Om Erhvervsfællesskab.
Idet jeg takker Fru Astrid Stampe-Feddersen for hendes klare og varmtfølte Indlæg i Striden om Særeje og Sameje, beder jeg om Lov til at fremsætte nogle Bemærkninger til Forsvar for det, hvorom hun og jeg ere uenige, nemlig det Spørgsmaal, om Formuefællesskabet mellem Mand og Hustru skal omfatte Alt, hvad de "ejer og ejende vorder" - ligesom nu - eller om det kun bør strække sig til det, de ved personligt Arbejde - i Fællesskab eller hver for sig - erhverver under Ægteskabet. Det Sidste: Erhvervsfællesskabet holder jeg paa og det af følgende Grunde.
Det Grundsynspunkt, hvorfra jeg gaar ud, er, at Ægteskabet er et Samliv, hvor hver Ægtefælles Arbejde under almindelige Forhold vejer lige meget og derfor ogsaa bør lønnes med lige Andel i Udbyttet, baade i Ejendomsretten dertil og Raadigheden derover. Det er Arbejdet for det fælles Hjem, som giver Ret til Andel i alt det Udbytte, der erhverves paa Grundlag af det fælles Hjem - og det gjælder alt, hvad Ægtefællerne erhverver ved personligt Arbejde; hvor den ene er, der bæres han eller hun af Hjemmet, thi "derfra kom det - og did det føre" eller som det videre hedder i Bjørnsons dejlige Sang: Mit Følge:
Se deri er jeg af Sneglearten,
At Huset bærer jeg med paa Farten . . .
. . . Og det, som bærer os gjennem Freden,
Er Hjemmets Pulsslag i Travelheden.
Godt Mod, Du hilste paa fler end mig,
Skjønt Du i Skyndingen saa det ej.
Ligesom det imidlertid følger af dette Udgangspunkt, at naar en af Ægtefællerne misligholder sin Pligt til efter Evne at arbejde for det fælles Hjem, bør den anden have Ret til ved Bodeling at blive ene om Udbyttet af sit eget Arbejde, saaledes synes det mig ogsaa klart, at Synspunktet fører til, at kun hvad der er Udbytte af personligt Arbejde bør være fælles, thi kun deri har det fælles Hjem og derigjennem den Anden nogen Andel. Hvad hver af dem ejer før Ægteskabet, og hvad de senere arver eller faar forærende, er efter mit Skjøn Samlivet uvedkommende og bør derfor ikke ifølge Loven gaa ind under Fælleskabet. Noget ganske Andet er naturligvis, at det bør staa hver af Ægtefællerne frit for dog at lade det gaa ind i den fælles Kasse; men det bør ogsaa være en fuldstændig frivillig Sag. Loven bør kun give hver af Ægtefællerne hvad Ret er, men deres Ret gaar kun til, hvad der skyldes Samlivet. For at forebygge Misforstaaelse skal jeg tilføje, at det, at Noget saaledes holdes udenfor det lovbestemte Fællesskab, selvfølgelig ikke er det samme som at vedkommende Ægtefolk efter Forgodtbefindende kan unddrage det fælles Hjem Nytten og Brugen deraf. De Udgifter, dette kræver udover, hvad den fælles Formue kan dække, bør naturligvis fordeles forholdsvis paa hver af Ægtefællernes Særeje. Denne gjensidige Underholdspligt rammer ikke blot det Særeje, som Ægtefællerne har ifølge Loven, men ogsaa det, som skabes, naar en af dem har forlangt og faaet Bodeling. Altsaa er der ingen Fare for, at Manden i den Forstand skulde kunne "ryste Hustruen af sig" ligesaalidt som Børnene; men det er vist ogsaa en videregaaende "Rysten af sig", Hr. Zeuthen tænkte paa.
Se dette er min Hovedgrund til at holde paa "Erhvervsfællesskab"; men da jeg ikke ønsker at være nogen doktrinær Principrytter, har jeg ogsaa mere praktiske Grunde dertil. Og her kommer da først og fremmest Hensynet til saavidt muligt at forebygge Fornuftgiftermaal. Fru A. S. er naturligvis enig med mig i, at nogen større Beskæmmelse af Ægteskabet som "Guds Skabning, Ordning og Velsignelse" gives ikke, end naar man, som Hr. Ullmann sagde, "gifter sig med en Gaard og saa tager en Jente paa Kjøbet", og hun mener vel ogsaa, at kan Loven gjøre noget for at forhindre Sligt, er det godt, men hun tror ikke, den kan det. Det er imidlertid det, jeg tror. Foreløbig skal jeg bemærke, at et af de modbydeligste Udslag af Fornuftgiftermaal, det, at Manden Dagen efter Vielsen sætter Konen ganske udenfor hendes egen Ejendom og skalter og valter dermed efter sin egen allerhøjeste Vilje og Velbehag, allerede er hævet, naar man indfører Sameje og dermed Samraaden over hele Formuen; men der er dog endnu en stor Fristelse tilbage, ikke blot deri, at Manden saa faar Medraadighed over Konens Penge - hvilket er noget mere end blot Mednydelse - men, hvad der er langt vigtigere, deri, at Manden ved simpelthen at begjære Bodeling - som jo hører med til hele Ordningen - kan skaffe sig Eneraadighed over Halvdelen af Konens Penge. Og selv om man vilde indskrænke Adgangen til Bodeling under Ægteskabet saa meget som muligt, ja ganske ophæve den, saa bliver dog altid den Fristelse tilbage, at han ved Ægteskabets Opløsning bliver Ejer af Konens halve Formue. Hvad denne Fristelse kan føre til, har vi set: Sejgpineri, saa Konen tilsidst nødes til at begjære Skilsmisse, Mord og mange lignende moralske eller retlige Forbrydelser.
