« Tilbage til søgeresultaterne

Brev fra Anna Koch Schiøler til Marie Illum

Af: Anna Koch Schiøler

« Se emneord

[Brev i håndskrift]
København V. d. 3/2 1930
Anna Koch Schiøler
Amalievej 21
Vester [kan ikke læses]
Ringet op d.d. Kl. c. 16

Kære Fru Illum
Jeg blev ærlig talt vred over den Protokol jeg fik i Dag og Gengivelsen af hvad jeg havde sagt i ad. 4.
Jeg satte mig til at skrive en højtidelig Skrivelse, men da jeg havde faaet sundet mig, tænkte jeg paa, at det er Dem, jeg har talt med om dette Spørgsmaal og saa faar dette gaa ud over Dem.
Jeg vil spørge – kan jeg faa en Rettelse i næste Protokol, for jeg har aldrig sagt, at Fejlene i Bladet skyldes Mangel paa Hjælp. Jeg har lagt hele Skylden for Fejlene paa mig, men sagt, at jeg har gennemgaaet vanskelige Tider ved Kontorassistentens Fratræden og at en ny Hjælper – ukendt med alle Forholdene naturligvis ikke straks kan erstatte en gennem Aarene prøvet Hjælper.
Jeg har heller ikke foreslaaet, at der skulde betales for Huskorrektur. Den betaler man ikke for, den følger automatisk med Trykningen, hvor Prisen for Bladet er sundt indstillet.
Jeg har foreslaaet efter 4 Ganges Nedsættelse af Prisen at gøre noget mere for Bladets Trykning, saa det kom op paa f. Eks. den sidst forladte Pris (som vi dog betalte uden de Annoncer, vi i Øjeblikket raader over), saa der derved kunde komme mere Ro over Bladets Trykning, end der nu er Tilfældet, fordi Konkurrencens Haardhed har fristet den nuværende Trykker til at gaa længere ned, end han kan bestride, og jeg mindede i denne Forbindelse om, at allerede den Foregaaende Pris af Fagfolk blev anset for at være uopnaaelig.
Jeg er forfærdelig ked af, at den Protokol er gaaet ud til Fællesstyrelsen – fordrejet og urigtig hvad min Udtalelse angaar, men muligvis er jeg selv Skyld i det, da jeg bad Protokolføreren om ikke at skrive alt, hvad jeg sagde, derved er vel Misforstaaelserne fremkommet.
Ja, nu er det som sagt gaaet ud over Dem – vil De ikke nok ringe til mig en Dag, naar De er i Byen og har lidt Tid?

Med hilsen fra Deres hengivne
Anna Koch Schiøler

« til toppen

Emneord

Teksttype

Initialer

Omtalte personer

Professioner

Perioder