« Tilbage til søgeresultaterne

Forretningsudvalgsmøde 8. marts 1927

« Se emneord

Afskrift af Protokollen for Forretningsudvalget i D.K.
Der afholdtes Møde i F.U. Tirsdag d. 8. Marts 1927 Kl. 7½.
Til Stede var: Næstformanden Fru Lemche,- M. Hjelmer,- D. Nielsen,- D. Dederding,- Suppleanterne H. Matthiesen,- C. Perssen,- og I. Schleiss; endvidere Redaktøren A. Koch Schiøler.

Dagsorden
1) Fællesstyrelsesmødets Dagsorden
2) Eventuelt.
Inden man gik over til Dagsordenen, toges Stilling til Tiltrædelse af et Forslag om Sammenslutning af Dansk Aftenskoleforening og Ungdomsskoleforeningen. - F.U. var tilbøjeligt til at mene
at D.K. maa tiltræde Forslaget, naar de to Foreninger er enige, men kunde intet bestemt Standpunkt tage; vil søge nærmere Oplysning om, hvem der repræsenterer nævnte Forening indenfor D.K. og forhandle med Vedkommende.

ad l: Da der ingen Forslag er kommet udefra, stiller Formanden og Medlemmer af F.U. følgende Forslag :
1) Meddelelser fra Formanden,- 2) Udvalgsberetninger,- 3) Legaterne uddeles,- 4) Indstilling fra Revisionsudvalget,- 5) Meddelelse fra Danske Kvinders Oplysningsudvalg,- 6) Hvad kan D.K. i øjeblikket foretage sig i Spørgsmaalet: Kvindelige Præster 7) Oplysningsarbejdet blandt Grønlands Kvinder,- 8 ) Trykningen af "Kv. og Samfundet”,- 9) Forelæggelse af D.K.s Regnskab,- 10) Fællesmødet 1927,- 11) Eventuelt.
Følgende Udvalg vil aflægge Beretning: a) Udvalget for Vejledning i Valg af Erhverv,- b) Udvalget for Ligeløn,- c) Udv. ang. Retsplejereformer,- d) Radioudvalget.-
Ang. Punktet Grønlænderindernes Uddannelse meddeler D. Nielsen, at Fru Kaptajn Balle har henvendt sig til hende for at forespørge, om et Medlem af D.K. vilde tiltræde en Komité for Grønlænderinders Uddannelse. D.N. foreslog Fru Balle, at D.K.s Fællesstyrelse tog sig af Sagen og gik til Regering og Rigsdag for dem. Komiteens Formaal er, at Grønlænderinderne, særlig dem, der var forlovet med Tjenestemænd, kommer her til Danmark, lærer Dansk, praktisk Husgerning og Barnepleje saa at de, naar de kommer hjem, kan give deres Medsøstre Undervisning i disse Ting.
A. Koch Schiøler har ogsaa faaet en Henvendelse og oplyser, at der for 7 Aar siden er nedsat en Kommission- vistnok lønnet - for at forbedre Kvindernes Kaar, bl. a. oprette en Aften - og
Efterskole for grønlandske Piger desuden oprette en Husholdningsskole i selve Grønland, men der foreligger endnu ikke noget praktisk Resultat af Overvejelserne fra Kommissionens Side, hvorfor det vilde være ønskeligt, om D.K. kunde tage sig af denne Sag. - F. U. tiltræder dette.

Mødet sluttede Kl. 8 3/4

Ida Schleiss
Protokolfører.