Jeg vil imidlertid ikke dølge, at der vist maa kunne tænkes en Ordning, hvorved denne min Indvending falder bort og Fru A. S. tillige tilfredsstilles, nemlig den at lade Bodeling - hvornaar den saa finder Sted - foregaa ikke efter Grundsætningen om lige Deling, men saaledes, at kun Erhvervsfælliget deles lige og Resten af Formuen gaar til hver den af Ægtefællerne, hvem det skyldes. Naar man imidlertid holder paa, at hver af Ægtefællerne skal kunne forlange Bodeling naarsomhelst - og det maa man vist af praktiske Grunde - har denne Medraaden "indtil videre" næppe synderlig Betydning. Og selv om man vil indskrænke Adgangen til Bodeling, bliver dog min første Indvending tilbage: Grundsynspunktet, det Naturlige. Der er for min Retsfølelse noget unaturligt i, at Manden skal kunne forbyde sin Kone at sælge den Gaard, hun selv ejede før Vielsen, eller at afhænde de Obligationer, hun har, for derefter at anbringe sine Penge paa anden Maade. Denne Indskrænkning i hendes Raadighed følger ikke af Samlivet og bør derfor ikke være en Tvangssag. Fru A. S. paaberaaber sig særlig Hensynet til Børnene. "Det bør ikke kunne være muligt for den ene af Ægtefællerne at unddrage det fælles Hjem og Børnene Nytten af sit Særeje." Jeg ser imidlertid ikke, hvorledes Børnene skulde kunne lide derunder. Forældrenes Retspligter overfor dem bliver naturligvis de samme, hvilken Ordning af Formueforholdet mellem dem man saa end vælger, og det fredelige, af modstridende Interesser uforstyrrede Hjem, som er Børnenes moralske Ret overfor Forældrene, lader sig dog umulig fremtvinge ved Lovens Magt. Naar vi af Hensyn til Ægtefællernes personlige Frihed og Beskyttelse mod hinanden maa hævde, at hver af dem endog helt kan forlade det fælles Hjem, ser jeg ikke, det kan eller bør forbydes den Ægtefælle, som kun deri kan finde Beskyttelse mod den andens ufornuftige Medbestyrelse af Formuen, at drage sin Formue ud af Fællesskabet. Ellers tvinger man kun den lidende Ægtefælle til ligesom nu at søge Ægteskabsskilsmisse, hvor man maaske kunde nøjes med Formuedeling, og den Nødvendighed bør man, netop for Børnenes Skyld, fremfor Alt undgaa. Da denne Indvending mod Erhvervsfællesskabet altsaa lige saa fuldt rammer Adgangen til Bodeling, vilde det være af megen Interesse, hvis Fru A. S. vilde udtale sig om, hvorvidt hun ogsaa finder, at Bodeling strider mod Hjemmets og Børnenes Ret.
Endelig skal jeg til Støtte for min Anskuelse om det naturlige og rigtige i at blive staaende ved "Erhversfælleskab" mellem Ægtefællerne, henvise til, at dette i Følge Folketingsmand Beyers Bog om Ægtefællers formueretlige Ligestillelse er gjennemført ved Lov i Vesttyskland og Spanien, samt er det sædvanlige i Italien og Frankrig. Dertil kommer, at det er optaget i det saakaldte
"Qvam-Øverlandske" Forslag, som har stor Udsigt til at blive til Lov i Norge, og endelig, at det ret beset var det, som laa til Grund for vore gamle Loves Regler om Formueforholdet mellem Ægtefæller. Til Slutning kun dette: Hvor enig jeg end er med Fru A. S. i, at Ægteskabslovgivningen bør saavidt muligt hvile paa Betragtningen af Ægteskabet som en frivillig, men fuld Hengivelse i Kærlighed, maa jeg dog minde om, at Lovens første Opgave er at beskytte ogsaa Ægtefællerne mod hinanden, naar dette ideale Grundlag brister og den ene vil gjøre Overgreb mod den anden. Loven bør derfor aldrig knytte sig fastere til Idealet, end at der bliver Plads for Undtagelserne.
