« Tilbage til søgeresultaterne

Styrelsesmøde 8. juni 1929

« Se emneord

Afskrift af Protokollen for Dansk Kvindesamfunds Fællesstyrelse.
Der afholdtes Møde i D.K.s Fællesstyrelse paa Fanø Kurhotel Lørdag d. 8. Juni 1929 Kl. 10.
Til Stede var: Elisa Petersen, - Marie Hjelmer,- Marie Illum,- A. Brochmann, - Hedevig Matthiesen,- Andrea Hedegaard,- Esther Carstensen,- Ruth Sieverts,- Dagmar Nielsen ,- Petrea Holt,- Hulda Pedersen,- Sigrid Ammitzbøl (f . Thora Pedersen), - Dida Dederding,- Marie Egeberg,-
Marie Ingerslev, (f. Ida Holck),- Paula Brems,- Hedevig Sonne Hald,- Eli Møller,- Camilla Perssen. Samt Redaktøren Anna Koch Schiøler.

Dagsorden
1) Meddelelser
2) Udvalgsberetninger
3) Fællesmødets Dagsorden
4) Forslag fra Radioudvalget
5) Kongressen i Berlin
6) De nordiske Kvindesagsforeningers Møde i Oslo
7) Valg af Medlemmer til "Nordisk Samarbejde"
8) Valgstyrelse vælges
9) Valg af Overprotokolfører
10) Eventuelt.
Til Dirigenter vælges Fru Illum og Frk. Egeberg.

ad 1: Formanden: Paa Fru Esther Brochs Henstilling har jeg henvendt mig til Radioraadet angaaende en usømmelig Vise, sunget i Radio.- Har faaet det Svar, at man beklager Fremkomsten af Visen og vil passe bedre paa i Fremtiden.-
Kvindeforeningernes Oplysningsudvalg har arbejdet med Tanken om at faa en Sommerskole, der skulde kunne samle baade Ældre og Unge, og som skulde vare en Uge.
E. Carstensen: Man trænger til et Kursus i Mødeteknik, i Oplæring af, hvordan man skal lede en Forening, et Møde o. s. v.
H. Sonne Hald: I vort Distrikt har man ønsket saadant Kursus og man paatænker ved Distriktsmødet at sætte et i Gang.
Formanden meddeler, at D .K .N .- Fredsligaen og D.K. henstiller til Regeringen, at Fru Gloerfelt Tarp vælges til Arbejdskonferencen i Genéve.-
Ang. Kontorassistentpladser meddeler Elisa Petersen, at der har meldt sig adskillige Ansøgere. En var aldeles fortrinlig, men hun har faaet en anden Plads. Een endnu syntes brugelig, men da hun
er 31 Aar, er hun vist lovlig gammel. Anmoder om at maatte avertere endnu en Gang og beder om at maatte nøjes med at indstille 1 i Stedet for 3 og at F.U. bemyndiges til at ansætte. Enstemmig
vedtaget. F.U. selv bestemte sig til ikke at stemme. – Formanden fremlægger Udkast til Kontrakt til Kontorassistenten: Løn Kr. 200, Arbejdstid Hverdage fra 10- 5, Lørdag 10- 2. To Ugers Sommerferie, være til Stede ved Fællesstyrelsesmøderne og ved Fællesmødet, være Redaktøren behjælpelig med Korrekturlæsning af "Kvinden og Samfundet" og iøvrigt udføre D.K.'s Arbejde, være Medlem af en anerkendt Sygekasse. Angaaende Opsigelsesfristen maa der træffes Overenskomst.
Dagmar Nielsen foreslaar, at F.U.s Forhandlinger skal stenograferes. -Efter Udtalelser fra Distriktsformændene, som anser Stenografering og Udsendelse deraf for overflødig, og som er velfornøjede med Protokollen fra F.U.-Møderne, frafalder D. Nielsen sit Forslag. Derimod mener Fællesstyrelsen, at det er rigtigt, at Protokollerne er nogenlunde fyldige og giver et tydeligt Billede
af Sagernes Behandling og Medlemmernes Standpunkt.
H. Sonne Hald beder om, at hver Formand maa faa tilsendt en Afskrift af Protokollen for Fællesstyrelsesmøderne.
Hedevig Matthiesen stiller Forslag om Anskaffelsen af en ny Duplikator.- Man vender tilbage til Drøftelsen af Kontorassistentpladsen.
Hulda Pedersen: Kunde det ikke fremtidig ordnes saadan, at en Pensionering af Kontorassistenten gennemførtes. Hun skulde selv bidrage, men ved eventuel Fratræden have sit Tilskud tilbagebetalt.
Det vedtages, at man vil indhente Oplysninger fra Pensionsforsikringsanstalten, man fra flere Sider udtales det, at en saadan Ordning sikkert vil overstige D.K.s økonomiske Evne.
Ang. Rosa Nielsens Skrivelse om Sommerferie umiddelbart før sin Fratræden, udtaler Formanden, at hun og Fru Illum i saa Tilfælde maatte tilbringe en stor Del af Juli Md. paa Kontoret, ligesom de
ogsaa maa være der mindst Halvdelen af August Maaned for at sætte den nye Medhjælper ind i Arbejdet. Det vil de ikke.
Dagmar Nielsen foreslaar, at man giver Rosa Nielsen en halv Maaneds Gage for August.
Frk. Hulda Pedersen,- Eli Møller,- Esther Carstensen,- H. Matthiesen m. fl. støtter Forslaget.
Formanden fraraader og Petrea Holt slutter sig hertil.
Ved Afstemningen stemte 14 for Dagmar Nielsens Forslag, 4 stemte ikke. Forslaget saaledes enstemmig vedtaget.

