Brev fra Sverige.
Stockholm i Februar 1885.
Aaret 1884 vil utvivlsomt altid blive nævnt som et af de mærkeligste i den svenske Kvindes Historie. Rigsdagen vedtog en Lov, i Følge hvilken Kvinden bliver myndig i samme Alder som Manden (med det 21deAar, forhen det 25de); endvidere besluttedes det at fremkalde en Undersøgelse af det indviklede, men i høj Grad vigtige Spørgsmaal om gift Kvindes Formueret, og endelig indbragtes der et Lovforslag om Kvindens politiske Stemmeret. Forslaget forkastedes rigtignok, men der var dog gjort et Skridt paa en ny Bane. Henimod Slutningen af Aaret udstedtes der fra Bestyrelsen for Postvæsenet en Forordning, i Følge hvilken et ikke ubetydeligt Antal ny Pladser i Postvæsenets Tjeneste aabnedes for unge Piger. Endelig har vi ved Stockholms Højskole faaet en kvindelig Professor, den berømte Mathematiker Mme. Kowalevsky. Dette er dog en Ære, som vi kun for en Del kan tilegne os, da denne udmærkede Kvinde er russisk af Fødsel. Men hendes Ansættelse ved en svensk Højskole er dog et Vidnesbyrd om, at der her blæser en for Kvinderne gunstig Vind.
De svenske Kvinder har ogsaa opfattet dette; de agter ikke at overlade Æren for Fremskridtet ene og alene til Magtens Indehavere, d. v. s. Mændene, og for at kunne føre deres Sag med større Virkning har de grebet til Associationens mægtige Løftestang.
I Stockholm og Gøteborg stiftedes i Efteraaret, omtrent samtidig, to Kvindeforeninger. Den ene tog Navn efter Sveriges berømteste Kvinde i dette Aarhundrede og kaldte sig "Fredrika Bremer Forbundet", den anden kaldes Gøteborgs Kvindeforening. "Fredrika Bremer Forbundets" egentlige Stifter er Sofia Adlersparre, født Leijonhufvud, som i over Fjerdedelen af et Aarhundrede har arbejdet virksomt og utrættelig paa Kvindesagens store Omraade og ikke er mindst kjendt som Udgiver af "Tidskrift for Hemmet." Den nævnte Forening tæller baade mandlige og kvindelige Medlemmer, dens Formaal er at virke for at hæve Kvinden i moralsk, intellektuel, social og økonomisk Henseende. Ethvert Spørgsmaal og enhver Foranstaltning, som kan tjene dette Formaal, ligger indenfor dens Omraade. Foreningen har som sin nærmeste Opgave paataget sig at indrette et Kontor i Stockholm, hvor kvindelige Arbejdsgivere og Arbejdssøgere kan faa nødvendige Oplysninger, juridiske Raad m. m. Desuden har Forbundet til Hensigt at indrette saakaldte Selvstudier efter amerikansk Mønster, Sygekasser for Lærerinder m. m. Vi vil rimeligvis mere end én Gang faa Lejlighed til at komme tilbage til denne Forenings Virksomhed, som mer og mer begynder at vinde Publikums Tillid.
Gøteborgforeningen er af mere stedlig Natur og har kun kvindelige Medlemmer. Ogsaa dens Program omfatter alt, hvad der kan fremme Kvindens Ligestillelse med Manden. Hidtil har dens vigtigste Opgave været at vække Almensansen hos Arbejderklassens Kvinder.
Ogsaa et Par andre kvindelige Foreninger kunde fortjene at omtales, skjønt de ikke har saa vidtomfattende Formaal. Et ikke ringe Antal af Stockholms (myndige) Kvinder har forenet sig i den Hensigt at benytte sig af deres kommunale Stemmeret. Frøken Ellen Key, Datter af den bekjendte forhenværende Rigsdagsmand, Emil Key, holdt for en Tid siden i en af vore større Pigeskolers Festsal et Foredrag om Kvindens Stemmeret i den Hensigt at vække Interesse for dette Spørgsmaal. Salen var overfyldt, og Foredraget modtoges med almindeligt Bifald. En anden Forening, som fortjener Omtale, er en Klub, som nogle af Hovedstadens litterært, videnskabelig og konstnerisk uddannede unge Damer har stiftet i Lighed med det allerede gamle Selskab, der var stiftet for Herrer og bar Navnet Idun. Gid nu de sociale Dyder, som vi Kvinder desværre har i ringere Grad end Mændene, maatte udvikles ved alle disse Foreninger, som da i dobbelt Maal bliver nyttige for os!
Midt under alle disse Fremtoninger, der gav saa lovende Udsigter, kom Strindbergs reaktionære Bog, "Giftas", med dens Epiloger i "Dagens Krønike". I dem faa vi at vide, at vi Kvinder i det nuværende Samfund har det ikke blot godt, men alt for godt. Kvindesagens Fjender jublede - men ganske stille for sig selv, thi for visse Aarsagers Skyld vilde eller turde de ikke juble højt over et Strindbergsk Opus; - men nu og da faar man dog deres Hjærtes Tanker, deres Glæde og Tilfredsstillelse at høre. Men ogsaa mange af dem, som er eller anses for at være Kvindesagens Venner, jublede. Det er svært at forstaa. Man maa dog huske paa, at de litterære Koteriers Magt er stor, at en usalig Anklage bragte letrørte Sind ud af Ligevægten, og at den iskolde Logik smelter, naar Partilidenskabens Ild griber Sindet, ja selv den sunde Forstand brænder da som tør Fyrsvamp. Uagtet sine Glimt af Geni vil Strindberg dog næppe komme til i nogen betydelig Grad at indvirke paa Kvindesagens Udvikling i vort Land; dertil er hans Sprog for raat, hans Stil for ujævn og han selv i Besiddelse af alt for ringe almindelig Anseelse.
Maaske var den Jubel, som i visse Kredse blev hans Bog til Del, et Varsko om, hvad der skal komme. Kan vel den rene Materialisme og Sensualisme - den fysiske Styrkes Religion - virkelig i Længden, under normale Forhold, være Kvindefrigjørelsens Ven?
Men de store theoretiske Spørgsmaal ligger ikke indenfor Deres Brevskrivers Omraade. Hun maa tørre sin Pen og vente, til hun har nogle andre Nyheder fra Sverige at meddele Vennerne ved Sundet.
