske om at komme der, men derfor blev kørt derhen paa en Trille bør til mageløs Glæde for en Masse Mennesker, men øjensynligt til liden Tilfredsstillelse for ham selv.
Hvordan det nu kan være, saa kan vi aldrig modstaa Lysten til at slutte os til en stor Folkehob. Derfor vendte vi om og gik samme Vej som Mængden og ledsagede vor Ven Lommetyven ind paa Stationen tilligemed et Par Politibetjente og saa mange uvaskede Tilskuere, som kunde presse sig igennem.
For Skranken stod en kraftig, ung Fyr med et modbydeligt Udseende. Han var Genstand for et Forhør angaaende den meget almindelige Beskyldning, at han den foregaaende Nat havde mishandlet en Kvinde, som han levede sammen med i en nærliggende Gyde. Flere Vidner afgav Erklæringer om de mest dyriske Voldshandlinger, og en Attest fra Lægen paa et Hospital i Nærheden blev oplæst. Den beskrev de Legemsbeskadigelser, der var tilføjet Kvinden, og antydede, at det var meget tvivlsomt, om hun kunde komme sig igen.
Det lod til, at der havde været rejst Tvivl om Arrestantens Identitet; thi da det var bleven bestemt, at begge Assessorerne skulde aflægge et Besøg paa Hospitalet samme Aften Kl. 8 for at modtage Kvindens Forklaring, tog man tillige den Bestemmelse, at Manden skulde føres med derhen. Han blev dødbleg herover, og vi saa ham tage et meget haardt Greb i Skranken, da Befalingen blev given. Straks efter blev han ført ud og sagde ikke et Ord.
Vi følte en uimodstaaelig Lyst til at være Vidne til dette Møde, skønt det er vanskeligt at sige hvorfor; vi vidste jo, det maatte blive pinligt. Tilladelsen var det ingen vanskelig Sag for os at erholde, og vi fik den.
Arrestanten og den Betjent, som havde ham under Bevogtning, var allerede paa Hospitalet, da vi naaede derhen, og ventede paa Assessorernes Ankomst i et lille Værelse i Stueetagen. Manden var belagt med Haandjern, og hans Hat var trukket ned over Øjnene. Det var dog let at se af hans blyfarvede Ansigt og de stadige Trækninger i hans Ansigtsmuskler, at han frygtede, hvad der forestod. Efter et kort Ophold blev Assessorerne og Skriveren vist ind af den bukkende Hospitalslæge og et Par unge Mennesker, der lugtede meget stærkt af tobaksrøg. De blev præsenterede som Forbindere, og efter at den ene Assessor bitterligt havde beklaget sig over Kulden, og den anden over Mangelen paa Nyheder i Aftenbladene, blev det meldt, at Patienten var beredt, hvorpaa vi blev ført til Stuen for Ulykkestilfælde, hvor hun var lagt ind.
Genstanden for Besøget laa i den anden Ende af Stuen. Det var en smuk, ung Kvinde paa en to, tre og tyve Aar. Hendes lange, sorte Haar var hurtigt blevet klippet af omkring Saarene i hendes Hoved og laa hen over Hovedpuden i tjavsede, sammenfiltrede Lokker. Hendes Ansigt bar frygtelige Spor af den Mishandling, hun havde været udsat for. Haanden trykkede hun imod Siden, som om hun der følte den største Smerte. Hendes Aandedrag var kort og tungt, og det var tydeligt, at hun ikke havde længe tilbage. Hun mumlede nogle faa Ord til Svar paa Assessorens Spørgsmaal, om hun følte nogen Smerte, og efter at Sygeplejersken havde bragt hende til Sæde, støttet mod Hovedpuden, saa hun aandsfraværende paa de fremmede Ansigter, som omgav Sengen. Assessoren nikkede til Betjenten, at han skulde føre Manden frem. Det gjorde han og stillede ham ved Siden af Sengen. Pigen saa til med et vildt og forvirret Udtryk i Ansigtet, men hendes Blik var tilsløret, og hun kendte ham ikke.
„Tag Hatten af ham,” sagde Assessoren. Betjenten adlød Opfordringen, og Mandens Ansigtstræk kom fuldstændigt til Syne.
Pigen for op med en helt unaturlig Kraft. Der kom Ild i hendes matte Øjne og Blodet strømmede til hendes blege og indfaldne Kinder. Det var en krampagtig Anstrængelse. Hun faldt tilbage paa Puden, og med Hænderne for sit skrammede og forslaaede Ansigt brast hun i Graad.
Manden tilkastede hende et ængsteligt Blik, men syntes i øvrigt fuldstændig ufølsom. Efter et kort Ophold blev det forklaret, i hvad Ærinde de var kommet, og Eden blev affordret hende.
„O nej, gode Herrer,” sagde Pigen, idet hun atter rejste sig og lagde Hænderne sammen - „nej, for Guds Skyld! Jeg har selv gjort det. Ingen andre har nogen Skyld. Det var et Ulykkestilfælde. Han gjorde mig ingen Fortræd. Det vilde han ikke for alt i Verden. Jack, kære Jack, vilde Du vel?”
Synet blev svagere og svagere, og hendes Haand famlede hen over Sengetøjet for at søge efter hans Haand. Saa raa Manden end var, han var dog ikke forberedt paa dette. Han vendte Ansigtet bort fra Sengen og hulkede højt. Pigen skiftede Farve, og hendes Aandedrag blev tungere. Hun var øjensynligt Døden nær.
„Vi agter de Følelser, som driver Dem til at sige dette,” sagde Herren, som havde talt først, „men lad mig advare Dem om ikke vedblivende at paastaa, hvad De véd er usandt, indtil det er for sent. Det kan ikke frelse ham.”
„Jack” - mumlede Pigen, idet hun lagde sin Haand paa hans Arm, de skal ikke faa mig overtalt til at sværge Livet af Dig. Han gjorde det ikke, gode Herrer. Han har aldrig gjort mig Fortræd.” Hun greb fast om hans Arm og tilføjede i en afbrudt Hvisken: „Jeg haaber, den almægtige Gud vil tilgive mig al den Synd, jeg har begaaet, og det Liv, jeg har ført. Gud være med Dig, Jack. En af de gode Herrer vil nok bringe en kærlig Hilsen til min stakkels gamle Fader. For fem Aar siden sagde han, at han vilde ønske, jeg var død som Barn. O, gid jeg havde været det! gid jeg havde!”
Sygeplejersken bøjede sig over Pigen nogle faa Sekunder; saa trak hun Lagenet over hendes Ansigt. Det dækkede nu et Lig.