ad 2: Udgaar, da ingen bad om Ordet.

ad 3: Formanden gennemgaar sin Beretning. - Resolutioner, der skal fremlægges, gennemgaas.
Man vedtager at henvende sig mundtlig til Socialministeren og anmode ham om at tage Kvinder med ved Valg af de Udvalg, der eventuelt skal nedsættes for at bistaa ved Udarbejdelsen af Forslag til Reform af den sociale Lovgivning. Man er villig til paa Opfordring at udpege Kvinder hertil.
Hulda Pedersen spørger fra Thora Pedersen, som ikke er til Stede, om der ikke kan fremsættes en Resolution angaaende Forbigaaelsen af Lærerinder. Oplæser Th. P.'s Udkast, som ikke bifaldes, hvorimod der er Enighed om, at der bør komme en Udtalelse fra Mødet, hvor man udtaler Ønsket om, at der tages berettiget Hensyn til Lærerinderne. Fru Dagmar Nielsen,- Fru Hedegaard og Fru Ingerslev vil redigere den.
En foreslaaet Resolution fra Fru Ellen Bang, der gaar ud paa, at en for Sædelighedsforbrydelse mod Børn interneret Person ikke - som efter Straffelovsforslaget bestemt, kan løslades paa Prøve.
Fællesstyrelsen modsætter sig enstemmig paa nærværende Tidspunkt en saadan Resolution, som den af Fru Bang foreslaaet.
Til at lede Valget udpeger Fællesstyrelsen Fru Bjørneboe og Fru Skakke. Til Overprotokolfører Fru Dagmar Nielsen.

ad 4: Hedevig Matthiesen redegør for de Foredrag, der fra D.K.s Side er udsendt gennem Radio. Radioudvalget havde haabet at faa en Kvinde hvert af de store politiske Partier til at tale forud for Folketingsvalget. Dette lod sig ikke gøre, men Udvalget fik Lov til at lade Frk. Gerda Mundt holde et Foredrag, der skulde være neutralt. Frk. Mundts Foredrag blev imidlertid stærkt konservativt præget, hvad der vakte Kritik. Fra Nyborg-Kredsen kom en skriftlig Klage. Radioudvalget
beklager det skete.
Udvalget har ansøgt om, at den for Kvinder saa upraktiske Tid Kl. 6,15 for "Husmoderens 5 Minutter" maa blive forandret til at komme enten før eller efter Pressemeddelelser.
D.K. og andre Kvindeforeninger har anmodet om, at den ugentlige Udsendelse "Hjemmenes halve Time" maa blive forandret til "Kvindernes halve Time" og saaledes, at Kvindeforeningerne er Herre over Udsendelserne.
Styrelsen udtaler sin Tilfredshed over det store Arbejde, Fru Mathiesen har udført i Radioudvalget.

ad 5: Formanden meddeler, at D.K. efter et tidligere Mødes Bestemmelse tilskyder en ung Dame, Frk. Anna Johnsen (tidl. Legatnyder) 125 Kr. til Rejsehjælp til Kongressen i Berlin. Af en anonym Giver er der stillet 200 Kr. til Raadighed for Fru Ruth Sieverts, Tønder.

ad 6: Kvindeforeningers Møde i Oslo holdes i Slutningen af Septbr. i Anledning af det norske Nationalraads 25 Aars Jubilæum.
Hvert Land kan sende 15 Delegerede og 10 Suppleanter.- Danmark har faaet Indbydelse til at indlede 2 Spørgsmaal: Gift Kvinde i Erhvervslivet og Huslig Uddannelse.- Det vil da nok blive saaledes, at Nationalraadet vælger Taler til det ene Emne og D.K. til det andet. Til Indleder om det første Emne foreslaas Formanden, - Fru Koch Schiøler - Fru Hjelmer og Fru Dagmar Nielsen. Til Indleder eventuelt om det andet Emne Hulda Pedersen.- Formanden beder om, at F.U. faar Bemyndigelse til at tage Bestemmelsen, naar Tiden dertil er.
D.K.s Repræsentanter i det nordiske Kvindesagsnævn er:
Elisa Petersen,- Gyrithe Lemche,- Astrid Stampe Feddersen,- Thora Pedersen.
Fru Gyrithe Lemche vil gaa ud og i Stedet for hende foreslaas:
Fru Dagmar Nielsen,- Fru Illum ,- Fru Koch Schiøler og Fru Matthiesen.
Valgt blev Fru Illum med Suppleant Fru Koch Schiøler.

Mødet sluttet Kl. 3.
Protokollen ført
af Marie Hjelmer.